Spaniens socialistregering vil omskrive historien og flytte Francos kiste – men hvorhen?

Francos grav i De Faldnes Dal (Wikipedia)

Spaniens socialistiske regering har besluttet at flytte “caudillo” Francisco Francos kiste. Den 13. september vedtog Las Cortes – Spaniens parlamentet – en lovændring om “operationen”. Stemmefordelingen var: 176 delegerede for, 165 undlod at stemme, mens to stemte “nej”.

 

Diktatoren døde i 1975 og blev begravet i Valle de los Caídos, De faldnes dal, som er et monument med basilika (kirke) og ossuarium – opbevaring af menneskeknogler. Kirkerummet er udhugget i granitklippen ved Cuelgamuros i Sierra de Guadarrama nord for Madrid. Et statsligt agentur, Patrimonio Nacional, har siden 1982 været øverste ledelse af klosteret, men den katolske Benediktinerorden står i princippet for dets daglige funktioner.

 

Franco beordrede i 1940 opførelse af det gigantiske monument, som blev færdiggjort i 1958. Efter hans død besluttede regeringen, at han skulle begraves i basilikaen ved siden af José Antonio Primo de Rivera, der var stifter og leder af partiet Falange Española, som kæmpede på Francos side i borgerkrigen fra 1936 til 1939. I ossuariet findes knoglerne af ca. 33.487 faldne fra borgerkrigen – både republikanske og fra den nationale side.

 

Slavearbejdere?

Venstrefløjen – borgerkrigens tabere – påstod, at regeringen benyttede “slavearbejdere” til det hårde slid i Sierra Guadarrama. Det var ikke tilfældet. Efter Francos sejr i 1939 blev et stort antal tilfangetagne soldater fra den republikanske side idømt fængsel, og de fik tilbud om strafreduktion, hvis de ville arbejde på opførelsen af monumentet ved Cuelgamuros. Den løsning valgte 20.000 af dem. Deres løn var ca. to tredjedele af frie arbejderes indtjening.

 

Kirkens ritualer

 

Regeringens beslutning om De faldnes dal er stærkt omstridt, og det store oppositionsparti Partido Popular har appelleret til domstolene for at standse venstrefløjens initiativ. Socialistpartiet har længe krævet total fjernelse af ethvert minde om Franco og hans medarbejdere.

 

Det er ikke første gang der har været politisk strid om Valle de los Caídos. Det blev mål for en bombesprængning i 1999, og igen i august 2018 var der forsøg på ildspåsættelse. I 2010 forbød den socialistiske regering de katolske ritualer i Basilikaen. Men året efter kom det konservative PP til magten, og basilikaen blev atter rammen om gudstjeneste.

 

Redigering af fortiden

 

Det siges – og høres – ofte, at efter en krig skriver sejrherren historien. Men det gælder ikke den spanske borgerkrig og det diktatur, Franco efterfølgende indførte. Militærhistorikeren Anthony Beevor påviser således, at hvar er det ikke sejrherren, der skriver historien om en krig, men taberen.

 

Fra socialistisk og frem for alt kommunistisk side er gennem årene udsendt en enorm strøm af udokumenterede anklager mod Franco og hans diktatoriske styring af Spanien. Derfor leverer udlandets medier og universiteter i vidt omfang fiktion, mens fakta forties.

 

Endnu er politisk historieredigering ikke blevet enerådende i selve Spanien, men venstrefløjen bestræber sig hele tiden på at ændre fremstillingen af fortiden, og De faldnes dal opfattes som et mausolæum for den afdøde diktator. Under venstrefløjsregeringer omhandles både døde og overlevende ofre for den nationale sides handlinger i en “lov om fortiden” (vedtaget 2007) – Ley de memoria histórica. Her kræves eksempelvis:

 

1) opgravning af dræbte og overførsel til regulær begravelse,

 

2) udbetaling af erstatning til efterlevende af personer, der omkom under “forsvar for demokratiet” fra 1968 til 1977,

 

3) officiel fordømmelse af Franco-diktaturet og annullering af dets lovgivning,

 

4) børn og børnebørn af soldater på den republikanske side samt overlevende udenlandske personer fra den (kommunistisk styrede) “Internationale Brigade” tildeles spansk statsborgerskab,

 

5) fjernelse af symboler som mindetavler og inskriptioner fra diktaturets tid.

 

Madrids gadeskilte “fornyes”

 

Der er tydeligvis “slinger” i udøvelsen af fortidslovens bestemmelser. Fra 2011 til 2018, da PP dannede regering, var denne lov i praksis sat ud af kraft.

 

Men venstrefløjen gør den atter gyldig. Det gælder også på regionalt og lokalt niveau. Nogle steder er gadeskilte med Francos navn og mindetavler om hans og hans generalers virke bevaret af trodsige kommunalbestyrelser. Andre steder rives de ned.

 

Madrids socialistiske borgmester Manuela Carmena beordrede således fjernelse af et antal gadeskilte med “forkerte” navne. Det drejer sig om et udvalg af ca. 5.000 personer.

