Voldelige protester mod Macrons politik – men det kan blive en fordel for ham

PARIS: Frankrigs præsident Emmanuel Macron er ikke modløs efter søndagens voldsomme demonstrationer mod regeringens politik. Tværtimod. Han agter at gå veloplagt i modoffensiv.

 

Og selv om demonstranterne særlig heftigt protesterede mod de høje priser på benzin og diesel, agter han ikke at gøre det billigere at tanke op på benzinstationerne.

 

Bølleoptøjer, rudeknusninger og bålafbrændinger på selveste Champs Elysées i Paris gør, at demonstranternes omdømme er mere medtaget end præsidentens efter al balladen.

 

Allerede søndag aften udsendte Macron en tak til ordnsmagten med ros til politifolkene for deres mod og deres professionelle selvkontrol. Men skam over dem, der havde angrebet politiet med stenkast og kølleslag og gjort deres indsats for at beskytte fredelige borgere vanskeligere.

 

Politiet brugte tåregas og vandkanoner for at pacificere de mest aggressive demonstranter. 101 blev anholdt og sat i varetægtsarrest, indtil de kan stilles for retten.

 

Macron udtalte også skam over visse folkevalgte politikere og medier uden at sætte adresse på de pågældende.

 

Men det gjorde hans indenrigsministeer Christophe Castaner uden at dæmpe sin harme over, at højrefløjens Marine Le Pen havde opfordret de utilfredse til at henlægge demonstrationerne i Paris til Champs Elysées.

 

Hendes opfordring vakte en del forundring, for hun kan næppe forvente mange stemmer fra aktivisterne.

 

Tirsdag kan ventes flere udspil fra Macron. Han har en plan for forbedring af offentlig transport, som har været forberedt i flere måneder, men som nu vil nyde fremme. Forkæmperne for bæredygtig energi vil også få en luns af den genoplivede præsidents lagkage.

 

Tirsdag vil han og premierminister Edouard Philippe samle en kreds af politikere omkring et frokostbord i Elysées Palæet. Det drejer sig om formanden for støttepartiet MoDem Francois Bayrou, to tidligere ministre Alain Juppé og Jean-Pierre Raffaarin fra Højrefløjen og den tidligere økonominister Pierre Moskovici fra Francois Hollandes socialistiske regering.

 

Uden at afvente, hvad denne forsamling kan spille ud med, har fagforeningerne kaldt til ny demonsstration 1. december.

 

Frankrig er og bliver Frankrig.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…