Religionsfrihed og samfundets kristne homogenitet

Foto: Ole Sørensen

Selvfølgelig kan det danske samfund klare at have nogle religiøse mindretal. Det kan vi og det vil vi, fordi vores kristne grundopfattelse af samfund og menneskeligt samvær er, at vi alle er lige for Gud. Ingen mennesker er renere, mere retfærdige, mere hellige eller nærmere Gud end andre mennesker. I forhold til Gud lever vi alle på de samme vilkår, nemlig dette, at over for Gud står hvert enkelt menneske helt alene, hvilket vil sige, at magt, tvang, pres, indoktrinering, religiøs kontrol og disciplinering, vold, terror og hellig krig over for andre mennesker ikke kan ændre på det enkelte menneskes stilling i forhold til Gud. I religiøse sager er sådanne fremgangsmåder overgreb mod mennesker og en hån mod Gud.

 

Man kan lære et andet menneske om Gud; man kan tale sammen om Gud; og man kan opdrage og undervise sine børn i den kristne lære, om Gud og frihed; men hvad denne lære, tale og undervisning i menneskets sande gudsforhold fører med sig bliver alene et forhold mellem Gud og dette enkelte menneske. I dette er vi alle lige for Gud. Gud aflæser i hvert enkelt menneske, hvem dette menneske er, hvad det gør, undlader at gøre og siger, når dette menneske er stillet frit, og ikke når det er under tvang. Gud gennemskuer al tvang, og finder det sande menneske under tvangen. Det udtrykker vi ved at sige, at Gud aflæser et menneskes hjerte. Her må stat og samfundsmyndigheder blande sig udenom.

 

Sådan har kristendommen gennem århundreder lært os danskere om forholdet mellem Gud og menneske. Derfor er vi ad snørklede historiske veje nået til den samfundsorden, vi har i dag, hvor vi i vor Grundlovs § 67 siger: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Her er religionsfriheden i Danmark formuleret. Den religionsfrihed, der har sit udgangspunkt i Grundloven § 4:”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Danmark er et kristent samfund; derfor er også vores statskonstitution baseret på kristendommens tale om menneskets frihed over for Gud, fordi Gud efter vores religion selv har givet os denne frihed. Vi har adskilt tro og samfundsorden.

 

Men adskillelsen mellem tro og samfundsorden er altså ikke større, end at fundamentet for vor frie samfundsorden således er denne viden om Gud, som kristendommen har givet danskerne. Ja, man kan sige, at ganske paradoksalt kan vi slet ikke opretholde religionsfriheden og vor frie demokratiske samfundsorden, uden at vi hele tiden ser samfundet under kristendommens religiøse synsvinkel. Så når vi siger, at vi har adskilt tro og samfundsorden, eller som man plejer at sige: har adskilt religion og politik, så må vi altså modsat samtidig sige, at i Danmark kan stat og religion, dvs. tro og samfundsorden, slet ikke adskilles. Vores tro, kristendommen, frihedens religion, er forudsætning for vores samfundsorden. Det er vor troskab mod kristendommen, der holder al religion borte og ude af politik.

 

Sådan er det og må det være, fordi det danske folk gennem historien har spurgt sig selv: Hvilken stat og hvilket samfund vil vi have? Den stat, der er det danske folks egen koncentration af samfundsmagt og udtryk for den samfundsorden, som danskerne vil have – hvad skal denne stat hvile på? Sådanne spørgsmål kan intet samfund stille uden først at spørge: Hvem er Gud? For intet samfund kan være uden en gud; ethvert samfund har en særlig grund-ånd, der gennemsyrer det.

 

I disse spørgsmål har danskerne ikke spurgt islam; danskerne spurgte kristendommen; eller rettere den danske samfundsorden voksede på historiens og troens betingelser selv ud af kristendommen. For i kristendommen har danskerne fundet den gudsforståelse og deraf den samfunds- og frihedsforståelse, der klargjorde, hvad en stat skulle og kunne blande sig i, og hvad den ikke skulle blande sig i. Det danske folk pålagde dermed den danske stat at respektere og forholde sig til Gud på samme måde, som det danske folk selv troede på Gud; nemlig som den Gud, der ikke krævede mennesket ind under tvang og underkastelse, men stillede mennesket religiøst og åndeligt frit ved at tilgive mennesker deres urenhed og vantro. Kristendommens Gud er selv den, der giver både mennesker og samfund renhed og tro; sådan har han tilintetgjort menneskers tvang mod mennesker i religiøse anliggende. Islam siger noget andet.

