Grønland er dansk

Grønland er ikke bare Grønland. Grønland er Danmark, ligesom Jylland, Sjælland og Bornholm, Ærø og Anholt er det. Danmark består af mange dele; men om alle disse dele gælder det, at ingen del ikke er Danmark. Så Grønland er Danmark. Det står ovenikøbet i Grundlovens § 2: ”Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.”

 

Dette gælder tilmed på mange måder: folkeligt, juridisk, geografisk, politisk og kulturelt – ja, og etnisk. For selv om der for alle disse ’måder’ er store eller små forskelle, så er alle disse forskelle samlet under det danske, under Danmark. Skam få dem, der ikke kalder grønlændere for danskere; og ikke kalder Grønland for Danmark eller dansk.

 

Historie, folk og geografi
Som den historiske udvikling nu har formet sig gennem nogle århundreder, er Danmarks og Grønlands historie dybt integreret i et skæbnefællesskab, hvilket man fx kan læse ud af Hans Egedes missionsarbejde blandt den oprindelige grønlandske befolkning; ud af den mangeårige kulturelle, politiske og uddannelsesmæssige udveksling mellem Grønland og Syddanmark; og ud af de sikkerhedspolitiske og strategiske forhold, bla. under Anden Verdenskrig og senere.

 

Som Danmarks befolkningssammensætning har være skruet sammen i de seneste århundreder, er grønlændere danske ligesom sjællændere, lollikker og sønderjyder er det. Grønlandske og syddanske familier er over nogle århundreder mere og mere blevet indgifte i hinanden. Vi deler nu alle et folkeligt, etnisk og familiemæssigt fællesskab, som ikke længere kan splittes ad, uden at det vil medføre store menneskelige og nationale tragedier. Jovist kan man etnologisk pege på oprindelige forskelle mellem grønlændere og syddanskere. Men den fælles integration i historie, familie og folk over nogle århundreder har for en stor del udvisket disse forskelle. Så nu binder dette fællesskab i historie, folk og skæbne. Og nu binder pligterne over for hinanden uophørligt både Syddanmark og Grønland. At adskille dette – sådan som det i de senere år formuleres i tanker og bestemmelser om selvstyre og selvstændighed – vil på én gang være dumhed, forbrydelse og tragedie.

 

Som Danmarks geografi har været skruet sammen i de seneste århundreder, er Danmark nabo til Canada og USA. Grønlands geografi gør det danske rige til en stormagt. Dette bør danske politikere gøre sig meget klart; og dernæst begynde at tænke tilstrækkeligt stort, og glemme alt om ydmyg småstatsmentalitet, når det drejer sig arktiske forhold og forhold omkring Grønland. Det er særdeles opløftende, når vores nye forsvarsminister Trine Bramsen melder ud, at det er hensigten at øge det danske militære forsvars tilstedeværelse i Arktis og omkring Grønland i de kommende år. Man må håbe, at det for forsvarsministeren, regeringen og politikerne ikke blot betyder symbolsk markering, men derimod en form for markant øget militær slagkraft og formåen, overvågning og efterretningsvirksomhed, sådan som Danmark nu kan finde kræfter til det. Grønland skal bevares og forsvares som en vigtig del af det danske rige.

 

Trump og USA
Der er sagt nok om Trump og om hans metodik. Her er det tilstrækkeligt for det første at slå fast, at der er al mulig fornuft for USA i, at USA og Trump lufter ideen og undersøger mulighederne for at købe Grønland.

 

På den ene side har USA helt klart strategiske interesser i Grønland; interesser, der i den globale kamp om geografisk, råstofmæssig og militærteknologisk overlegenhed helt klart har eksistensbetydning for USA. Her bør Danmark være bevidst, vågen og klog, men samtidig barsk og holde på dansk magt og danske interesser. Noget for noget!

 

På den anden side har Danmark jo tidligere begået dumheder på grund af kortsigtet politik, den danske tendens til at vælge de mest behagelige og konfliktfrie problemløsninger og løbe efter udsigten til hurtige og lette smågevinster her og nu, fx ved salget af de Vestindiske Øer. I stedet for at holde fast i det, der var dansk, og kæmpe for det samlede, integrerede Danmark.

 

Danmark, dansk magt og indflydelse er gennem de senere mange år blevet mindre og mindre. Især kan dette ses af vores generelle uvilje mod at bevare dansk selvstændighed i forhold til et stadigt mere integreret EU og de internationale konventioner, af den store indvandring og endelig af de forbryderiske tanker om selvstyreudvidelse og selvstændighed for Grønland. Alle de forhold, der udhuler integriteten i Danmarks Rige. Stærkere EU-integritet betyder svagere dansk integritet – eller med et andet ord: dansk opløsning.

