Smuk bog om kongelig prinsesse bør stå på enhver ægte dansk royalists bogreol. I ord og ikke mindst igennem en mængde billeder får man et lille indsyn i en meget anderledes verden.
Hyldest til en fødselar
Prinsesse Benedikte, som fyldte 75 år den 29. april i år, hyldes med en bog, hvor hun selv, hendes familie og nogle af hendes mange foreningsforbindelser fortæller om livet i et af verdens ældste eksisterende kongehuse. Det siges, at placeringen som den mellemste i en søskendeflok på tre er den sværeste. Men det lader fødselaren sig ikke mærke med. Hun har haft en begunstiget, udfordrende og meget beskyttet tilværelse, hvor hun har passet perfekt ind i en meget veldefineret rolle, som nogle nok ville betragte som en slags fængsel.
”Hendes hår sidder altid. Det tør ikke andet”
Det er ikke intellektuelle sysler, som har holdt Benedikte beskæftiget. Hun blev tidligt klar over, at hendes styrke lå andre steder, og det har hun haft det fint med. Søstrene beskriver hende som et meget stærkt og også et meget privat menneske med en særlig aura omkring sig, vanskelig at komme helt ind på livet af. Et menneske, som ikke bryder sig om at vise følelser offentligt, og som altid er i kontrol. Vor dronning bidrager bl.a. med denne herlige bemærkning: ”Hendes hår sidder altid. Det tør ikke andet.
De tre børn – Gustav, Alexandra og Natalie – fortæller om en meget pligtopfyldende mor, der af sin egen mor lærte flid og disciplin. Men også om en mor, der aldrig har prøvet at lave mad, og som ikke er i stand til selv at lave en kop kaffe. Hun blev ofte drillet af sin mand, prins Richard, som var af en helt anden karakter. Han trivedes glimrende uden for sin komfortzone, hvorimod Benedikte bliver lidt kongelig stiv – hun er den af de tre prinsesser, som har mest svensk blod i sig. Hun skulle dog være blevet lidt mere cool med årene.
Hestesport og spejderbevægelse
De kongelige skal yde noget for en privilegeret tilværelse. Benedikte yder sit gennem en række protektioner: ca. 50 organisationer, blandt hvilke en del er koncentreret om hestesport og spejderbevægelsen. Hun har stor fordel af at kunne huske og genkende ansigter, og hun kan få det bedste frem i andre, fortælles det. Det er i første omgang den pågældende organisation, der henvender sig til hende, og hun lægger vægt på, at hun kun siger ja til et protektorat, hvis det er noget, hun tror ville kunne interessere hende.
Læs også: Esportsmagasinet.dk
Når man tænker på Dronningens interesse for kirke og kristendom, må man konstatere, at det øjensynligt ikke er noget, som interesserer Benedikte. Bogen er så godt som støvsuget for religion og livsanskuelse. Men man kunne godt forestille sig, at det er blufærdighed, der måske afholder hende fra at dele disse sider af livet med mange andre.
”Det er nok af folk, der taler om sig selv”
I det afsluttende kapitel – ”At tale om sig selv” – siges det måske mest præcist. Da bogens forfatter stiller hende spørgsmålet: ”Men De er vel heller ikke vant til at tale om Dem selv?”, svarer hun: ”Nej, vi taler ikke om os selv”. – ”Så De repræsenterer ikke Dem selv som sådan, De repræsenterer en institution?” – ”Ja. Det tror jeg også er meget stærkere” – ”At tale på vegne af en institution?” – ”Ja. Der er nok af folk, der taler om sig selv”.
Anne Sofie Kragh, Benedikte. En kongelig prinsesse.
Politikens Forlag 2019, 350 sider, rigt ill., 300 kroner.
