Studenteroprøret fra 1968 har rund fødselsdag – de brændte alle broer og smed kulturarven væk

Det er noget af en tilsnigelse at kalde 1968 for ungdomsoprørets år. I realiteten var der nemlig ikke tale om et samlet ungdomsoprør, men derimod om et studenteroprør, hvor primært akademikerbørn i gang med selv at blive akademikere erobrede den offentlige meningsdannelse. Det hele begyndte i Paris og bredte sig lynhurtigt til store dele af Europa. Og de oprørske marxistiske studenter havde trofaste allierede i den selvbestaltede kulturelite, der før som nu har det med at stille sig til rådighed for totalitære ideologier.

 

Brændte alle broer og smed kulturarven væk

Selv blev jeg student i 1968 og begyndte at studere nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet samme år. Ved den lejlighed fik jeg et kulturchok af de større og et traume, som jeg aldrig helt har overvundet. Derfor følger jeg da også med stor interesse de tema-artikler 1968-oprøret, som dagbladene i anledning af 50 året kører for tiden. Selv oplevede jeg det som sagt på meget tæt hold. Jeg troede, jeg skulle ned og fordybe mig i den nordiske klassiske litteratur med henblik på at blive gymnasielærer, men mødte en helt anden virkelighed. Velformulerede fars drenge og mors døtre tog de nye studenter med storm, når de fremlagde deres visioner om en ny og bedre verden. Forskningen skulle være til gavn for folket, ligesom man i solidaritet med arbejderklassen klædte sig i kedeldragter og overalls, Derimod lod man i modsætning til de rigtige arbejdere hår og skæg gro, samtidig med at man brændte alle broer til den folkelige kultur, den religiøsitet og den opdragelse, man havde fået med sig i bagagen. Familien derhjemme, kulturarven og de værdier, den repræsenterede, blev smidt væk og erstattet med Marx, Mao og andre marxistiske og revolutionære tænkere.

 

Studenteroprøret var totalitært og selvretfærdigt

Studenteroprørerne ville demokratisere og skabe lighed. Da de jo vidste, at de havde sandheden og retfærdigheden på deres side, helligede målet selvfølgelig midlet. Og midlet til at forandre verden og realisere revolutionen var ironisk nok selv at agere særdeles udemokratisk og totalitært over for anderledes tænkende. Og det var der faktisk nogle af os, der var. Vi havde nogle meget hårde år, hvor vi kæmpede en ensom kamp for de værdier, som vi ikke var parate til at kaste i historiens skraldespand for bevidstløst at følge den totalitære og selvretfærdige tidsånd. Daværende statsminister Hilmar Baunsgaard var f.eks. inviteret til at tale i Stakladen og blev mødt med skældsord og fy-råb, hvilket umuliggjorde en seriøs udveksling af synspunkter og holdninger. Den pæne og ordentlige statsminister blev kaldt fascist. Så primitiv var hverdagen på især de humanistiske fakulteter.

 

Virkelighedens arbejderklasse havde intet til overs for de marxistiske studenter

Derfor var det også et dejligt pusterum, når man i weekenderne kunne tage toget til Nordjylland og igen komme hjem til rigtige normale mennesker med begge ben på jorden. Jeg var til bal på kroen eller i forsamlingshuset lørdag aften med gode, gamle kammerater, som var i gang med diverse erhvervsuddannelser, ligesom der også tit var en plads ledig på det lokale fodboldhold, der lige manglede en mand til søndagens kamp. Her gik livet videre, her hånede man ikke sin egen historie og sin egen fortid. Her lå man ikke under for revolutionære griller om at frelse verden og bevidstgøre sin nabo. Her passede man sit job og sine pligter i arbejds-, fritids- og familieliv. Så nej, – 1968-oprøret var ikke et ungdomsoprør, men et studenteroprør! Rundt omkring i Danmark i behørig afstand fra universiteternes humanistiske fakulteter gik livet heldigvis sin vante gang.Virkelighedens arbejderklasse havde intet til overs for de marxistiske studenter – højst et skuldertræk (!).

 

Fra hønsestrik til mørke habitter – men lysten til at frelse verden intakt

Dermed være ikke sagt, at 68-oprøret ikke har påvirket samfundet. Det har det – endda i meget høj grad. Kernen i studenteroprøret var jo på trods af deres intolerance og fanatisme højt begavede magtmennesker, som forstod at indplacere sig på nøglepositioner især inden for uddannelsessektoren og i medieverdenen. Da revolutionen derfor havde ædt sine egne børn, blev slipseknuden bundet og hønsestrikket erstattet af en mørk habit. Marxisterne ville igen ikke være deres egen fortid bekendt. De blev derfor nu til venstreorienterede kulturradikale og fortrængte fortidens ugerninger. Lysten til at frelse verden er imidlertid intakt i de kredse. Og tendensen til at se ned på det folk, de hævder at være solidarisk med, er der fremdeles. Nu kaldes vi blot ikke mere fascister, men derimod populister og nationalister. For den frelste nu aldrende studenteroprører er verden stadig nem at sætte på formel. Den bevidstgjorte elite holder fast på sit patent på sandheden.

 

1968-oprøret kaster stadig lange skygger efter sig

Jeg kan kun give de kritikere ret, der om arven fra 1968 slår fast, at det marxistiske skoleridt i de efterfølgende år ikke var særlig produktivt. Nej, det var menneskefjendsk og en hån mod almindelig menneskelig anstændighed. Jeg husker 1968, som var det i går, men kan med oprejst pande sige, at jeg ikke vil vedgå arv og gæld for studenteroprørernes ugerninger. Det ville derimod klæde de aktive meningsterrorister fra dengang ærligt at gøre det i stedet for at gemme sig bag en uklædelig fejhed. Fødselsdagen kunne passende bruges til et endegyldigt opgør med fortidens fejltagelser, som kaster lange skygger efter sig også nu halvreds år efter i 2018.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…