Det Kongelige Teaters nyopsætning af operaen “Drot og marsk” skal have alle de stjerne, der er opnåelige:
Der går et spøgelse igennem dansk kulturliv i disse år. Et videnskabeligt gespenst, som med DNA-analyser, kulstofmålinger og andet godt fra videnskabens verden søger at fortrænge sjælen fra historien og kunsten. Teatre kives om at ”komme ind til benet” i fortællingerne, hvor personernes inderste tanker og følelser skal blotlægges offentligheden med skalpellens skarphed. Ej heller Egtvedpige eller Tollundmand undgår videnskabeliggørelse, når deres egentlige oprindelse skal kortlægges. Er de nu danske? Holder myterne nu vand? Eller kan vi rokke ved ”Danmarks dåbsattest”, som Danmarks Radio lidet flatterende spørger.
Svaret er enkelt: naturligvis kan vi rokke ved alt det, der tros, mærkes og overleveres. Ved myter og sagaer, fortællinger og eventyr. Men hvad skulle det nytte? Hvad formål skal det tjene at dissekere historien ud i usammenhængende bider? Er det kunst at slå den fælles identitet – selve det kit, der binder os sammen som folk – ihjel?
Det er en relevant overvejelser. Ikke mindst når nu Det Kongelige Teater efter 26 år har valgt at genopsætte Peter Heises romantiske opera Drot og Marsk. For kan vi nu vide os sikre på, at Erik Klipping var sådan en uselvstændig liderbuk? Ved vi, at hans forsvarschef, Marsk Stig var ulydig og hævngerrig? Og var Ingeborg nu overhovedet Marskens hustru? Ja, der er rigeligt at tage fat på for den virkelystne videnskabsmand, der med sin pincet kan pille Christian Richards libretto fra hinanden. Det ændrer bare ingenting.
Fortællingen om Kong Erik, der 1286 måtte lide den barske død i Finnerup lade, er nemlig lige levende –om den er sand eller falsk. Dette er jo netop den historiske mytes magt over os. At fortællingen i sig selv er blevet en del af folket og dermed af sig selv giver kraft, hvadend den er sand eller falsk. Dette er selve opdraget for den, der giver sig i kast med Danmarks nationalopera. Og lykkes det så for Kasper Holten og Amy Lane?
Igennem hele forestillingen er historien som vi kender den bevaret. Dog ikke som en anakronistisk genfortælling eller en moderne genopfindelse. Derimod er det lykkedes instruktørerne at skabe et rum, der i blanding af fantasi, modernitet og historie på en troværdig måde binder os anno 2019 sammen med den historiske fortælling. Kostumernes variation mellem moderne habit (kongen), stramt militant læder (Marsken), let latterligt antræk til den selvhøjtidelige ærkebiskop og Aases uskyldigt tiltrækkende stuepigeantræk formår som en bukket af stærke, men velovervejede individualiteter at skabe et univers, hvor det historisk uvirkelige bliver virkeligt. Det komplimenteres fint af sceniske skift, hvor væggene ligeledes i et skift mellem de kendte og ukendte flyder hen over scenen som en vekslende tåge, der understøtter den uvirkelige virkelighed, så man faktisk tror på scenens autencitet. Kun den meget dunkle lyssætning i tredje og fjerde akt kunne fortjene en genovervejelse. Det bliver simpelthen for gråt i gråt.
Strålende i al sin glans er derimod både kor, sangere og kapel, der under Schønwandts længe savnede dirigentstok formår at løfte Heises til tider ikke alt for ligetil musik. At det er hans første opera, mærker man i den let kluntede orkestrering og ofte monotone sekvenser, der alt for hyppigt ikke fører til noget, men blot glider ud i ingenting. At det blev hans eneste, må man derfor begræde; for det kunne være drevet vidt. Men kapel og kor løfter musikken langt over det blotte nodeark, ligesom sangernes høje kunstneriske niveau overlegent udfylder de huller, den tøvende komponist har efterladt.
Peter Lodahl og Johan Reuter kaster internationalt stjernestøv på sit publikum med fremragende og troværdige fortolkninger af både Konge og Marsk. Man mærker hadet. Man får medlidenhed. Man smager hævnen. Alt sammen gennem to af Danmarks vel nok for tiden bedste sangere. Det er godt set af Teatret at tage dem hjem til netop disse roller. Endnu bedre set er det med Gert Henning Jensen som Rane. Hans fyldige topregister, agile skuespil og utrættelige indlevelse løfter partiet op som en egentlig hovedrolle; men netop uden at tage glansen for de øvrige. Det er som om rollen er skrevet netop til Gert Henning Jensen. Ligeså imponerende flot er Sofie Elkjær som Aase, der fra første til sidste akt påkalder sig den dybeste respekt. Det er en sjælden gave, at én stemme kan spænde fra den lillepigeagtige folkevisepræg til det helt store drama. Som en skær og slank chablis og fed og fadlagret Meursault på en og samme flaske. Hvis Holten formår at lægge den rette plan for Elkjær, er der intet, hun ikke vil kunne nå.
Alt i alt lykkes Det Kongelige Teater på fornem vis med opgaven at formidle den uvirkelige fortælling om de virkelige personer og deres gøren i Midtjylland i de dage for 733 år siden – på en gennemført troværdig måde. Så vil man opleve suset af danmarkshistorien, henrykkes af sangere i international topklasse eller glædes over det succesfulde forsøg at formidle én af Danmarks kronjuveler i en nutidig kontekst, uden det bliver goldt, videnskabeligt og fortænkt – så har man faktisk chancen: køb billet til Drot og Marsk!
