Et bandemedlem kan koster samfundet 20 millioner kroner – danskerne betaler

Arkivfoto

”Rocker-og Bandekriminalitet påvirker helt grundlæggende samfundets kriminalitets niveau og befolkningens tryghed”.

 

Sådan skrev Det Kriminalpræventive Råd i en hvidbog om bandekriminalitet.

 

Det var helt tilbage i 2015.

 

Det synes at være er en utrolig skarp betragtning og uhyre sand vurdering.

 

Men hvad er det sket siden?

 

Intet, fristes man til at sige.

 

Bortset fra, at man som borger oplever, at problemerne med indvandrerbander er vokset dramatisk.

 

Generelt kalder myndighederne danskere ‘rockere’ og indvandrere for ‘bander’.

 

Rapporten skriver, at hver bandemedlem over 15 års medlemskab af en bande koster samfundet ca. 20 millioner kroner.

 

Det Kriminalpræventive Råd kalder de kriminelle for ”udsatte borgere”, som om samfundet er skyld i, at bandemedlemmerne bliver kriminelle. Det Kriminalpræventive Råd skriver således, at ”hvis vi skal sikre en sammenhængende kæde af indsatser for de udsatte borgere, så er det afgørende, at vi har klare roller og ansvarsfordelinger mellem parterne”.

 

Det Kriminalpræventive Råd skriver på deres hjemmeside, at der er exit-programmer for at hjælpe bandemedlemmer til at forlade banderne.

 

Exitindsatser og indsatser hele livet

Der findes varierende former for exitindsatser, som aktivt skal støtte bande- eller rockerinvolverede med at få et normalt liv. Indsatserne har varierende krav til, hvilke kriterier man skal opfylde for at være i målgruppen. Igennem årene er rammerne for, hvornår man er i målgruppen, oftest blevet bredere i den nationale exitindsats, herunder er rammerne for exitkandidatens alder og tilknytningsgrad typisk blevet lempet.

 

Indsatserne er for de, som er motiveret til en forandring. Indsatserne kan rumme tilbud om:

  • En anden bopæl
  • Økonomisk bistand
  • Kontakt med mennesker udenfor miljøet
  • Samarbejde mellem politi, socialforvaltning mv
  • Retablering af kontakt til familien
  • Sociale aktiviteter med andre unge, der ikke har tilhørt det kriminelle miljø
  • Terapeutisk hjælp
  • Misbrugsbehandling
  • Støtte til arbejde og uddannelse

 

Justitsministeriet har udarbejdet en national exit-strategi for personer, der er dybt involverede i bander. Exitprogrammet udføres i et samarbejde mellem politi, kommune og Kriminalforsorg.

 

Er man i Kriminalforsorgens varetægt, kan man blive optaget i et exitprogram her, hvilket typisk indebærer bl.a. en mentorordning.  Kriminalforsorgen laver aftaler om god løsladelse, og bandemedlememr kan søge hos sin kommune for at se, hvilken afdeling eller ansvarlig i kommunerne, der varetager god løsladelse eller bandeexit. Gode og planlagte overgange mellem fængsel og frihed er afgørende for at støtte den indsatte i et bedre liv.

 

Der findes andre tilbud til mennesker, som vil ud af en kriminel livsstil. Bl.a. foreningstilbud, som støtter ex-indsatte og indsatte, som vil starte på en frisk, med fx samvær, aktiviteter og gældsrådgivning.

 

Endelig udformer visse kommuner deres egne exitprogrammer. Det er fx tilfældet i Københavns Kommune, som tilbyder exitforløb med voksne over 18 år, som er involveret i alvorlig, personfarlig kriminalitet.

 

Af andre indsatser nævnes: fritidsindsatser, gadeplansindsatser, mentorordninger, indsatser i skolen, indsatser mod flertalsmisforståelser, færdighedsundervisning, forebyggelse af mobning, familietræning, førskoleindsats, familieprogrammer, terapi på individplan, misbrugsindsatser, kognitive adfærdsprogrammer der øger individets indsigt og forståelse, exitprogrammer og misbrugsindsats i fængsler.

 

Sammenfattende:

Læsningen af Det Kriminalpræventive Råds gennemgang efterlader en voksen skatteyder med en bitter smag i munden over, at staten af afmagt tilbyder bandemedlemmerne et væld af hjælpe-foranstaltninger. Sikke et liv for de ”udsatte”. Bistand, bistand, bistand og hjælp. Det forekommer meget stødende, at de banderelaterede skal have bedre bistand ved overgangen mellem fængsel og samfundet end andre kriminelle. Det virker som afmagt – og programmerne kan bruges af de kriminelle. De kan grinende sætte sig tilbage og kræve hjælp. Kravene burde komme fra staten og ikke fra de kriminelle.

 

Rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd skriver, at hver bandemedlem over 15 års medlemskab af en bande koster samfundet ca. 20 millioner kroner. Den sats lyder meget lav og den er ikke uddybet. Er det fx med hospitalsophold for voldsofrene, er det med arbejdsløn og lokaleudgifter mv for retssalene, er det med den tabte arbejdsfortjeneste, som en arbejds-duelig skatteborger leverer hver dag til samfundet ?

 

Hjælp, hjælp, hjælp. Der tales stedse om støtte, bistand og hjælp. Hvad med at lave et par års ophold på Grønland ? De nævnte indsatser er en total genopdragelse og hjælpen gennem hvert trin i livet.  En klient-gøren og afmagt af så store dimensioner, at vi som samfund er sat på hjul og stejle pga udgifterne og de afsindige krav, som stilles til skatteborgerne. Man ser, at det ikke kan betale sig at være en lovlydig borger.

 

Skatteborgerne skal bare betale. Man kan ”redde” og støtte-betale mange ved at nedsænke dem i tilbud og støtte gennem mange år, men hvordan er det for en ung ikke-kriminel borger at skulle se på de støtteordninger, hjælp, bolig, uddannelse og bistand for de kriminelle ? hvor blev ligebehandling, konsekvens og lige muligheder af og det personlige ansvar.

 

Kilde: Hvidbogen om bandekriminalitet kan findes på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…