 

Islamisk samfundsånd

Man skal ikke læse megen Europa- og Verdenshistorie, eller orientere sig særlig meget om verdens religiøse og etniske stridigheder, for at se, hvordan islam gennem århundrederne har hyldet en radikalt anderledes opfattelse af gud, af statsform, samfund, af mennesket og dets sociale adfærd. Og hvordan den muslimske religion og kultur ud af denne guds- og samfundsopfattelse overalt med et religiøst og stærkt socialt pres lægger tvang og hellig sharia-lov ud over sine borgere, og kvæler al anden religion og samfundsopfattelse, hvor det vinder frem.

 

Også de katastrofale integrationsvanskeligheder, som alle vesteuropæiske samfund kæmper med i dag for de muslimske befolkningsdele, er et klart vidnesbyrd om, at der her ikke bare er tale om forskelle i demokratisk forståelse og social adfærd. Her er der tale om noget langt mere fundamentalt. Her er der tale om vidt forskellig opfattelse af Gud og af menneskets og samfundets stilling i forhold til Gud.

 

Den islamiske samfundsånd er dikteret af en religiøs og teokratisk stræben, jihad, efter at gøre mennesker og samfund rene og troende. For islam har en anden grundlov. Kernen i islam er religiøs tugt og underkastelse, sharialov og en meget stærk og ekspansiv missionsbestræbelse og dominant samfundsadfærd, ofte gennem fysisk pres, vold og terror – jihad i mange former.

 

Islams samfundsprincip er ’renhed’. Religionsbestemt renhed. Renhed i samfundsindretning og renhed i lovgivningen; derfor skal sharialoven diktere samfundets love og al samfundsmyndighed. Renhed i menneskers omgang med hinanden, renhed i undervisning, tvungen koranlære, forrang for koranens lære om renhed i forhold til andre skolefag, renhed i adskillelse mellem mænd og kvinder, hvilket også udelukker mange vestlige sociale aktiviteter; renhed i familieforhold og ægteskabsindgåelse; renhed i det enkelte menneskes liv, renhed i påklædning, burka mv, renhed i fødevarer og spisevaner, halalslagtninger osv.

 

Islam betyder underkastelse; kristendom betyder frihed; for mennesker og for samfund.

 

Religionsopgør

Når vor statsminister siger, at integrationsproblemer ikke er et spørgsmål om religion. Når EU, det europæiske fællessamfund, i sin præambel ikke vil nævne kristendommen som fundament for de europæiske samfund; og når fx tyske politikere siger, at islam er en del af Tyskland, så aner de ikke, hvad de sætter på spil. For religion skaber samfund. Eller man kan sige, at religionen bestemmer ånden i samfundet: frihedsånd eller trældomsånd. Sådanne politiske udsagn og mange andre lignende viser en katastrofal mangel på viden og forståelse af religionens rolle for stat, samfund og menneskelig kultur.

 

Det er umuligt at forsvare de samfund, vi i dag har i Danmark og resten af Europa, hvis vi tror, at vi kan opdrage muslimerne til at acceptere alle religioners ligeret. Religiøs ligeret for mennesker og samfund er stik imod islam. Kun islam har samfundsmæssig ret. Islam betyder underkastelse. For islam vil ikke acceptere vantro og urenhed – heller ikke i deres samfundsopfattelse, eller rettere: netop ikke i deres samfundsopfattelse. Derfor har mange islamiske samfund et så voldsomt asketisk præg; præget af afvisning af og forbud imod mange af livets frie udfoldelsesmuligheder. Derfor er islam i sin kerne dybt ekspansiv, dominerende og underkastende.

 

Dette er det helt grundlæggende i islam. Ikke bare vedrørende det enkelte menneskes tro, men i særdeleshed også i sociale spørgsmål, hvad enhver kan forvisse sig om ved at iagttage den fundamentale kontrol og religiøse disciplinering, der foregår i alle sociale sammenhænge inden for islamiske samfund. Det ser vi også meget tydeligt i Danmark ud fra den måde, hvorpå islam bestandigt forsøger at presse øvrige danskere og det danske samfund ud i den adfærd, der er acceptabel for islams religiøse samfundsforskrifter.