 

I november 1936 blev de indfanget og fængslet i Madrid, der var underlagt den republikanske side, som beherskede hovedstaden. De var under mistanke for at sympatisere med Franco, og derfor blev de massakreret og smidt i massegrav i lokaliteten Paracuellos øst for Madrid (tæt på lufthavnen Barajas) – uden lov eller rettergang. Den ansvarlige var kommunistlederen Santiago Carrillo. Hans ofre skal ikke mindes.

 

Nyt hvilested i Almudenakatedralen?

 

Nu kommer turen så til resterne af Franco og sandsynligvis også José Antonio Primo de Rivera. Fra Socialistpartiets side fremhæves, at disse to ikke deltog aktivt i borgerkrigen og derfor ikke skal opbevares i De faldnes dal ved siden af krigerknoglerne.

 

Francos børnebørn kræver, at hvis kisten med diktatoren flyttes, skal den anbringes i krypten under Almudena-domkirken i Madrid, og det har på et tidspunkt også været regeringens ønske.

 

Imidlertid ser det ud til, at statsminister Pedro Sánchez har fået kolde fødder. Domkirken befinder sig midt i Madrid – et stenkast fra kongeslottet, Plaza de Oriente, hvor Franco holdt mange taler, og til den anden side den attraktive Plaza Mayor. Franco skal totalt glemmes, og hele postyret ville være omsonst, hvis kirkens krypt i stedet bliver et mindesmærke for den mand, en meget stor del af befolkningen stadig hylder som Spaniens redningsmand.

 

Vatikanet dementerer

 

Carmen Calvo er vicestatsminister og regeringens talsperson. På youtube fortæller hun, at Franco “regerede med jernhånd”. Derfor skal kisten fjernes. Så kan der blive “fred, sammenhold og værdighed for de døde”, hvilket måske er usikkert. Dertil kommer mere “slinger” og forvirring, fordi hun meddelte, at Vatikanet – katolicismens øverste instans – har godkendt at flytte den kontroversielle kiste til Almudena-krypten. Det var ikke tilfældet. Skeptikere antyder, at regeringen må lade Francos rester forblive, hvor de befinder sig i dag.

 

Tilføjelse klokken 16 tirsdag – Torben Snarup Hansen er ikke på Facebook. Han har derfor sendt denne kommentar til indlæg i kommentarsporet:

 

Hvem fremstiller Franco som “en flink fyr”? Manden var – efter eget udsagn – frem for alt soldat (med de begrænsninger, denne metier ofte sætter). I begyndelsen af 1930’erne dyrkede han kontakt med topfolk i PSOE, socialistpartiet, men han gik ikke ind i politik. I 1934 beordrede venstrefløjsregeringen ham til at knuse et oprør i nordspanske industribyer, hvilket selvfølgelig skabte had mange steder. Han var ingen hyggeonkel.

 

Først da et blodigt kaos ramte hele Spanien i foråret 1936, påtog han sig rollen som politisk og militær leder af en improviseret modstand – den “nationale” bevægelse. Det parlamentsvalg, der havde udløst katastrofen, var svindel og banede vej for voldspsykopater og forstyrrede utopister i den helt store målestok. Resultatet blev hærværk, ildspåsættelse, selvtægt, politiske mord og massakrer på præster, munke og enhver, der var kendt som katolik. Denne gang kaldte venstrefløjsregeringen ikke på Franco, men sendte ham til De Kanariske Øer, hvor de troede at kunne isolere ham.

 

Men politikerne i Madrid og Barcelona tvang ham til at besvare vold med vold. Var han “fascist”? Han var i hvert fald ikke ideolog eller utopist. I juli 1936 kontaktede han Hitler og Mussolini, som sendte våben og mandskab til borgerkrigen, mens venstrefløjsregeringen fik lignende forsyninger fra Sovjetunionen. I 1940 forsøgte Hitler at få Spanien med i Anden Verdenskrig – mod briterne og senere USA. Men Franco nægtede at alliere sig med Tyskland netop fordi han ikke var fascist, men tværtimod autoritær patriot. Tilsvarende begyndte han at fjerne fascistlignende symboler og procedurer fra massebevægelsen “Falange”.

 

Som nævnt blev basilikaen i Cuelgamuros opført af tilfangetagne soldater fra republikkens hær plus “almindelige” kriminelle. For hver arbejdsdag blev der skåret seks dage af straflængden. I 1946 blev denne ordning afskaffet, og de følgende 18 år var der tale om et normalt offentligt byggeri med frivillige håndværkere. Enhver lighed med nazisternes kz-lejre er ren fantasi.

 

https://www.20minutos.es/noticia/3452131/0/familia-franco-enterrara-cripta-catedral-almudena-exhuma/

https://www.abc.es/historia-militar/20130818/abci-paracuellos-jarama-matanzas-terror-201308151732.html

https://www.elmundo.es/elmundo/2011/11/29/espana/1322579292.html

https://www.elconfidencialdigital.com/blog/jose-apezarena/franco-acabara-almudena/20181105185918117778.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…