Jurist: Ulvene er beskyttet af loven – mens de borgere, der mister deres dyr, bliver ladt i stikken

Colourbox

Af Betty Steglich-Petersen, Cand.jur. Jerup, Vendsyssel

 

Ulven er her. Hvem har ansvaret? Hvem løber risikoen? Hvem lider tabet?

 

Et simpelt juridisk spørgsmål.

 

For snart 2 år siden afholdt Naturstyrelsen, Miljø og Fødevareministeriet, et orienteringsmøde i Brovst om ulven i Danmark.

 

Styrelsen slog straks fast: ”Ulvenes tilstedeværelse er ikke til diskussion – det er et EU-habitatsdirektiv, så det vi skal tale om er, hvordan vi lever med dem. Ulvens retsstilling som totalfredet er heller ikke til diskussion ”.

 

En lavmælt beretning fra en tilstedeværende landmand med en ulvedræbt kalv, over hundrede bissende Angus, der havde sprængt alle hegn og i øvrigt var blevet rigtigt vilde – uden at en ENESTE fra de grønne organisationer eller lokale ulveentusiaster havde ”tid” til at bistå ham med indfangning – rørte ikke andre end os med dyr på store arealer.

 

Det der ryster mig mest i ulvedebatten er den åbenbare afgrundsdybe foragt, hvormed man ser på os, der bor på landet og frister skæbnen midt ude i den rigtige natur sammen med vore husdyr, dyre avlsdyr eller børns kæledyr.

 

Ulven har været fraværende i 200 år, men erklæres nu pludselig for hjemmehørende.

 

Kulanceerstatning for hvad?

Der er ingen tvivl om, at ministeriet har påtaget sig et vist ansvar for de skadegørende handlinger ulvene forvolder, idet skønsmæssige erstatninger anerkendes i begrænset omfang. Hvorfor gør ministeriet det, hvis den er indvandret af sig selv?

 

Det er fordi ministeriet har beskyttet den med en totalfredning!

Læs også
Det flød med døde og skambidte får – ejeren mistænker ulve for at stå bag massakren

 

Det betyder, at den både som øverst i fødekæden og øverst i hierakiet står med maksimal ministeriel retsbeskyttelse – EU habitatsdirektiv eller ej. Det stadig er en ren dansk vurdering, at man overhovedet accepterer dens tilstedeværelse i vores lille bitte tæt befolkede land – og dansk lov og erstatningsret, der danner grundlag for forholdet mellem ansvar og risiko, tab og erstatning.

 

Ingen andre end ministeriets folk må anfægte ulvens frie færden.

 

Gør nogen borgere det, ifalder de strengeste straf.

 

Det kan betyde tab på flere hundrede tusinder kroner for drab eller lemlæstelse af for eksempel dyre avlsføl, der endnu ikke er forsikrede. Ligesom man fra Sverige ved, at heste, der oplever ulv – bliver ubrugelige som ride-køredyr.

 

For den omtalte landmand betød det, at han kun fik halvdelen af kalvens reelle værdi og næppe for anvendt tid på indfangning og nye hegn – og selvfølgelig slet ikke for den tort og svie det er at få ødelagt en flok køer.

 

Dette for at slå fast, at ansvaret i et vist omfang anerkendes men at tabet ikke, hverken materielt eller reelt, dækkes blot tilnærmelsesvist.

Læs også
Set fra et landbrugssynspunkt ligner Brexit mareridt og kaos

 

Var borgerne bedre beskyttet under Enevælden?

Det erstatningsretlige grundlag.

Når man præsenteres for, at ulven er ”hjemmehørende”, efter 200 års fravær, er det naturligt, at se på retstilstanden på det tidspunkt, hvor den var hjemmehørende sidst.

 

Alle, der har læst erstatningsret, er på et tidligt tidspunkt stødt ind i Danske Lov af 1683. Den er ikke ophævet og danner udfyldende fortolkning, retssædvane og analogi på områder, hvor senere lovgivning ikke konkret har erstattet den.

 

Alle kender fx DL 3-19-2, husbondansvaret, som er det ansvar arbejdsgiver ifalder for medarbejderes skadegørende handlinger, uanset om arbejdsgiver har glemt at tegne forsikring.