 

Dette er en kamp om den Gud, der skal bestemme ånden i det danske og i de vesteuropæiske samfund. Frihedens Kristus eller underkastelsens Allah. Dette er et opgør om, hvilken religion og hvilken Gud, der skal være fundamentet for vore samfund. Det kan derfor heller ikke undgås, at dette er spiren til religionskrig i Europa, hvis vi ikke i tide forstår, hvad vi står over for.

 

Vi kristne danskere og europæere anerkender ikke, at mennesker har magt over Gud, og anerkender derfor heller ikke, at vi kan gøre Gud til vort redskab i samfundsmæssig sammenhæng, og selv skabe samfund, der opfylder Guds love og er rene og retfærdige i Guds øjne – sådan som islam og muslimer mener. Men det er en misforståelse af kristendommen at tro, at vores kristne religion dermed er ligegyldig i samfundsmæssig sammenhæng, og at vi ikke skal forsvare den som fundamentet for vore frie samfund.

 

Dette at fastholde adskillelsen mellem religion og samfundsorden betyder netop – paradoksalt! – at vi skal forsvare kristendommen som fundamentet for vort samfund. Og forsvare den ved på hård politisk vis at holde al anden religion og muslimsk indvandring ude; sådan som de østeuropæiske lande gør det. Vi skal ikke dømme muslimer i deres egne fjerne muslimske samfund, Arabien og Østen. Dér må de leve som de vil, og selv stå til ansvar over for Gud for deres samfund og samliv; hvad angår det os? Den frihed må vi give dem – uden for vore samfund! Men i vore egne samfund er det os, der afgør, hvilken samfundsånd der skal være fundamentet. Derfor har apostlen Paulus ret i sine forargelige ord: ”Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. ’I skal udrydde den onde af jeres midte.’” (1 Kor 5,12-13).

 

Samfundet religiøse homogenitet

Selv om vi i Europa har den grundopfattelse, at alle mennesker er lige for Gud, og at det er dette grundforhold, der bestemmer vores samfundsfrihed og religionsfrihed, så er det ikke muligt – hvis vi vil bevare vore frie samfund – at tillade, at en religion, der IKKE mener, at vi er lige for Gud, overtager dominansen i vort samfund og i vores kultur ved hjælp af deres tiltagende mængde. Den numerisk dominerende religion bestemmer samfundet og kulturen, og om vi har frihed eller underkastelse.

 

Så ja, selvfølgelig kan det danske samfund klare at have nogle religiøse mindretal. Men samtidig gælder det også i disse principielle, religiøse spørgsmål, at alt har sine meget strenge jordiske og politiske proportioner, og at antallet og mængden af muslimer har sin betydning for de katastrofale problemer, som Danmark og de europæiske samfund i dag står i.

 

Ingen religion og ingen frihed forsvarer sig selv blot ved sit ideelle og sande indhold på en sådan måde, at mennesker og samfund blot kan lade stå til og lade ligegyldigheden råde i religionsanliggender. For her gælder ”frihed for Loke såvel som for Thor” kun, dersom det er Thor, der er samfundets fundament, og som derfor bevarer ånden og friheden i samfundet. Her er der ”frihed for muslim såvel som for kristen”, men kun, dersom det er kristendommen, der sætter magt-, samfunds- og frihedsforståelsen, og som derfor har majoriteten i samfundet. Her skal alt og alle og enhver ikke have frihed til at komme i overvældende mænge og bestemme fundamentet. Vi må ganske barsk for frihedens og fredens skyld sortere efter religion. Vi må føre udelukkelsespolitik for frihedens og fredens skyld.
Hvis muslimerne bliver så mange, at de kan lægge islamisk gudsunderkastelse og shariaens lovregler – og alt, hvad dette medfører – ud overalt i det danske og de europæiske samfund, så bliver dette pludselig ikke længere kun et forhold mellem den enkelte muslim og deres gud. Så bliver det pludselig til et forhold af fundamental og katastrofal betydning for hele det danske og de europæiske samfund. Så vil den mulighed blive frarøvet os, at vi ud fra gudsopfattelsen og samfundsforståelsen i et kristent samfund kan give enhver anderledes-troende, kristne og muslimer, den samfundsgave at have sin tro i fred og frihed. Så bliver religiøs frihed skiftet ud med religiøs underkastelse.

