Islam og Grundloven

Hvor islam har sat sit mærke – vha. muslimer som de eneste sande troende, vil islam overhovedet ikke vige fra stedet igen. Hvor den islamiske Allah én gang har sat sit mærke – med muslimer, er det forbudt for muslimer at opgive stedet og magten og kampen. Jihad er ikke blot mission og udvidelse; jihad er også fastholdelse, men en fastholdelse i en stadig større stramning og omklamring.

 

Hvor islams Allah har sat sit mærke, er det forbudt enhver at krænke og vanære Allah, som er den eneste sande gud. Ingen bør derfor være i tvivl om, hvad det betyder for en muslim, at muslimer holdt fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads fredag den 22. marts 2019. På Christiansborg, i hjertet af det kristne Danmarks politiske magtcenter, har Allah og islam sat sit mærke. For en muslim er dette ikke en éngangsforestilling eller en tom symbolik; for en muslim er dette et varigt mærke, der forpligter til jihad og sharia.

 

Hvem kan tro, at den danske Grundlov, der sætter hele fundamentet – ordenen! – under det danske samfund i kristendommens frihedsforståelse i forhold til Gud, kan tåles at eksistere i et samfund, hvor islam får magt?

 

Islam tåler ingen ligestillede konkurrenter
Allah tåler ingen anden gud ved sin side, hverken i troen eller i samfundet. Den totale underkastelse under Allah og islams sharialov er endemålet. Derfor ser vi overalt i de europæiske samfund, hvordan muslimer med den mest rabiate og for os uforståelige hidsighed protesterer mod det, der opfattes som vanærende udfordring og provokation af islam og Allah. I samfundet, i politik, på gaden, i nattelivet, i klasseværelset, på legepladsen, på fodboldbanen, i bybusserne og i trafikken.

 

På Brønshøj Torv stod for nylig en pølsevogn, der solgte pølser med svinekød. Dette provokerede muslimer; for hvor islam har sat sit mærke, må dette ikke ske. Fodboldspillere må ikke på banen vise eller optræde med religiøse, dvs. kristne symboler som fx Jesus-billeder eller kors, på udstyr, trøjer eller tatoveringer (Fodboldloven). For hvor islam har sat sit mærke, må dette ikke vises.

 

I klasselokalet og i skolegården hånes, mobbes og overfaldes elever, der bærer synligt kristent kors, af muslimske elever. Hvor islam har sat sit mærke, må det kristne kors ikke være synligt. I nattelivet eller på togstationer kan unge ikke-muslimer, dvs. kristne, ikke vise deres frejdige ignorering af unge muslimer, der vil markere sig; så bliver der tilkaldt muslimsk forstærkning. Hvor islam har sat sit mærke, må ikke-muslimen kende sin dhimmi-placering under muslimen.

 

Fornærmelsens religion
Har De nogensinde mødt et menneske, der i dets karakter evig og altid viser fornærmelse? Morgen og aften, i både handlinger og ord. Et menneske, der selv i de mindste ting altid føler sig personligt trådt på, som altid svarer bebrejdende igen, selv hvor der ikke er grund til det, så alle andre personer, der omgiver dette menneske til stadighed bliver presset længere og længere uden for og bort fra et sådant menneskes selvhævdelseszone. Og et menneske, som bruger denne fornærmede surhed til gang på gang at vinde større personlige hensyn, fordele, selvhævdelse og personlig magt? Sådan et menneske er jo slet ikke til at være i stue eller på arbejdsplads sammen med.

 

Hvis De kender eller har kendt et sådant menneske, så kender de også islam og islamisk adfærd. For islam er en fornærmelsesreligion. Og en religion, som gennem sin jihad og sharia vil opdrage dhimmierne til at afstå fra det, som islam selv definerer som fornærmelse. Altså underkastelse under den islamiske orden.

 

Det er islam selv, der forhindrer muslimers integration i de vestlige samfund. Dette er et spørgsmål om religion, modsat hvad Lars Løkke Rasmussen siger. At ville integrere islam og muslimer i de europæiske kristne samfund er en umulighed; det er det samme som at ville løse cirklens kvadratur.

