Emilie Meng-sagen: DR har fundet to overvågningskameraer, som politiet måske har overset

Den næsten atten år gamle Emilie Meng fra Korsør forsvandt tidligt om morgenen søndag den 10. juli 2016, efter at hun sammen med to veninder havde været på bytur i Slagelse.

 

Hun blev sidst set i live klokken fire om morgenen, da hun sammen med veninderne ankom til Korsør Station og ville gå hjem alene.

 

Søndag formiddag skal Emilie Meng synge i kirkekoret i Sankt Povls Kirke i Korsør.

 

Men hun dukker ikke op, og derfor anmelder familien hendes forsvinden til politiet. Senere samme dag henvender familien sig til flere medier for at få den 17-årige pige efterlyst.

 

På trods af flere store eftersøgninger fandt man aldrig den forsvundne pige.

 

Blev fundet død ved en sø

Først om eftermiddagen den 24. december 2016 bliver Emile Meng fundet af hundelufter, der fandt hendes lig ved en sø i Regnemark Bakker.

 

Tidligere under eftersøgningen havde politiet efterlyst en lys personbil, formentlig af mærket Hyundai 130, som blev set køre fra parkeringspladsen og rundt om Korsør Banegård klokken 4:07.

 

Efter fundet af liget kontaktede en kvinde politiet og oplyste, at hun samme morgen, som Emilie Meng forsvandt, havde set en hvid bil holde i Regnemark Bakker, hvor en mand bar på noget tungt.

 

Det spor førte ikke til noget, og siden har der ikke været nyt i sagen.

 

Nu gennemgår DR sagen i tre afsnit med kritik af politiet

Under overskriften ”Ny DR-dokumentar sår tvivl om politiets efterforskning i Emilie Meng-sagen”, har Danmarks Radio nu taget sagen op.

 

Det sker i tre afsnit.

 

Således mener Danmarks Radio, at vigtigt materiale er blevet overset. Det drejer sig blandt andet om videoovervågning fra to kameraer, som DR har fundet.

 

”En gennemgang af overvågningskameraer i området foretaget af journalisterne bag dokumentarprogrammerne finder to muligheder for at tjekke, om der skulle have været en hvid kassevogn på nogen af de to veje, der fører fra Korsør til Borup,” skriver DR og fortsætter:

 

”Journalisterne kører en tur på de to veje og finder et kamera på hver af dem, som filmer direkte ud på vejen. Det er vurderingen, at et af de kameraer ville kunne have filmet gerningsmanden i hans køretøj, hvis han er kommet den vej. De kameraer har politiet aldrig undersøgt.”

 

Vurderede først at Emilie Meng var løbet hjemmefra

Ifølge DR har Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi ikke ønsket at blive interviewet til dokumentaren, førend man har set den.

 

DR skriver, at politiet erkender i et skriftligt svar, at ”visse efterforskningskridt ikke blev taget i opstartfasen,” fordi man vurderede, Emilie var løbet hjemmefra.

 

Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke svare på, hvor og hvornår der er indhentet video-overvågning.

 

Første udsendelse blev sendt mandag aften på DR 1.

 

Læs mere her:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/ny-dr-dokumentar-saar-tvivl-om-politiets-efterforskning-i-emilie-meng-sagen

 

Læs også:

https://denkorteavis.dk/2018/politiet-goer-et-nyt-forsoeg-i-emilie-meng-sagen-vil-nu-foretage-ekstra-undersoegelser-af-soeen-i-regnemark-bakker/

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…