 

Se på de muslimske samfunds forfølgelser af kristne i Afrika, Mellemøsten og Asien. Sådan vil den islamiske gudsopfattelse og samfundsforståelse, der er uforenelig med både den kristne og den ateistisk-sekulære, også her begynde at afspejle sig i og dominere hele vort samfund, vor lovgivning og vor kultur. Allerede nu er dagens politik fuld af beretninger om både vore landspolitikeres og kommunale politikeres idelige kamp imod denne dominans. Og det skønt det aktuelle islamiske religions- og kulturtryk på det danske samfund har sin baggrund i kun ca. 300.000 muslimer. Pr. 1. oktober 2017 udgjorde muslimerne i alt 306.000 (5,3 procent) af befolkningen. Af disse er 70,4 procent danske statsborgere (mest som et resultat af, at de har opnået dansk indfødsret). Og der er stor numerisk vækst i denne befolkningsdel i hele Vesteuropa; nogle prognoser siger omkring en halv million muslimer i Danmark om blot tyve år (2037).

 

Det er i dette lys, at man ikke kan undgå at tale om betydningen af numerisk religiøs homogenitet for et samfund. Visse afvigelser kan et kristent samfund tåle; men der går en grænse, en ren religionspolitisk grænse, hvis vi vil bevare vore kristne samfunds grundforhold: at alle er lige for Gud.

En høj grad af magtbestemmende homogenitet for den kristne religion er nødvendig både i Danmark og Europa. Sådan vil kristendommen også være vores vejleder og Herre i politik og samfundsanliggender ud fra rent numeriske kriterier, men være det i frihed.

 

Statslig religionsneutralitet er en utopi
Siden Oplysningstiden har Europa stræbt efter en samfundsmodel, hvor samfundets religiøse modsætninger kunne forenes i en demokratisk samfundsharmoni, der lå på et højere plan end religion, og som derfor skulle være det, der var i stand til at forene alle religiøse modsætninger. Oplysningstiden er i Europa den åndelige afsporing, hvor man misforstod forholdet mellem kristendom og frihed, mellem religion og samfund; og hvor man derfor sagde: ”Gud gav os friheden; nu har vi friheden, så bort med Gud.” Eller man sagde: ”Kristendommen adskiller religion og politik, og gav os det sekulære og frie samfund; nu har vi det frie, sekulære samfund, så bort med kristendommen.”

Harmonien i denne ”Oplysnings-model” var baseret på statens og samfundets totale sekularitet og ligegyldighed over for religion. Og denne religionsneutralitet blev set som statens og demokratiets ypperste præstation. For ikke sandt: Alle er jo lige for Gud; altså er Gud og kristendommens frihed ligegyldig i politisk og samfundsmæssig sammenhæng. Men man glemte eller overså, at dette kun kunne gælde, fordi Europa var kristent; dvs. på det nærmeste var homogent kristent. For det er religionen, der bestemmer samfundet og dets ånd.

 

Ved denne ulykkelige og misforståede opfattelse af kristendommens rolle og betydning som samfundsgrundlag blev religionen i samfundsspørgsmål dømt ude som et udelukkende privat anliggende. Det var irrelevant for samfundet og staten, hvad borgerne religiøst troede på. Intet kunne være friere end den stat og det samfund, der var indifferent over for religion, og som ved sin nihilistiske indifference ville skubbe kristendom og al anden religion ud af politik og samfundsspørgsmål. Men man glemte, at dette kun kunne gælde, fordi Europa var kristent.

 

Sådan begyndte derfor også alle samfund i deres religionsneutralitet at hylde demokrati, flertalsstyre og en demokratisk menneskeholdning som samfundets ypperste og mest fundamentale principper. Og opdragelse og undervisning i disse anti-religiøse, demokratiske principper erstattede undervisningen i kristendom. Sådan har også vore egne danske skolelove fjernet forkyndelse, ja, netop forkyndelse af kristendom som det helt fundamentale i den danske folkeskole. Og gjort kristendomsundervisning til et perifert orienteringsfag, der kun netop er tålt i forhold til andre fag. Altså: ”Kristendommen gav os frihedsforståelsen og demokratiet; nu har vi demokratiet, så bort med kristendommen.”