 

Hvordan stopper man en sådan fornærmelse? Hvordan standser man en sådan ekspanderende selvhævdende magt? Man kan næppe gøre det ved at forbyde islam, som Stram Kurs og Rasmus Paludan vil det, selv om dette kunne være ønskeligt. Men hårde midler må der til; det kan der ikke være tvivl om. Men på netop disse områder, hårde politiske foranstaltninger, er det, at vi danskere nu igennem mange år har set frygt, handlingslammelse, modvilje mod at erkende truslens alvor og omfang og mangel på gennemslagskraft hos de fleste danske politikere.

 

Islam ønsker ikke rettigheder, men magt
Den altafgørende vanskelighed er, at hvor vi med vores kristne frihedsopfattelse er tilbøjelige til at opfatte alle disse muslimske fornærmede protester som en berettiget form for muslimers forsvar for deres religionsfrihed, dér opfatter muslimerne disse protester som en jihad-markering af islams magtudvidelse og underkastende dhimmificering af de vantro i de samfund, hvor islam er til stede. Fornærmelse er det jihad-redskab, som skal tvinge kristne og andre vantro ind under islams normer.

 

Islam ønsker overhovedet ikke ret; muslimerne ved så sikkert som nogen, at I det frie og kristne Europa har de allerede denne ret og frihed. Men islam ønsker at bruge denne ret og frihed til med sin selvhævdende fornærmelse og enerådighed at udbrede islam. For Allah, islam og denne islamiske magt må ikke anfægtes, krænkes eller stødes. Islam ønsker magt og de kristnes underkastelse.” Magt er ret” for islam, sådan som den koptiske, kristne forfatter Raymond Ibrahim siger.

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden

 

Muslimer ønsker ikke at leve sammen med kristne og andre ikke-muslimer
Den samme Raymond Ibrahim siger i sin bog ’Crucified Again’: ”Ingen steder optræder og viser islam sig, sådan som islam optræder i sine hjemlande, hvor den har magten og ikke behøver at foregive, at den er noget andet, end den er.”

 

Omkring år 1900 fandtes der i Mellemøstens befolkning 20 % kristne; i dag findes der mindre end 2 %. Fra Indonesien i øst til Marokko i vest, fra Tyrkiet i nord til Nigeria i syd, overalt i de islamiske lande forfølges kristendommen og de kristne dele af befolkningen med chikanerier, vold og grusom mishandling; overalt ødelægges kristne kirker og fjernes kristne kors og andre symboler. Islam kender ikke religionsfrihed i dens hjemlande; kun i Vesten lyver og foregiver muslimer en interesse for religionsfrihed, for at få magten ved at hænge de kristne vesterlændinge og deres samfund i rebene fra deres egen frihed. Den frihed, som vi i Danmark kender fra Grundloven.

 

Også i Europa er der i de senere år sket mange angreb, ødelæggelser og vandaliseringer af kristne kirker; især i Frankrig og Tyskland. Kirker og deres inventar oversmøres med ekskrementer; Kristus-krucifikser, Jomfru Maria-figurer og kors ødelægges. Hvor islam har sat sit mærke, må sådanne vantro symboler ikke eksistere og vises. I en Gatestone Institute artikel citerer Raymond Ibrahim fra det tyske nyhedsmedie PI-News, at der i 2018 blev registreret 1.063 anslag mod kristne kirker eller symboler (krucifikser, ikoner, statuer) i Frankrig.

 

Og det fortælles, at undersøgelser viser, at hvor antallet af muslimske indvandrere stiger, stiger også antallet af angreb på kirker. PI-News fortæller også, at i Tyskland, i Nordrhein-Westfalen, hvor der lever mere end en million muslimer, var der op til julen 2016 omkring 50 offentlige kristne statuer (blandt andet af Jesus), der fik hovedet fjernet, og krucifikser blev ødelagt. Et andet tysk medie fortæller 1. november 2017, at alene i de tyske alper og Bayern er omkring 200 kirker blevet angrebet og mange kors er knækket. Hvem står bag? Samme medie skriver: “Kors bliver knækket, altre ødelægges, bibler afbrændes, døbefonte væltes, og kirkedøre overmales med islamiske udtryk som ‘Allahu Akbar.’”

 

Beskyttelse af de kristne – af os selv og vore samfund
Jævnligt kommer der på det politiske niveau i den vestlige verden opfordringer til at beskytte de kristne befolkningsdele i den muslimske verden og andre steder. Men der sker intet afgørende. Jo, måske da Putins Rusland til Vestens store politiske forargelse greb ind i den mudrede borgerkrig i Syrien imod de syriske oprørere, og reddede muslimske præsident al-Assad, og – vel at mærke! – samtidig reddede de kristne befolkningsgrupper. Flere syriske kristne har nævnt Putin som kristenhedens forsvarer og takket ham for deres liv.

