Sverige er i frit fald. Flere og flere steder skal der bare kradses lidt, før hele det multikulturelle glansbillede krakelerer.
I Staffanstorp kommune bor der knap 25.000 mennesker, og i selve Staffanstorp by bor der knap 15.000. Størrelsesmæssigt svarer det til byer som Rønne, Grenå eller Korsør.
Det, der fik det hele til at krakelere i den lille by, var et knivoverfald den 28. april 2018. En svensk dreng på 16-17 år var tæt på at miste livet. Overfaldsmanden var et uledsaget flygtningebarn fra Afghanistan, hvis registrerede alder er 15 år, se Fria Tider her.
Umiddelbart før den svenske dreng blev stukket med kniv, blev han ifølge en forældre først kørt ned med bil. Det vækker mindelser om den engelske soldat Lee Rigby, der først blev kørt ned og derefter halshugget – i London.
Overfaldet har fået både freelance journalisten Joakim Lamotte og Katerina Janouch til at kradse i overfladen. De har begge besøgt Staffanstorp og talt med folk i byen. Se Lamottes video her, og Janouchs artikel her.
Mainstream mediernes rapportering har været sparsom, både hvad angår gerningsmandens baggrund og motiv. Men der har været artikler som for eksempel i Sydsvenskan.se, som beskriver, hvordan flere teenagere er blevet overfaldet.
Hvor svært tilgængelig oplysningerne er i Sverige, vidner overskrifterne i Fria Tider og Samhällsnytt om. Se Samhällsnytt her. Bare det at få fastslået offerets præcise alder er vanskelig.
I takt med at islam, klantænkning og kriminalitet mørklægger Sverige, så mørklægger myndigheder og medier på en anden måde. De gør alt for at sløre den katastrofe, de har påført svenskerne.
Samfundet har helt vendt os ryggen
En mor fortæller til Katerina Janouch : “Jeg er skrækslagen hver gang mine børn går ud af døren, for jeg ved ikke om de kommer hjem igen. Mine børn er blevet mishandlet af flere, det begyndte med min yngste søn, det var syv drenge i 14-års alderen som hoppede på ham, uprovokeret, han gik bare forbi dem…..de slog ham med knytnæver og sparkede ham i hovedet, de slog ham med stole, og ingen af de voksne der gik forbi stoppede mishandlingen. Mine børn er blevet frarøvet tøj og mobiltelefon og afpresset for penge.”
“Jeg har talt med politiet om beskyttelse i vores hjem, intet sker…..det føles som om samfundet helt har vendt os ryggen. Min yngste er helt knækket af dette, han ligger og græder og har forsøgt at tage sit liv flere gange, han siger “jeg orker ikke længere”, han skærer og stikker i sig selv”.
De fleste er så bange, at de ikke tør anmelde det, de udsættes for. Problemet er derfor efter alt at dømme langt større, og virkeligheden langt værre. Fordi så få tør anmelde deres overfald, er mørketallet sandsynligvis enormt. Angsten er på myndighedernes side.
En ung kvinde beskriver overfor Joakim Lamotte, hvordan hun og andre dagligt er udsat for seksuelle chikaner og krænkelser i skolen. Trusler, vold, stenkast og ukvemsord som “luder”.
Lamotte taler også med en mand, der siger, at han er advokat. Han kalder beskrivelserne vildt overdrevne.
Men det vil den unge kvinde ikke finde sig. “Du sover!” siger hun til manden.
Befolkningerne holdes i et jerngreb, mens islam vinder frem
Ingen havde vel forestillet sig, at skulle det multikulturelle projekt mislykkes, så ville det være sin egen befolkning som samfundet – myndighederne – ville vende ryggen. Det var det samme i Växjö, hvor politiet end ikke partshørte naboerne før man gav tilladelse til bønnekald, se ung modig kvinde tabte her. Den tendens ses overalt i Europa.
I England må der ikke længere tales frit og kritiske borgere som Tommy Robinson spærres inde. I Tyskland har Angla Merkel ikke har andet end foragt til overs for den del af sit eget folk, som er kritiske overfor masseindvandringen fra ikke-vestlige muslimske lande. Af EU pålægges de sociale medier en streng censur.
Undertrykkelsen er massiv, og udgår aktuelt primært fra vore egne myndigheder, og kun sekundært fra islam (endnu). Man kan sige, at som praksis er i dag, så er det egne myndigheder, der først gør vesterlændingene til dhimmi’er.
Det myndighederne prøver at skjule
“Det begynder altid på samme måde”, fortæller den samme mor til Katerina Janouch. “De yngste bliver sendt i spidsen, og siden følger nogen af de ældre teenagere efter. Balladen begynder med, at de afkræver svenskere penge. Det kan være for en gæld, de selv opfinder. Indvandrere som har boet her længe kan få samme behandling.”
“De siger “jeg skal kneppe din mor”, de provokerer og angriber indtil den svenske unge svarer igen. Så ankommer de voksne i biler,og det går hurtigt. Så har du ti, nogen gange tyve biler på stedet. Både de unge og voksne har våben, og de er gerne tyve mod én. De slår og sparker selv efter ofre, som ligger ned”.
Hvis det kniber, så ringes de efter forstærkning fra Malmö, der er nabokommune til Staffanstorp. En af forældrene taler om, at der er en slags hierarki, og det lyder som om det er rigtigt. Det lyder som en kommandostruktur, og det lyder organiseret. Det lyder som om, der står styrker parat rundt omkring. Det lyder militært.
Det lyder også som om, myndighederne desperat forsøger at skjule, at Staffanstorp mere og mere begynder at ligne helvede på jord. I børnenes skole “flashes” der med lister over hvem, der skal likvideres, og mange svenske familier er allerede flygtet fra byen. De lever nu andre steder i Sverige under hemmelige adresser.
Staffanstorp Kmmune promoverer sig selv som rollemodel – en fremtidens kommune. Lad os ikke håbe det.
Ødelæggelsen går hurtigt og der skal kun ganske få til
“Så slemt som det er i Staffanstorp, har det aldrig været tidligere”, siger en af forældrene. “Det begyndte at køre af sporet for fire år siden, da et antal indvandrere med arabisk baggrund flyttede ind. Måske kom de fra Malmö, jeg ved det ikke. Men det var dengang, det begyndte”.
Historien her vidner om, at et lille samfund kan smadres ganske hurtigt af ganske få. Om det drejer sig om en kritisk mængde, der er overskredet – mange taler om 25-30% – eller om det er de forkerte, der er ankommet til byen, er vanskelig at fastslå. Det er sandsynligvis en kombination.
En del af den danske regerings nyligt lancerede ghettoplan går ud på, at opløse sammenklumpningen af fortrinsvist muslimske familier ved at de spredes ud til resten af Danmark – små som store lokal samfund.
Staffanstorp er vidnesbyrd om, at ghettoplanen er forbundet med en betydelig risiko.