 

I det lys skal det for det andet slås fast, at man kan som dansker glæde sig over, at statsminister Mette Frederiksen så klart har sagt til Trump, at Grønland er ikke til salg. Danmark er en stormagt – i kraft af Grønland. Og denne magt og kraft kan af mange årsager blive langt større i fremtiden. Derfor bør Danmark holde fast i det, der er dansk, dvs. kæmpe for at bevare den danske integritet.

 

Mette Frederiksen: ”Grønland er ikke dansk”
Men man kan alligevel komme stærkt i tvivl om Mette Frederiksens format som førsteminister for en ikke blot arktisk, men europæisk stormagt, når man tager Grønlands betydning for USA, Danmark og Europa i betragtning. For hvad i alverden er meningen med Mette Frederiksens ord: ”Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk?”

 

Hvad er det for uldne ord? Vil hun med disse ord blot sige til Trump: ”Du er gået forkert i byen. Du skal ikke spørge Danmark. Du skal spørge et andet sted. Du skal spørge i Grønland” – er det sådan, disse ord skal forstås? Hvis dette er tilfældet, så er disse ord virkeligt skæbnesvangre for forholdet mellem Danmark og Grønland, mellem Danmark og USA og mellem USA og Grønland. Så udtrykker disse ord en fuldstændig opløsning af den politiske, strategiske, kulturelle og folkelige sammenhæng mellem Grønland og resten af Danmark. Og ja, en opløsning af de integrerede magtforhold i det samlede Danmarks Rige. Er disse ord et varsel om, at det stadig er Danmarks skæbne: at blive mindre og mindre? På grund af vore svage politikere. Man kan alvorligt frygte det.

 

Selv om ordene så blot skulle antyde en form for blødladenhed, der skal skjule det forhold, at Grønlands forhold og fremtid styres i København, så er ordene lige skæbnesvangre. Mette Frederiksen har slet ikke udtalt sig så klart, som man kunne ønske det, og som man måtte kræve af en førsteminister for en arktisk stormagt. Man kunne forestille sig, at disse ord vil blive gransket, gemt og senere udnyttet i andre af verdens hovedstæder: ”Grønland er ikke dansk.” Åh, Danmark, på grund af bløde politikere bliver du mindre og mindre.

 

Og så det hæmmende og ufleksible EU-monster
Nu kunne man jo forestille sig, at næste fase i forholdet mellem USA og Danmark vedrørende Grønlands stilling ville blive forhandlinger om amerikanske militærbaser, andre faciliteter og muligheder på Grønland. Så er vi jo straks inde i den barske historie om noget-for-noget.

 

For det første må man her sige ligeud: dette er overhovedet ikke et forhold udelukkende mellem Grønland og USA; dette er et forhold mellem Danmark og USA med grønlandske lokalpolitikere som bisiddere. Her er det Danmarks Riges fællesregering, der siger de endelige ’ja’ og ’nej’. Ingen fremmed nation skal have lov til at etablere sig med faciliteter, aktiviteter eller andet på Grønland, uden at den danske regering ved det og anerkender det – og det på en sådan måde, at regeringen kan annullere anerkendelsen igen.

 

For det andet kan man konstatere, at Danmark med sit bundne medlemskab af og forhold til EU vil være meget stækket i disse noget-for-noget-forhandlinger. Vel er Grønland ikke medlem af EU (blev meldt ud af EU i 1985), men blot tilknyttet gennem nogle særlige ordninger, bla fiskeriordning. Men Danmark vil ikke være i stand til fx at skaffe sig generelle og særligt gunstige handelsaftaler med USA til gengæld for opfyldelse af USA´s interesser i Grønland. For Danmarks handelsaftaler med USA bestemmes af EU.

 

Ny dansk Grønlands-politik
Der er gennem de senere mange år skrevet meget om ressourcer i og omkring Grønland – om udvinding og udvikling af disse ressourcer. Råstoffer, mineraler, energistoffer, fiskeri, nye transportmuligheder. Mange lande er og har været interesseret i Grønland på grund af disse tilsyneladende nye muligheder. Er man dansk politiker, der skal manøvre danske interesser igennem i den globale magtkamp, er det umuligt at overse det rigdoms- og magtpotentiale, der ligger i Grønland og Grønlands undergrund.

 

Her ligger en stor ressource for hele det danske rige. Dette rigdoms- og magtpotentiale tilhører ikke blot grønlænderne, ligesom jydernes ressourcer heller ikke tilhører blot jyderne. Det tilhører hele det danske rige; og bør overvåges, udforskes, styres af centralregeringen og tilfalde hele Danmark.