 

Men Vesten? Vi importerer muslimer i hobetal; vi kan ikke lukke vore grænser; vi (Løkke) underskriver FN´s Migrationspagt sammen med Afrikas muslimske lande. Vi gør Rusland til vores store fjende, fordi vi ikke tør se i øjnene, at den store kamp, vi står i, er den helt uforudsigelige og skæbnesvangre kamp om, hvad der skal være grundlaget for vore samfund: kristendom eller islam. Den kamp, hvori den hjælp og redning, der kunne være nødvendig udefra, måske skulle komme fra Rusland.

 

Islams normaltilstand
Raymond Ibrahim beretter også i sin bog om den store gyldne periode med fred for de mellemøstlige kristne. I 1798 invaderede Napoleon Bonaparte Ægypten og underlagde sig dette; Ægypten, som var hjertet i den islamiske verden. Derefter underlagde de europæiske stormagter sig store dele af det islamiske Nordafrika og Mellemøsten. Dette strakte sig over kolonitiden og den postkoloniale periode omtrent 1850 – 1950.

 

Læs også
Video : Temadag i 5’te klasse – jihad på skoleskemaet

I denne periode var det diskriminerende sharia-lovsystem, der skulle herske over dhimmierne – dvs. ikke-muslimer, som levede i underkastelse og ydmygelse under det islamiske hegemoni – fuldstændigt ophævet. Islam fik i denne periode et andet udseende og en anden tilsyneladende adfærd.

 

Det er denne historiske kendsgerning (islams hundredårs-søvn), der har forårsaget så megen vestlig misforståelse af vor tids kristenforfølgelser og den genopvakte islamiske jihad. For disse forfølgelser og denne jihad er ikke en unormal tilstand; det er tværtimod islams normaltilstand, sådan som den formede sig gennem jihad, fra islam opstod i 7. århundrede frem til 1800-tallet; og altså efter ca. 1950 nu igen.

 

Islamiske protester og manifestationer er slet ikke – i vestlig frihedsforstand – ’berettigede’ indsigelser imod nægtelsen af muslimers religiøse ligeret. Tværtimod! Disse islamiske protester og manifestationer er islams markering af, at hvor der er muslimer, må der ikke være kristne. Hvor der er moskeer, må der ikke være kirker. Hvor der fra minareten lyder kald til muslimsk bøn, må der ikke lyde kirkeklokker. Hvor der er måne og moskeer og muslimer, må der ikke være kristne kors. Hvor der er sharia-lov, må der ikke være verdslig eller kulturkristen lov.

 

For islam er religion ikke et spørgsmål om frihed; dét er et spørgsmål om magt og underkastelse. Islam i Danmark betyder et angreb på den demokratiske Christiansborg-magt og Grundloven.

 

Hvad vi oplever med den store og voksende muslimske majoritet i Danmark, er en kamp om ordensfundamentet under det danske samfund; den offentlige orden, som i Danmark sættes af kristendommen og den kristne frihedsforståelse, men som muslimerne vil have erstattet af islam som ordensfundament.

 

De ultimative partier imod islamiseringen af Danmark
Igen skal det siges, at Lars Løkke Rasmussen og de seneste mange danske statsministre og regeringspartier overhovedet ikke har afsløret noget format til at forstå den trussel, som Danmark og Europa står over for.

 

Vi kender Lars Løkke Rasmussens synspunkt om, at problemerne omkring tilstedeværelsen af en stor muslimsk minoritet i Danmark og muslimernes integration i det danske samfund ”ikke er et spørgsmål om religion.” Denne holdning er ikke alene en katastrofe for de politiske bestræbelser for integrationen. Det er endnu mere en katastrofe for den fremtidige samfundsorden i Danmark.

