”VI ELSKER VORT LAND…”  

(Foto: Hans Jørgen Buchberg)

Jeg sad for nogle dage siden foran fjernsynet og genoplevet de glade dage ved denne tid i 1992, hvor Danmark stik mod alle forventninger besejrede Tyskland 2-0 i EM-finalen og dermed kunne lade sig hylde som Europamestre i fodbold. Det var et klip, hvor daværende landstræner Richard Møller Nielsen besøgte det stadion, hvor triumfen fandt sted og ved den lejlighed mindedes den store bedrift. Den beskedne og sympatiske mand fortalte levende og bevægende om, hvad der foregik i hovedet på ham ved den lejlighed. Han forsvandt således fra begivenhedernes centrum lige efter kampen. Han fortalte i forbindelse med tilbageblikket, at  han trak sig tilbage til omklædningsrummet umiddelbart efter, at kampen var fløjtet af og den store triumf en kendsgerning. Her foldede han sine hænder, vendte blikket opad og sendte en dybtfølt tak afsted. – Som kun Richard Møller Nielsen kunne udtrykke det, forklarede han seerne: ”Mindre kunne ikke gøre det!”

 

Det danske samfund under pres

 

Lige nu er det atter midsommer i Danmark, og vi er igen med i en slutrunde i fodbold – denne gang VM i Rusland. Selv om det nok ikke bliver til nogen titel denne gang, så har vi fremdeles meget at sige tak for og være taknemmelige over som danskere. Det gælder ikke blot i sportens verden, men i det hele taget. Ligesom vort landshold kan være under pres, så er det danske samfund også under pres – ikke mindst i disse år. Og ligesom landsholdet kun kan vende et truende nederlag til sejr ved at tro på det, de kæmper for, ved at holde sammen i et tæt fællesskab med hinanden og ved at have vilje til at kæmpe for deres sag, så gælder nøjagtigt det samme for en nation, en kultur og et folk.

 

Et værdibåret folkeligt fællesskab

 

Richard Møller Nielsens spontane reaktion efter kampen for 26 år siden afspejler, at vi er en nation rundet af kristendommen, som vi har dybe rødder i, ligesom det fundament af værdier, vores lands historie og kultur hviler på, har kristendommen som en naturlig kerne. En anden væsentlig byggesten i vores selvforståelse som land og som folk er demokratiet, som blev lovfæstet via vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov i 1849. Hertil kommer den perlerække af frihedsrettigheder, som er en del af grundloven. Gensidig respekt for individet og det enkelte menneske kombineret med et stærkt folkeligt fællesskab, som folkekirken er et af de stærkeste udtryk for med 80% af befolkningen som medlemmer, har været en af drivkræfterne for skabelsen af det frie og trygge velfærdssamfund, som er blevet skabt af tidligere generationer og ført videre af de nuværende. Respekt for historien, en vilje til og en forståelse for, hvor vigtigt det er at videreformidle kulturarven til opvoksende generationer, er andre forudsætninger for, at Danmark i dag er et land, som vi med god grund kan være stolte over. Forleden hyldede vi det ved at samle os omkring bålenes flammer garneret med det fællesskab, som skabes af gode folkelige taler og af fællessangen. Holger Drachmanns midsommervise ”Vi elsker vort land…” lød masser af steder i den lyse danske midsommeraften.

 

Træk ikke populisme-korte, men tag folkehavet alvorligt

 

Selv om glæden, fællesskabet og samhørigheden var i fokus, så har traditionen med de tændte bål også en uhyggelig baggrund, nemlig hekseafbrændingerne i middelalderen. Det var den tids terror, hvor uskyldige mennesker måtte lade livet på en grusom og en pinefuld måde. Det samme oplever vi overalt i den frie vestlige verden, hvor en totalitær og voldelig politisk ideologi i form af islamismen stikker sit uhyggelig ansigt frem med bestialske drab af uskyldige, når man mindst venter det. Terroren og den voldsommer migration fra ikke-vestlige lande og kulturer har været med til at ryste den europæiske civilisation i sin grundvold. Derfor kalder det på, at vi er parate til at kæmpe for alt, hvad vi har kært. Det gør vi ikke ved at hænge dem ud som populister, der rent faktisk har de bedste motiver til at tage bestik af virkeligheden, inden det er for sent.

 

De mest pessimistiske har spået Europas og dermed også Danmarks undergang. Og sandt er det da også, at Europa har store politiske, kulturelle og etnografiske problemer. Vi lever i tider præget af kulturel opløsning, religiøs rådvildhed, masseindvandring og magtcentralisering i EU-institutionerne. Derfor er det vigtigt for vores overlevelse som frie folk i frie samarbejdende nationalstater, at fædrelandskærlighed og respekt for historien og traditionen ikke af elitære globalister blandt de offentlige meningsdannere stemples som ”populisme”. I stedet for at ignorere eller måske endda fornægte Europas og Danmarks kristne rødder og optræde arrogant og bedrevidende over for ”Maren i kæret” bør beslutningstagerne besinde sig og tage folkehavet alvorligt.

 

Vi må finde os selv i vores historie i stedet for at gøre os selv forældreløse

 

Den største trussel mod vores fremtid er imidlertid hverken russisk eventyrpolitik eller muslimsk immigration. Som det står i den såkaldte Paris-erklæring fra oktober 2017: ”Det virkelige Europa er i fare på grund af det kvælergreb, som det falske Europa har taget på vores tankeverden. Vore nationer og vor fælles kultur er ved at blive udhulet af illusioner og selvbedrag om, hvad Europa er og bør være. Vi har pligt til at gøre modstand over for denne trussel mod vores fremtid.” Det handler om at finde os selv i vores historie og ikke gøre os selv forældreløse.

 

Måtte den politisk korrekte elite og dens medløbere besinde sig på en erkendelse af, at nutidens og fremtidens Europa og Danmark skal hvile på en fornyet loyalitet over for vore bedste traditioner – ikke på en forvrænget universalisme bygget på glemsel og selvfornægtelse! Derfor bør ansvarsbevidste politiske ledere – hvis de stadigvæk findes (?) – ikke nedgøre deres egne befolkninger ved at bruge ”populisme” som et skældsord. I stedet bør den inddrages som det, den i de fleste tilfælde bunder i, nemlig en ærlig frygt for at miste vores hjem, som vi gerne vil bevare og viderebringe til vore efterkommere. – ”Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans / den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!” Sådan skrev Drachmann i 1885. Lad os tage ham på ordet her i 2018!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…