 

Kun snæversynede og utålmodige personer kan have den opfattelse, at Danmark på grund af situationen nu og her og de 3-4 milliarder kroner, Danmark årligt yder i tilskud til Grønland, bør afhænde Grønland enten til et andet land (USA) eller til Grønlands egen selvstændighed. Grønland er ikke et fjernt problembarn. Grønland er en pligt for Danmark; en historisk og folkelig pligt. En national pligt til opretholdelse og forsvar af integriteten. Grønland er dansk.

 

Udviklingen af de politiske tanker i de sidste mange år har fremmet den ide, at Grønland er noget separat i forhold til Danmark. Deraf en misforstået udvikling mod ’selvstyre.’

 

Vel kan der være stor fornuft i en særlig form for grønlandsk hjemmestyre – en udvidet kommunal frihed – på grund af afstande, klimatiske forhold, særlige kulturelle og sociale faktorer. Men alle betydende internationale, diplomatiske, samfundsmæssige, økonomiske og ressourcemæssige forhold skal være underlagt det lovgivnings – og regeringsmæssige centralstyre i Danmark. Det er en katastrofe, at Grønland alene uden om Danmark – og ustyret af Danmark! – kan opretholde en selvstændig repræsentation i USA. Centralstyret i Danmark – regering og folketing – skal naturligvis have fuld kontrol med Grønland.

 

Det grønlandske selvstyre skal afvikles. En ny form for hjemmestyre skal indføres.

 

Det danske riges støtte til Grønland skal forøges
Til gengæld skal hele det danske riges støtte til Grønland forøges. Hvad er fx meningen med, at Danmark poster 33 milliarder årligt ud til ikke-vestlige indvandrere, når vi kun gavner Grønland med ca. 4 milliarder om året. Det Grønland, der som en fjern del af det danske rige kæmper med mange særlige problemer og vanskeligheder inden fx transport, trafikal sammenhæng, sociale og uddannelsesmæssige problemer og erhvervsudvikling. Danmarks støtte til Grønland bør forøges ganske kraftigt med flere milliarder årligt. Men Danmark skal modarbejde disintegrationen – ved at bremse indvandringen fra ikke-vestlige lande og ved at gavne Grønland og den grønlandske del af Danmarks befolkning.

 

Der bør ligeledes indføres flere og meget billigere transportmuligheder mellem Grønland og Syddanmark. Det bør være meget nemt, hurtigt og billigt for mennesker på Grønland at komme til Syddanmark. Og omvendt. Disse ændrede transportmuligheder skal fremme en endnu stærkere integration af befolkningerne i Grønland og Syddanmark til gavn for uddannelse, skiftende jobmuligheder i Grønland og Syddanmark, sociale hjælpeforanstaltninger, erhvervsudvikling m.v.

 

Folk i Grønland bør også have særlige begunstigelser hvad angår uddannelse, fx dobbelt uddannelsesstøtte, opholdsmuligheder og jobmuligheder i Syddanmark. Jobmulighederne for syddanskere i Grønland og brugen af ekspertise til gavn for Grønland skal udvides.

 

Rådgivning og indlæring om henholdsvis grønlandske og syddanske forhold bør styrkes. I folkeskolen i Syddanmark skal der undervises grundigt i grønlandske (og færøske) forhold. I Grønland skal der ligeledes undervises grundigt i syddanske forhold. Alle børn i Danmark skal kende hele Danmark og kende landet og dets muligheder, uanset hvor børnene bor. Børn i Grønland skal lære dansk; det fremmer integrationen i Danmark, kendskabet til Danmark og mulighederne for uddannelse. De Grønlandske Huse i Syddanmark (Aalborg, Aarhus, Odense og København) skal have øgede bevillinger og øgede muligheder for hjælp til og rådgivning om alle forhold til børn og unge mennesker fra Grønland. Evt. skal der oprettes flere ’grønlandske huse’ afhængig af tilstedeværelsen af grønlandske børn og unge.

 

Al råstof- og ressourceforskning, -udvinding og aftaler om dette med andre lande og udenlandske firmaer skal styres af Danmarks centralregering. Danmark skal sikre sig, at gevinsterne ved råstof- og ressourceudvinding tilfalder det samlede danske rige, evt. med særlige begunstigelser til Grønland, jf. ovenfor om markant øget statstilskud til Grønland.

 

Danmark skal sigte mod at gøre Grønland stærkere, og bruge den syddanske kraft og økonomi, der skal til, for at opnå dette. Og samtidig – til gavn for hele det danske rige – udnytte Grønlands position og ressourcer i det politiske og strategiske spil med andre lande. Alt sammen med henblik på at gøre det samlede danske rige stærkere – til gavn for den gensidige og sammenhængende styrke. Tja, hvorfor ikke efterligne det reagan’ske og trump’ske slogan: Make Denmark great again! Og begynde at tænke sådan igen. Danmarks disintegration skal bringes til ophør.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…