Læs også
Det er muligt at forbyde voldelige foreninger og organisationer

 

Nu har Rasmus Paludans parti Stram Kurs opnået opstillingsret til det kommende folketingsvalg. Til det siger Lars Løkke Rasmussen: »Jeg føler mig lidt trist over det, hvis jeg skal være helt ærlig. Men man har jo lov at have de synspunkter, man har. Jeg vil bekæmpe dem,«

 

Selv om man måske ikke ønsker at stemme på Stram Kurs, så er vi dog nogle, der – med tristhed – har erkendt, at der er behov for at kaste de gamle traditionelle partier på porten. Og stemme nogle ”ultimative nichepartier” ind i Folketinget, uanset hvad dette måtte medføre for den politiske fremkommelighed og borgfreden på Christiansborg. Og stå fast også i de kommende folketingsvalg på disse ultimative synspunkter, selv om der ikke straks skulle opnås de ønskede resultater. I denne helt afgørende kamp imod islamiseringen og dhimmificeringen af Danmark kan ingen stemmer være spildte; for der er ingen alternative steder, hvor stemmen kunne gøre bedre gavn. I denne sag er en stemme på de gamle, traditionelle partier netop bedrøveligt stemmespild. Det er det, der indtil nu har vist sig.

 

Vi er triste over, at vore statsministre og regeringspartier ikke har mere forståelse for dybden og omfanget af de kræfter, der bor i en religion som islam. Og vi er egentlig lidt triste – selv om vi nu også må juble – over, at vi mere og mere bliver tvunget til at sætte vor lid til de skæve, grovslebne, ultimative, uforskammede, bølleagtige amatørpolitikere, der dukker op ikke blot i Danmark, men over hele Europa. For de gamle, traditionelle, polerede, korrekte og forsigtige politikere og partier har bevist, at deres fornuft og dømmekraft ikke slog til, da de mødte islam på vej ind i Danmark og Europa.

 

Det er trist at måtte sige det: men her rækker Lars Løkke Rasmussens og de øvrige partilederes evner som regeringschefer– og de gamle traditionelle partiers deltagelse i en sådan regering – slet ikke til. For der er virkelig ikke behov for nogen traditionel bogholderregering. Her er der slet ikke tale om ny pensionsreform, ny sundhedsreform, politireform, arbejdsmarkedsreform, skattereform eller hvad man sådan ellers på det fredelige bogholderniveau kan beskæftige sig med i politik. Her er der tale om noget helt andet og langt farligere.

 

Grundlovens samfundsorden
Grundlovens samfundsorden er en kristen samfundsorden, som det står i lovens § 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Den danske stat og det danske samfunds orden har den evangelisk-lutherske kristendoms frihedsforståelse som fundament.

 

Ethvert samfund hviler på en grundånd. Eller en religion eller tro, om man vil. Intet samfund er tomt for et åndeligt fundament, hvor synligt og eksplicit dette så end er. Og kalder man et samfund ateistisk og ikke-religiøst, så er dette kun en dum og misforstået måde at sige det samme på.

 

Læs også
Demokraternes nyvalgte muslim bagatelliserede 9/11 – men så kom Trump på banen

Kristendommen er det, der dybest set sætter ordenen i Danmark. En frihedsorden, hvor det ikke er religiøs underkastelse eller religiøs fornærmelse, der styrer samfundet eller forholdet mellem mennesker. Men hvor enhver kan leve frit som en vantro synder, der først på dommens dag skal stå personligt til ansvar for sine ord og gerninger over for Gud; og hvor derfor intet menneske via vold og chikane skal underkastes de mennesker, der tror, at de er guds repræsentanter her på jorden. I denne frihedsorden er ethvert menneske i direkte samfund med Gud, og skal ikke først ind i den islamiske samfundsorden, for at komme det.

 

Denne samfundsorden var blandt andet et resultat af den danske reformations opgør med den middelalderlige katolicisme i Danmark i årene 1520 – 1539. Her gik det voldsomt for sig. For også her var der i datidens teokratiske katolicisme forhold, der skulle gøres op med gennem vold og fysisk magt. Friheden skulle forankres med politisk magt.

 

Det blev den så i første omgang med enevældige konger, der nogle gange skejede ud i deres enevældige beslutninger. Men som dog vidste sig konger af Guds nåde, dvs. som vidste sig stillet over for Gud på lige fod med sine undersåtter, og som netop derfor ikke i forhold til Gud var ophøjede konger af shariaen. Denne frihedsforståelse voksede.

 

Og da Grundloven blev skrevet og indført i 1849 havde denne frie samfundsorden stort set etableret sig som tradition i Danmark. I Danmark var der ingen revolution. For Grundloven fødtes ud af traditionen, og ud af den forståelse og det samfundsfundament, der allerede var der, kristendommen.

