Nu skal der ske noget. Regeringen har fundet ud af, at det nu er på tide, at udefrakommende og deres efterkommere med/uden dansk statsborgerskab, hvad enten de vil eller ej, skal integreres i det samfund, som de hader og foragter. Derfor skal der føjes endnu en ghettoplan (nr. 6) til listen.
Ud af de over 500.000 herboende tilvandrede fra Afrika og Mellemøsten og andre muslimske lande, er der meget få, der er blevet en del af den danske befolkning. Det er kun og udelukkende sket, fordi disse få ville være danskere. Intet integrationsprogram kan tage æren for det.
Det skal dog ikke forhindre regeringen i at arbejde for at finde en løsning på et problem, der måske kunne have været løst for 20 år siden, men som nu må anses for ”projekt håbløs”. Milliarder af skatteyderkroner skal føjes til og smides efter de allerede gennem årene spildte hundredvis af milliarder. Troen på, at tro kan flytte bjerge, har bemægtiget sig de fleste politikere.
Hvorfor i himlens navn har kun enkelte politikere villet lytte til dem, der havde (og har) insider viden? De, der om nogen ved, hvorfor personer, der har været i landet (og i alle andre europæiske lande) i årtier, hverken kan eller nogen sinde vil blive en del af urbefolkningen.
Ingen lyttede til Akkari
Det har bestemt ikke skortet på advarsler. Bl.a. gav Ahmed Akkari i sin bog “Min afsked med islamismen”, der udkom april 2014 et billede af de forhold, der florerer i de muslimske friskoler, hvor han selv var lærer, samt imamernes ihærdige forsøg på at forhindre moskeernes klientel i at blive danskere.
Bogen ændrede intet på politikernes ageren.
Årsagen kan naturligvis være, at Akkari var blevet Danmarks yndlings hadeobjekt, efter at han havde været primus motor i hele den muslimske verdens vrede mod Danmark ved at rejse rundt og vise Muhammed-tegningerne frem. Hans forbrydelse mod Danmark støjer for meget til, at hans bodsgang betragtes som troværdig.
Først i 2017 begyndte man at skærpe de kommunale tilsyn i de muslimske skoler, som Akkari advarede imod, og en del har måttet lukke, efter at skolerne har fået frataget deres tilskud. Men at der også undervises i moskeerne af antidanske imamer, synes politikerne ikke at vide noget om.
Moskeerne bag sløret
Da dokumentarprogrammet, “Moskeerne bag sløret” blev sendt i foråret 2016 i tre afsnit, så en stor del af den danske befolkning formentlig udsendelserne.
Fatma (pseudonym) indgik i et dansk journalistisk researchprojekt, hvor hun skulle indsamle dokumentation af de holdninger og ord, der prædikes i og omkring moskeer. Formålet var at afdække, hvordan budskaberne harmonerer med de grundlæggende principper for et demokratisk samfund som det danske.
For mange blev programmet en øjenåbner. Andre, venstrefløjen og særdeles velafrettede muslimer, gav det derimod anledning til at himle op om ”sociale og økonomiske problemer” som årsagen til den suppedas, vi er havnet i gennem 40 år. Døden skal jo have en årsag.
Hvad der ikke kunne vises i udsendelsen var Fatmas tanker om og vurderinger af, hvordan mange muslimer lever deres liv i Danmark. Dem udbreder hun i bogen ”Undercover. Jeg var Fatma i Danmark”.
Når Fatma fik aftaler med imamer i forskellige moskeer i Århus, Odense og København, var det for som ”nyankommen” i Danmark at stille spørgsmål om, hvordan hun som (nygift) kvinde skulle gebærde sig.
Fatma opdagede, at lige så lidt som muslimerne blandede sig med danskerne, lige så lidt var der tale om en smeltedigel i ghettoerne og moskeerne. Somalierne holdt sig for sig selv og især holdt de sig væk fra palæstinenserne. En marokkansk kvindelig lærer (sunni-muslim) ville ikke handle hos shia-muslimske forretningsdrivende, for de var lige som urene som kuffar, det mest sjofle udtryk en muslim kan bruge om jøder, kristne, vantro og frafaldne muslimer. Fatma oplyser (s.61), at ordet faktisk betyder urin eller afføring. Og sådan noget må man for enhver pris holde sig fra.