 

Hvem kan nægte, at det er blevet det religiøst indifferente demokrati og de religionsafvisende, sekulære såkaldte værdier, der er vor tids erstatningsgud, vor tids samfundsånd? Og som har styret vore politikeres holdning til islam og indvandring. En samfundsånd, der siger: Alle religioner har lige ret; alle religioner må være her; for det er ikke kristendommen, der er fundamentet for vort samfund, men derimod den statslige og samfundsmæssige ligegyldighed over for religion. Og ja, så har islam jo også lov at være her.

 

Ingen kan være uvidende om dette, da det jo netop er de politiske partier, der altid har været mest præget af sekulære og a-religiøse, ja, antireligiøse samfundsholdninger, dvs. socialister og kulturradikale og også grænse-nihilistiske liberalister, der gennem årtierne har forårsaget de største ulykker hvad angår muslimsk indvandring i Europa. Det er dem, der ikke har interesseret sig for kristendom, der har forårsaget indvandringsulykkerne både i Danmark og i Europa; de har glemt og undervurderet Europas kristne arv.

 

Så har altså islam også lov at være her. Og så er det forståeligt og med fuld demokratisk, sekulær ret, at en samling somaliske kvinder, der sidder adskilte fra mænd, med henvisning til demokratiets ligegyldighed over for religion kan sige: ”Islamisk lov kræver det. Hvad kommer det jer ved?” Og ja, så fremmer vi muslimsk indvandring; så styrer vi mod muslimsk majoritet. Og hvad betyder det? Demokratiet er jo ligeglad med, hvilken religion, der skaffer sig majoritet og dermed bestemmer samfundet: om det skal være den af kristendommen bestemte frihedsforståelse eller den af islam bestemte underkastelse-holdning.

 

Vi hylder alle demokratiet og værner om det. Men demokrati og det demokratiske princip kan ikke være det egentlige og fundamentale for et frit samfund; for demokratiet er ligeglad og indifferent over for enhver religion og enhver ond samfundsånd, når bare den – i begyndelsen! – er demokratisk. Hele menneskerettighedssystemet og konventionerne hylder den samme indifference. Demokratiet og menneskerettighederne tillader enhver ny ånd at få indpas i samfundet, når blot dette nye forbliver ånd eller religion derved, at den ikke blander sig i politik. For over for ånd og religion er demokratiet ligeglad og indifferent. Men dette er netop tomheden i det ligeglade og indifferente demokrati. Derved bliver demokratiet netop værdiløshedens og altså forsvarsløshedens princip over for islam. For det demokrati, der ikke vil fastholde sit kristne fundament, bliver alt af lige og ligegyldig værdi – og derfor uden værdi. Men et sådant samfundsgrundlag er forsvarsløs over for islam; islam hænger demokratiet og den sekulære samfundsforståelse i deres egne reb.

 

Demokrati som det egentlige fundament for friheden i et samfund er løgn; for det er religion, der former samfundsopfattelsen, frihedsforståelsen og bestemmer samfundsindretningen. Det viser islams udfordring af de europæiske samfund os. Og hvis den herskende opfattelse er, at et sekulært demokrati er det frieste demokrati derved, at det indifferent tillader en hvilken som helst religion at vinde den kulturelle og demokratiske majoritetsmagt i samfundet, så styrer de frie europæiske demokratier mod deres undergang i mødet med islam.

Intet samfund kan i sin sekularitet være indifferent over for islam og bevare sin frihed. Islamisk dominans og majoritet i et samfund vil udslette friheden og kristendommen – og sekulariteten; så får vi underkastelsens teokrati. Intet samfund kan forsvare sit demokrati uden at sige: Dette er KUN et demokrati for os; her kan ikke alle komme og arbejde demokratisk for en anden religion og samfundsforståelse. For Danmark og Europa er kristne samfund. Det er et spørgsmål om religion – om kristendom eller islam.