 

I denne forståelse og i denne religiøse ramme og med udsyn til hele den europæiske kristenhed forstod grundlovsfædrene den danske samfundsorden. Dvs. ”den offentlige orden”, som de skrev om i Grundlovens § 67, hvor der står: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

 

Den ”offentlige orden” er i Grundlovens forstand ikke bare fred og ro i gaderne og andre offentlige steder. Men denne offentlige orden er også, og i dybere forstand, den samfundsorden, hvor der ikke foregår religiøs undertrykkelse. Hvor kommunister, nazister, muslimer og andre frit kan udtrykke deres meninger og holdninger; men hvor ingen i det danske samfund – hverken nu og her, eller i fremtiden – forhindres i at dyrke den frihedens Gud, som kristendommen taler om; og hvor kristendommen er det fundament, hvorpå hele Grundloven, dens frihedsforståelse og vor samfundsforståelse er sat.

 

Læs også
Rasmus Paludan placerer en elefant i rummet, som de fleste politikere vil ignorere – den hedder islam

Man kan roligt sige, at grundlovsfædrene ikke havde forudset eller forestillet sig nogen trussel fra islam eller fra vor tids islamiserende omkalfatring af samfundsordenen. Grundlovens § 67 er ikke blot en paragraf om individets frihed, dvs. en personlig frihed for enhver borger til at dyrke Gud. Men denne paragraf er også en samfundsmæssig sikring af, at ingen gudsdyrkelse i Danmark må ødelægge den danske forståelse af både individets og samfundets frihed i forhold til Gud.

 

Grundlovsparagraffen er altså ikke frihed for vore politikere til på lykke og fromme ved en politisk laden-stå-til at indføre en gudsdyrkelse, som medfører en omstyrtelse af den på kristendommen funderede frie samfundsorden. Med andre ord: friheden og samfundsordenen skal forsvares, hvis Grundloven skal bestå som, ja, som grundlov. Og forsvarer det med de nødvendige hårde foranstaltninger. I samfundsspørgsmål er forsvaret af friheden et spørgsmål om fysiske foranstaltninger og fysisk magt, slet og ret. Og et spørgsmål om overmagt over dem, der vil udrydde friheden.

 

Men netop en sådan omstyrtende gudsdyrkelse er islam. Helt uden for grundlovsfædrenes horisont og forventninger har vi nu i Danmark en gudsdyrkelse, islam, der ifølge Grundloven vel har frihed til at tale imod kristendommen, men som samtidig udviser en adfærd, der er et angreb på og en underminering af den Grundlov, der konstituerer den frie samfundsorden i Danmark. Islams tilstedeværelse i Danmark betyder en kamp imod Grundloven; hvad andet kan fx det muslimske bønnemøde på Christiansborg Slotplads betyde? Her markerede islam, hvor den vil have magten.

 

Det store flertal af muslimer i Danmark begår ikke lovovertrædelser eller skaber uro og gadeuorden. Så i den forstand forstyrrer flertallet af muslimer ikke den offentlige orden. Mange muslimer ønsker ikke at deltage i en voldelig eller repressiv behandling af deres ikke-muslimske medborgere. De ønsker et fredeligt liv med deres islamiske tro.

 

Men uanset om man ved Grundlovens tale om ”offentlig orden” forstår fred og ro i gaderne, eller om man i dybere forstand forstår den frie samfundsorden i Danmark, så kan ingen være i tvivl om, at en voksende minoritet af muslimer vil være en samfundsfaktor, der afgør Danmarks fremtid, og som med en stigende islamisering vil betyde en total forandring af den offentlige orden i Danmark. Islam er en stor trussel; det tragiske er, at det også er fredelige muslimer, der bærer den frem.

 

Når islam har fået magt i Danmark, som den har i sine hjemlande, så sænker underkastelsens stilhed sig overalt i Danmark, der så er blevet til ”fredens hus”, i islamisk forstand. Men indtil da har islam i forstillelse og fornærmelse adlydt Grundloven og den offentlige orden, men brugt disse ting til at omstyrte den gældende orden. Nej, som Raymond Ibrahim siger, ingen steder opfører islam sig som i sine hjemlande.