Der synes ikke at være stor forskel på moskeerne, hvad enten de bygger på salafisme (= ”de forrige” og er en meget streng retning inden for islam) eller Det Muslimske Broderskab. Selv om retningen udadtil tilstræber moderniteten, er den indadtil meget lig salafisterne. Fatmas udtalelser om Grimhøjmoskeen kommer næppe heller som en overraskelse for nogen. Det er den moské, der har skaffet de fleste unge muslimske mænd til ISIS.
Det er alle muslimers pligt at udbrede islam. Det er næppe nogen hemmelighed, at nogle af vores præster også tror, pligten gælder dem, men det er altså kun en pligt for muslimer!
Mens indstillingen er, at muslimer skal have så lidt som muligt at gøre med danskere, skal man alligevel være imødekommende, så man kan give dem ”mulighed for at vælge den rette vej” (s. 84). Det er da også lykkedes at få en del unge kvinder (og nogle mænd) ind i folden. Enten ved ægteskab eller gennem en skolekammerat, veninde eller ven.
Det er ikke muligt at gennemgå hele bogen, men da børnenes, især pigernes, liv er en sølle tilværelse, fokuserer jeg – som Fatma – en del på pigerne.
De indhyllede børn
Fatma erindrer sin egen barndoms tvangsindhylning, da hun med sit skjulte kamera optager en ca. 10-årig pige, der spiller fodbold med sig selv. Barnet dribler med bolden, mens hun kæmper med ”den sorte, spøgelsesagtige abaya, der omsluttede hende fra hoved til hæl” (s. 51).
Det siger sig selv, at det er en fysisk begrænsning af piger leg og liv. Og Fatma pointerer, at hijab er mere end tørklæder og upraktiske klæder. Det er ”et afgørende element i hele doktrinen om adskillelse af kønnene og de begrænsninger, den religiøse ideologi påtvinger kvinder” (s. 55). Hun ”er så træt af at høre på, at unge kvinder selv vælger at bære tørklæde, og at man må respektere deres valg – i stedet for at forholde sig til, at mennesker, der opdrages og oplæres på den måde (i islam, min anm.), slet ikke har et valg” (s. 13).
I begyndelsen kom hun mest i den somaliske moské i Århus. Børnene havde ikke en eneste fridag om ugen, for hver eneste weekend skulle de sidde i moskeerne fra kl. 9 – 14 for at læse koranen. Kun drengene har frikvarter. Pigerne skal blive siddende alle timerne. Formålet er at lære at citere koranen udenad på arabisk. Som somaliere aner de ikke, hvad ordene betyder. Det er uvæsentligt. Det er udenadslæren, der er vigtig; ikke at forberede børnene på at lære et sprog, som de nok i en globaliseret verden kunne have glæde af at kunne som voksne.
Fatma beretter om en ung pige, der ikke havde haft tid til at lære de koranvers, hun var blevet pålagt, da hun læste til eksamen. Hun fik læst og påskrevet, for ”det er djævelen, der hvisker lokkende til hende” (s. 68).
Der har i øvrigt over årene blandt nogle politikere flere gange været tale om at forbyde tilhylning af børn. Det er dog blevet ved snakken. Der har været for stor modstand fra bange politikere. Man skulle jo nødigt krænke nogen, så pyt med, at det gik ud over små børn.
De, der mener, at den barndom, der bydes disse børn her i Danmark, ville de ønske for deres egne poder: Ræk hånden i vejret.
Om dokumentarprogrammet og Fatmas bog vil gøre noget større indtryk på politikerne generelt, er nok tvivlsomt. Når vi har måttet konstatere, at der i den politiske verden, hvor der – med meget få undtagelser – absolut ingen viden eksisterer om islam udover, at ”islam er ligesom alle andre religioner”, og at den er ”blevet voldtaget af nogle få”, skal vi nok ikke forvente mere end en lap her og en lap der. Så vi afventer nye ghetto- og bandeplaner, for ondets rod har man ikke tænkt sig at fjerne.
Bogen kan anbefales, ikke mindst til dem, der tør kaste deres uvidenhed over bord.