 

Hundelovens objektive ansvar er en direkte videreførelse af DL 6-10-2 ” Fanger mand Skade af anden Mands Hors, eller Nød, eller noget andet Fæ, eller Hund, som gaar løs, og den, som Skaden fik, ikke selv foraarsagede det, da skal den, som Fæet, eller Hunden, ejer, give Badskerløn. End fanger hand Lyde deraf, da bøde den, der Fæet, eller Hunden, ejer, Lyden efter Sagens Beskaffenhed.”
Det er derfor, vi har en ufravigelig lovpligtig hundforsikring og derfor er det, at der er objektivt ansvar ved løsgående hundes skadeforvoldelse på andre dyr eller på mennesker.

 

Derfor er det i øvrigt også, at vi har landboforsikring på vores husdyr og at mennesker med en enkelt eller et par heste har dem omfattet af deres øvrige ansvarsforsikring – ellers bør de gøre klogt i at have en.

 

Læs også
Regeringen er klar med en ny håndsrækning til tørkeramte landmænd

I relation til løsgående hundes angreb på hegnede husdyr ville man aldrig begynde at diskutere, hvorvidt husdyrejeren havde hegnet tilstrækkeligt til at holde naboens strejfer ude. Vel?

 

Opdræt og hold af vilde dyr.

Danske Lov 6-10-4:” Føder mand vilde Diur op, som ere Ulve, eller Biørne; Hvad Skade de giøre, derfor bøder Ejermanden og den, som dem i Hævd haver, ligesom hand den selv giort hafde.”

 

Man ser her et yderligere skærpet ansvar i forhold til Danske Lovs erstatningsfastsættelse for løse hunde, nemlig at den ansvarlige – både (ejer), men også forvalteren for det vilde dyr ”skal bøde som om han selv havde begået handlingen”.

 

Det er et såkaldt udvidet objektivt ansvar – som rækker til det direkte personligt fulde ansvar.

 

Jeg synes godt nok, det er både dristigt og ”modigt” af ministeren og hans folk at berolige den undrende landbefolkning, der har ulven luskende om hushjørnet, med at den er sky og ikke angriber mennesker eller dyr.

 

Vi har fulgt ulvens udbredelse, færden og angreb i det øvrige Skandinavien og vi deler absolut ikke ministeriets optimisme og det hjælper ikke, at diverse mere eller mindre selvbestaltede ulveentusiaster ”taler ulven op”, som man siger på ministeriesprog.

Læs også
Fhv. politimester Erik Siersbæk forklarer, hvorfor EU’s direktiv om ulve ikke er hugget i granit

 

Det udvidede objektive og personlige ansvar er relevant i forhold til Ministeriet, Ministeren og de offentligt ansatte forskere og vildtkonsulenter, fordi man proaktivt har valgt at totalfrede den.

 

Det er et reelt ansvarspådragende valg, henset til man kunne have afvist at totalfrede den med begrundelse; at Danmark er for lille og for tætbefolket til at yde den plads, der er afgørende nødvendig for, at ulven kan forblive vild ulv og leve i overensstemmelse med sin udmærkede ulvenatur. Eller man kunne have fastsat jagttider, som for ræven. Der er måske en sammenhæng imellem, at ræven ikke er nær så fræk på landet som i byerne, hvor den hurtigt lærer, at den ingen fjender har.

 

Når man således har aktivt valgt at totalfrede ulven – så hænger ministeren altså på det fulde ansvar!

 

Det svarer jfr bestemmelsen i DL til, at et ulveangreb på husdyr nærmest lige så godt kunne være begået af ministerens håndgangne mænd og kvinder – som om de havde forceret hegn, ødelagt dem, angrebet får, kalve, dræbt skambidt eller skræmt dem til ubrugelighed. For ikke at tale om den svie og tort familier skal gennemleve ved at finde deres dyr i den forfatning.

 

Uden at vide det med sikkerhed er jeg sikker på, at cirkus og zoologiske haver betaler store summer i ansvarsforsikringer og at de ikke diskuterer med det omliggende samfund, om man har beskyttet sig godt nok, såfremt en ulv eller bjørn kommer på visit.