En mand spændte et stort svømmebælte om livet; kastede sig derpå ud på det dybe vand og udbrød triumferende: Jeg kan svømme! Hvorefter han smider svømmebæltet fra sig – og drukner! Det er det, vi ser. Den kristendom, der holder religionsfriheden oppe, har vi kastet bort, hvorefter vi drukner i islam.

Religionsfriheden er et kristent samfundsprincip, der skal forsvares ved religionspolitik

Det er derfor aldeles misforstået, dersom et kristent samfund, det danske og de europæiske, i disse anliggender ikke vil føre hård religionspolitik og etnisk politik, når en fremmed religion i kraft af mængden af dens tilhængere truer friheden og samfundsforståelsen i de europæiske samfund. Der er ingen grund til tøven eller tvivl! Islam som en religiøs eller etnisk magt i de europæiske samfund skal bekæmpes gennem religionspolitik og hård indvandrings-/hjemsendelsespolitik Dette er ikke et spørgsmål om demokrati, værdier, ghettodannelse, kultur, arbejdskraft, økonomi eller sociale ydelser osv. Dette er et spørgsmål om hård udelukkelsespolitik.

 

Vi dyrkede udelukkende det sekulære demokrati, der var ligegyldig over for religion; vi troede deraf, at friheden kunne give enhver religion ret – og lige stor ret, ja majoritetsret – i vore samfund. Men islams ankomst til Europa har vist os, at ingen politiker kan lade religionsspørgsmålet ligge som et underlødigt spørgsmål i forhold til samfundsindretningen og de politiske spørgsmål.

 

Kristendom og islam kæmper om forståelsen af og magten over menneske og samfund. Men de gør det med et fundamentalt forskelligt udgangspunkt, med et vidt forskelligt sigte og på vidt forskellig måde. I samfundsmæssig henseende er islam en dæmon, der lægger mennesker og hele samfund i en religiøs og social spændetrøje. Og som gennem streng sharia-tugt vil udelukke mennesker og samfund fra at leve et liv i fri og kunstnerisk livsudfoldelse, sådan som vi kender det i Vesten.

 

Vi har nu gennem flere år set, hvordan islamiske terrorister har angrebet disse livsudfoldelsescentre: koncerthuse og diskoteker, transportmidler, sportsstadier, offentlige medier som aviser og tidsskrifter. Det er rigtigt, som nogle politikere har sagt: ”Det er vores livsform, de er ude efter.” Eller sagt på en anden måde: Vores samfundsform. Altså: en anden religion betyder en anden samfundsform. Og tag derfor ikke fejl: Det er fundamentet for vore samfund, der kæmpes om. Altså: vores religion. Vi har længe bildt hinanden ind, at religion ikke kom samfundet og staten ved. Men det er forkert! Kristendom kommer samfundet og staten ved. For fredens og frihedens, herunder religionsfrihedens, skyld skal den danske stat og det danske samfund forsvare sit religiøse fundament. I den forstand er kristendom den danske stats religion. Kristendommen er konstituerende for den danske befolknings stat. Som det er anført i Grundlovens § 4.

 

Dette betyder, at i Danmark er religionsfriheden et spørgsmål om – ved politiske foranstaltninger! – at opretholde kristendommens forståelse af sammenhængen mellem tro og frihed. Og altså ved indvandringspolitiske og andre hårde, ja, kyniske foranstaltninger totalt at bekæmpe, at islam får indflydelse i Danmark. Og totalt at afvise fx islams forståelse af sammenhængen mellem tro og underkastelse under sharialov – for både enkeltmennesker og samfund. Islam er en ufrihedens religion, en slavereligion. Den religiøse grundlov under den danske Grundlov er kristendommen og ikke islam. Igen: Ethvert menneskeligt samfunds fundament er dybest set religiøst.

 

Tro ikke, at kristendom er et niche-fænomen; et fænomen, der kun angår et specielt, afgrænset og privat hjørne af den menneskelige tilværelse. Kristendom angår alt: det enkelte menneskes tro, det enkelte menneskes forhold til sig selv og sit eget liv, til andre mennesker, til samfundet og dets love, til menneskers brug af myndighed, magt og vold, til politik osv. I det alt sammen er der tale om den af kristendommen bestemte frihed også for det urene og vantro menneske over for Gud, og troen og bundethed til at gavne og beskytte medborgerne mod tvang, underkastelse og terror. Kristendom konstituerer friheden i det hele.

