Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har offentliggjort en rapport om den faglige udvikling samt udviklingen mht sværhedsgrad i de faglige krav inden for fire fag i gymnasiet i perioden 1967-2017, nemlig dansk, engelsk, matematik og fysik.
Undervisningsminister Merete Riisager har på grundlag af rapporten konkluderet:
at de faglige krav i gymnasiet har ændret sig markant gennem de seneste 50 år, og
at fagligheden er blevet for overfladisk og de faglige krav for diffuse.
”Selvom de faglige krav ændrer sig over tid, er der nogle grundlæggende erkendelser og færdigheder, som vi ikke må give køb på undervejs, bare fordi verden omkring os ændrer sig. Det handler blandt andet om fortsat at prioritere dybden i fagene. Det handler om at prioritere dannelsen af de unge mennesker”, siger hun (uvm’s nyhedsbrev 25/5-2018).
Rapporten og ikke mindst ministerens konklusioner på baggrund af rapporten har givet anledning til debat, som ikke blev mindre hed af den glimrende og rammende artikel Christian E. Skov skrev i Altinget 1/6-2018 med titlen ”Fagligheden i gymnasiet er et sminket lig”.
En række gymnasiefolk hævder heroverfor, at det faglige niveau ikke er lavere, end det var for 50 år siden. Det kan godt være, at eleverne har mindre paratviden, men de kan så meget andet.
Man kan næsten høre ekkoet af folkeskolefolkene, der efter en af de første internationale sammenligninger af det faglige niveau i forskellige lande skulle forklare, at kun Venezuela og Trinidad-Tobago klarede sig dårligere en Danmark.
Danske folkeskoleelever, fik man at vide, kunne noget andet og nok så vigtigt, de var kreative, og de kunne samarbejde. Det holdt så lige til 9c fra Holme skole konkurrerede med en kinesisk skole. Nok var danskerne bedre i engelsk men ikke i læsning og matematik – og værre endnu, kineserne slog også danskerne i kreativitet og samarbejde.
Nu hævder gymnasiefolkene så, at alt er, som det skal være. Rapporten påviser, siger de, at fagenes kompleksitet er øget, hvilket de tilsyneladende mener er en garanti for et højt fagligt niveau. Der er kommet større bredde i fagene, men dybden er samtidig blevet fastholdt, så for dem er der ingen tvivl om, at der stilles større krav til eleverne i dag end for 50 år siden. De mener, at der bare er tale om en mavefornemmelse, når man over for rapportens fakta, som de beskriver det, påstår, at det faglige niveau er faldet siden 1967.
Rapporten er bare ikke så klar i målet, som man vil gøre den til, og nok er der fakta i rapporten, men det er de forkerte fakta. Undersøgelsen siger nemlig ikke noget om det faktiske faglige niveau før og nu men kun noget om det ”intenderede” niveau, altså det niveau eleverne ifølge intentionerne på det pågældende tidspunkt skulle nå. Den siger derimod ikke noget om det, lærerne faktisk underviser i (den implementerede faglighed) eller, helt afgørende, det, eleverne faktisk lærer (den tilegnede faglighed). Som Mikael Busch skriver i Weekendavisen (1/6-2018) er begrebet intenderet faglighed et genialt begreb til at tale uden om virkeligheden.
Man kan overveje, om EVA ikke fra første færd skulle have meddelt Undervisningsministeriet, at man ikke kunne løse opgaven, og at undersøgelsen, som den foreligger, måske så ikke skulle have været gennemført. Under alle omstændigheder er den af tvivlsom værdi, hvis man vil vide noget konkret om det faglige niveau i fagene, altså den faglige virkelighed. Her er mavefornemmelsen måske ikke det værste, man har, og den falder fint i tråd med den serie artikler i aviser og blade fra universitetsfolk, der har påpeget faldet i gymnasiets faglige niveau efter 2005-reformen, om faldende abstraktionsniveau og manglende elementære færdigheder.
Det ville være interessant at vide, hvordan EVA’s rapport ville have set ud, hvis eksperter med disse synspunkter også havde været repræsenteret blandt de eksperter, man valgte at spørge.
Det kræver mere end almindelig troskyldighed eller i hvert fald stærkt ideologiske briller at hævde, at det faglige niveau i gymnasiet er lige så højt som i 1967, når man tager i betragtning, som også Christian E. Skov påpeger, at
- timetallet faldt med 20-25% i begyndelsen af 70’erne, fordi lørdagsundervisningen ophørte og lektionslængden blev reduceret fra 50 til 45 minutter.
- omfanget af det skriftlige arbejde er blevet stærkt reduceret. F.eks. var der krav om 130 timer skriftligt arbejde i dansk før 2005 og 75 timer efter.
- beståkravene er sænket. Hvor man f.eks. før 2005-reformen skulle have 45% rigtigt for at bestå i Matematik, er det nu nok med 32%, og det blev dengang forklaret med stor åbenhjertighed af ministeriets fagkonsulent i Matematik således: »Faget er vokset eksplosivt, og derfor har vi valgt at sige, at hvis man har fulgt med og kan de basale ting, så består man også. Hvis vi fastholdt niveauet fra gamle dage, ville dumpeprocenten måske blive 20-30%, og det ville ikke være acceptabelt i længden«.
- dumpegrænsen ved eksamen er sænket. Efter 13-skalaen var dumpegrænsen 6, og det betød, at der skulle et 13-tal til for at opveje den laveste karakter 0. Efter den ny 12-skala er dumpegrænsen 2 og for at opveje den laveste karakter -3 er det nok at få et 7-tal.
- der går knap dobbelt så mange elever i gymnasiet i dag som for 50 år siden. Det skyldes bl.a., at man i det store og hele ser bort fra elevernes egnethed ved optagelsen.
Virkeligheden er, at det faglige niveau i gymnasiet er markant lavere end for 50 år siden, og at 2005-reformen, ledsaget af taxameterstyringen selvejereformen og den inflationsskabende 12-karakterskala, i væsentlig grad bidrog til at accentuere dette kvalitetstab.
Man kan kun glæde sig over, at undervisningsminister Merete Riisager ser virkeligheden i øjnene og er parat til at gøre noget ved det. Spørgsmålet er blot, hvor meget forligspartierne giver hende lov til at lave om.
Tidl. Undervisningsdirektør Uffe Gravers Pedersen