 

Islam er som religion og som muslimsk samfundsholdning så frygteligt og underfundigt undergravende, at den i forstillelse – uden at der kan sættes en plet på muslimers adfærd – bruger det kristne samfunds ”offentlige orden” til at nedbryde denne orden, hvorefter alt, hvad der fornærmer islam og Allah, bliver fjernet eller underkuet. Ingen muslim kan dømmes; for ingen – eller kun de få, der er frontløbere for den islamiske underkastelsesånd – har forbrudt sig. Som religion er islam virkelig en kamæleonisk samfundsdæmon, der tålmodigt falder i med sine omgivelser, indtil islamiseringen kan fuldbyrdes.  

 

Ved religionsfrihedens store naivitet har danske politikere hverken forhindret skæbnesvanger muslimsk indvandring eller i tide gjort foranstaltninger til med tilstrækkelig gennemgribende hårdførhed at sikre den offentlige orden imod islamisering af Danmark. Kortsynethed, døgnpolitik og henholdende kompromiser er virkelig en forbrydelse i politik, når man har med islam at gøre.

 

Kampen mod islamisering er sikkert slet ikke den smukke og pæne kamp, der kan føres inden for Grundlovens rammer. Her skal der diskriminerende foranstaltninger til. Her er det nødvendigt at gøre op med både den nationale og internationale diskriminationsangst. For her er der tale om forudsætningen også for Grundloven. Om det religionsvalg, som Danmark traf, længe før Grundloven blev skrevet. Og som sagde, hvilket religion Grundloven og det danske samfund skulle stå på. Her er der tale om Jellingestenen, ja, om mere end sten.

 

Nu er vi kastet tilbage i grundkaos, helt uden for juristeriet, tiden før Grundloven, hvor der skulle vælges og handles: om det var kristendommen eller det hensynsløse og vilde hedenskab, vi ville skabe samfund på.

 

Islam forfølger kristne
Når man står over for en venlig og fredelig muslim, som man ofte gør, bliver man oplivet og positivt indstillet. Når man læser om islam og den fortolkning, der driver langt hovedparten af muslimers forståelse af islam, bliver man trist. For liberale og moderate fortolkninger har i praksis ingen muligheder for at trænge igennem, og få nogen som helst betydning. Når man læser om islams historie og om den dominante og voldelige undertrykkelse og uddrivelse af ikke-muslimer, bliver man trist. Når man læser og hører om den omfattende forfølgelse og uddrivelse af kristne, der i vor tid foregår i store dele af den islamiske verden, bliver man trist. Når man læser de talrige beretninger om danske muslimers chikanerende selvhævdelse over for traditionel dansk adfærd og dansk kultur, bliver man trist. Erkendelsen af realiteterne omkring islam skal vokse ud af denne tristhed.

 

Islam er som religion og samfundsfaktor en magt- og systembaseret religionsfascisme ud over alle grænser, bogstaveligt talt. Uanset hvor i verden islam øver sine udskejelser og sit religiøse jihad-pres, så er disse udskejelser de samme overalt. De er ikke forskellige i forhold til etnicitet, race, kultur, sociale forhold, rigdom eller fattigdom, geografi eller andre multifacetterede faktorer. De er alle drevet af den ene og samme ting: islam! Det er islam, der skaber forfølgelse, undertrykkelse og intolerance over for kristne og andre ikke-muslimer, hvor islam får magt. Hadet, racismen, fascismen og ”det syge klima” er helt på islams side – selv om mange mennesker gerne vil se det anderledes, måske af naivitet, måske af multireligiøs dumhed, måske af angst, måske af uvidenhed og mangel på læsearbejde.

 

Man skal vælge sine kampe med omhu, siger vi overlegent om tilværelsens udfordringer. Men langt mere alvorligt og rigtigt er det at sige, at vi i vort liv og i vort samfund ofte slet ikke har indflydelse på, hvilke kampe, vi bliver kastet ind i. Pludselig, og uden at vi vil det eller ej, er der en kamp at kæmpe. Og når det sker, så er det meget mere afgørende, om vi har virkelighedssans og mod nok til at se i øjnene, hvad kampen drejer sig om. Og ikke bliver grebet af handlingslammende angst for, hvad kampen kræver. Det er bestemt ikke fredelige, politiske bogholderi-løsninger, der er brug for. For vi er ved at være ude i det grundkaos, hvor vores egen grundlov ikke kan beskytte og redde os. Det er en trist ulykke, som landets ledere gennem mange år har bragt os ud i. Frisk mod! Tag nu fat! For I kæmper for en større sag end fred og velfærd.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…