 

Derfor er kristendom heller ikke blot en privat ”hjertetro”. Kristendom kan man ikke ”afskaffe” eller negligere samfundsmæssigt eller politisk, uden at man får et helt andet samfund og et helt andet menneskeliv ud af det. Hvis islam får magt i Danmark, vil det ikke være muligt at opretholde den religionsfrihed og vor samfundsmæssige afspejling af den frihed og lighed, som kristendommen har lært os. For islam har en anden grundlov.

 

Om islam får majoritetsmagten i Danmark, vil vi måske til den tid opdage, at det allerstørste i Danmarks historie ikke var enevældens ophævelse og indførelse af demokratiet, men derimod var kong Harald Blåtands indførelse af kristendommen som den danske stats religion omkr. år 970; og det danske folks fastholdelse af denne tro op gennem tusind års historie. Og at den største katastrofe i Danmarkshistorien måske vil vise sig at være vores forgudelse af det sekulære demokrati, og deraf vores tro på, at kristendom og religion intet betød for vort samfund. At alle religioner måtte have lige ret i lige stor udstrækning. Vi gav derfor en anden religion magt i vort samfund. ”Søg først kristendommen, så skal friheden og alt det andet gives jer i tilgift” (svarer til Matt 6,33).

 

Nu straffer historien os – hvis ikke vi vil sige, at Gud straffer os – fordi vi ville kalde os kristne og frie uden at ville forsvare kristendommen som frihedens og vort samfunds fundament. Nu får vi som straf, at vi drukner i det, som vi selv har bedt om – demokrati og sekularisme. Den demokratiske sekularisme, hvor vi som vor statsminister Løkke og mange andre politikere siger, at det ikke er et spørgsmål om religion; at enhver religion har lige ret og derfor kan komme og tage magten og gøre sig til samfundets ånd, underkastelsens ånd.

 

Nej, vi skal forsvare kristendommen i det danske samfund. Ikke at Guds magt afhænger af os; om det ender med sejr eller nederlag er i sidste instans ikke op til os. Men kæmpe skal vi alligevel. Som man skal kæmpe for sin frihed af al magt uden at vide, om det ender med sejr. Men kæmper man ikke, så taber man; for frihed vil bestemt kun være dér, hvor man kæmper for den – ligesom kristendommen. Ikke forstået sådan, at vi er herrer over Gud og kristendommen; for kristendommen er her kun så længe Gud vil det. Men forstået sådan, at hvis vi ikke kæmper for kristendommen, så vender den sig bort og giver os det, som vi beder om, dvs. islam.

 

Det er ejendommeligt at være vidne til, at de østeuropæiske samfund, der gennem næsten et halvt århundrede har været berøvet demokratiets velsignelser og har været underlagt den totalt-sekulære og ateistiske kommunisme, religionskvæleren, at netop disse lande afviser islam og muslimsk indvandring, og også indfører visse demokratisk betænkelige samfundsordninger som modstand imod det. Men de gør det, fordi disse lande gennem dette halve århundredes historiske skæbne har forstået, at demokrati er godt, men at demokrati ikke er det fundamentale for deres samfund. Det er derimod deres religion, kristendommen. Den vil de forsvare, om det så går ud over visse dele af demokratiet. Det samme ser vi i Rusland. Mens Vesteuropa, dvs. EU, slår syv hellige sekulære kors for sig af ren forargelse – og drukner i islam.

 

Underkastelsens muslimske samfundsånd eller kristen enevælde i Danmark

Skal islam virkelig blive enden på 150 års demokrati og frihed i Danmark? Og i andre lande i Europa? Fordi vi ikke forstod, hvad der holdt vore samfund og vor frihed oppe.

 

For man kan spørge: Hvad skal vi overhovedet med demokratiet, hvis det er underkastelsesreligionen islam, der får demokratisk majoritet og lovgivningsmagt her i landet? Og hvis det derfor bliver islam, der gennem sin teokratiske samfundsorden lægger danskerne i religiøse lænker?