 

Det er helt relevant, at analogisere til, at ministeriet reelt optræder som opdrætter/forvalter, når man forlener ulven med den maksimale retsbeskyttelse og ulvetællinger, spildprøver og den omfattende ulvetracking fortæller os oven i købet, at ulveforskerne, Styrelsen og ulveentusiater ved lige præcis, hvor mange der er og hvor de er. De avlere og dyreholdere, der skal leve med dens besøg, er imidlertid retsløse og kan blot iagttage den tæt på hegn og beboelse samt rydde op efter dens rasen.

Læs også
En ulv må godt stå 50 meter fra en legeplads med børn og slikke sig om munden, fremgår det af et notat fra Miljøministeriet

 

Ministeren vender bevisbyrden

Ministeren/Ministeriet søger behændigt at unddrage sig det direkte ansvar ved at opfinde et begreb, der hedder ”problemulv”. Dermed vender man pludselig bevisbyrden, så vi borgere altså først skal påvise, at den er et problem, og hvornår er den det? Hvor mange får skal den tage? Er det 1? Eller 21? Hvor tæt skal den på beboelse, skoler, dyrehegn osv osv. Det er argumenter, jeg med beklagelse må kalde rene prokuratorkneb.

 

Og krumspring med at overføre diverse værneforanstaltninger til husdyrholdernes ansvar og udførelse er nærmest skændigt.

 

Kan man i et samfund have en retstilstand, hvor skadevolder er ansvarsfri eller slipper billigere, fordi man er lovgiver, minister for den udøvende myndighed? Eller offentligt udøvende myndighed i form af forskere, styrelser eller diverse råd? Absolut ikke – i hvert fald ikke, hvis man vil kalde sig et retssamfund.

 

Hvis ministeren, som repræsentant for den udøvende myndighed, vil have totalfredet ulv, skal han også påtage sig det hele og fulde erstatningsansvar og kan ikke ”knibe på vægten” og bare betale pr kulance eller dyrets forsikringssum. Det omfatter hele hegningen, pasning, slåning og evt vogterhunde eller hvad eksperterne er så raske med at anbefale de sagesløse husdyrholdere at anskaffe og i øvrigt passe sammen med alt det andet.

 

På Enevældens tid var retstilstanden tankevækkende således:

I hele den enevældige periode var der ingen adskillelse mellem regeringen, administrationen og lovgivningen.

Enevældens genindførelse og fæstebønder

 

Jeg sidder med den ubehagelige tanke, når vi nu skal tvinges et par hundrede år tilbage, at jeg er sikker på, at herremændene morede sig vældigt med parforcejagterne på ulv hen over fæstebøndernes jorder og hvis der smuttede et par får eller en røgterdreng bekymrede man sig sikkert ikke meget herom – men udbetalte sikkert en bette kulanceerstatning til de elendige.

 

Måske er det ikke helt tilfældigt, at ulven endeligt forsvandt fra vores lille land kun et par årtier efter stavnsbåndets ophævelse og vi blev frie bønder.

 

Jeg kan ikke helt slippe den tanke, at stavnsbåndet er genindført med adel og fæstebønder og at ansvaret, risikoen og tabet er lige så ulige fordelt som dengang eller rettere – værre.

 

Ansvaret er ministerens – og fornøjelsen er hans mange håndgangne mænds og de lystige ulveentusiasters, der kører rundt i 4-hjulstrækkere med kiggerter og helt uden personligt tab eller risiko får én på opleveren.  Risikoen – det er vores – fæstebønderne der ud af egne lommer betaler hele gildet og må leve med angsten og smerten.

 

Tristest er nok den disresprekt vi direkte læser og hører, overfor mennesker, der lever og bor i Udkantsdanmark og som skaber det landbrug, vi alle med rette er stolte af – som yder en daglig indsats for at give gode naturlige vækstbetingelser til deres husdyr, som byboerne forresten rigtigt godt kan lide at sætte tænderne i – lige som ulven kan.

 

Aldrig har der vel været længere afstand imellem storbyfolk og bonderøve.

 

Jeg håber, at ministeren besinder sig snarets muligt, inden det går rigtigt galt – ellers frygter jeg, at vi opgiver fæstet og landet henligger i unatur – med dyr på stald og ikke på mark.

 

For derom står valget.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…