 

Se på islam! Voksende enklaver; voksende autonomi; overalt i Vesteuropa! Langsomt op mod 50%. Derpå flertal. Så har den vundet samfundet – demokratisk. Islam behøver ikke engang at nå op på 51%-majoriteten. Længe før den muslimske numeriske majoritet vil alt ganske langsomt blive ændret efter denne religions samfunds-, livs- og adfærdsopfattelse. Demokrati udgør intet værn i religionernes kamp, medmindre vort demokrati vil forsvare sit religiøse grundlag, kristendommen, som det første.

 

Men med muslimernes demokratiske majoritet vil lovgivningen ret hurtigt ændre sig inden for vor politiske kultur, myndighedsbeslutninger, velfærdsordninger, færdsel i det offentlige rum, undervisning og skolevæsen, bog- og biblioteksvæsen, kunst og kultur, madkulturen, forholdet mellem kvinder og mænd, kvinders stilling i samfundet, familieforhold, børneopdragelse, bønnekald fra moskeer, institutionsvæsen, vort flag – vort korstegnede flag Dannebrog! Og Grundloven!

 

Og vort kirkevæsen vil ændre sig. Ikke blot hvad angår Folkekirken, men for alt, hvad der kalder sig kristen kirke. I 1974 besatte det islamiske Tyrkiet den nordlige del af Cypern. Tusinder af kristne græsk-cyprioter flygtede til Sydcypern. Tyrkerne rensede ud i Nordcypern, og iværksatte en omfattende indvandring af muslimske tyrkere fra den tyrkiske landsdel Anatolien. Det officielle tal er 160.000; men der er uofficielt tale om mange flere. Siden besættelsen i 1974 er mere end 500 kristne kirker, kapeller og klostre ødelagte og plyndret og omdannet til stalde, hoteller eller moskeer.

 

Ingen behøver at være i tvivl om, at en muslimsk befolkningsmajoritet i Danmark og andre dele af Europa vil sætte fart i islamiseringen af Europa. Hvor muslimerne får magt, vil de selvfølgelig åbne alle dørene til Europas lande for en overvældende muslimsk indvandring. Hvor hurtigt kan noget sådant ske? Ingen kan sige det. Men fremtidens historikere vil sikkert undre sig over, drøfte og studere årsagerne til, hvor overraskende hurtigt det hele skete.

 

Alt, hvad der er islamisk må bekæmpes. Om det så er temmelig uskyldige kulturelle eller adfærdsmæssige udtryk for islamisk tro, hvor vi har vanskeligt ved at sondre sådanne udtryk fra vor egen adfærd. Burkaforbud, forbud mod islamiske friskoler, forbud mod moskeer, forbud mod kønsadskillelser og hvad vi ellers kan gøre, for at dæmme op for undertrykkelsen af den frie livs- og samfundsudfoldelse, som vi har været vant til. Tag ikke fejl; dette er en lang og faktisk træls kamp mod noget, som vi aldrig drømte om, at vi skulle lovgive imod. Men islam må med hård hånd afskæres fra at styrke og udbrede det islamiske undertrykkelsesprincip i Danmark, dansk kultur og almindelig offentlig adfærd.

 

Men frem for alt må der stoppes for muslimers adgang til dette land. Og flest mulige muslimer skal sendes ud af landet. Vi vinder ikke kampen om den religionsbetingede forståelse af frihed og samfund i dette land ved at give islam frihed til at sende flere af sine tilhængere ind i Danmark og Europa – først som faldskærmsfortropper, dernæst som hovedstyrke.

 

I tilfælde af muslimsk demokratisk majoritet i dette land vil der i sidste instans kun være tilbage at ophæve demokratiet og at genindføre den gamle, danske enevælde.

 

En kristen enevælde bestående af en selvsupplerende kristen minoritetsregering – uden landsdækkende almindelige valg til Folketinget. Den muslimske majoritet i befolkningen skal sættes ud af spillet om religionens magt over samfund og religionsfrihed i Danmark. En enevældig kristen regering, der så længe som muligt bevarer magten over det danske samfund ved hjælp af kristne mennesker i regering, politik, det militære forsvar og politiet. Et dansk-kristent magtmonopol. Og som med disse enevældige magtredskaber kæmper for at bevare og værne kristendommens forkyndelse af sit frihedsbudskab til mennesker i dette land; for at bevare de kristne kirker, vore kirkegårde, vor ytringsfrihed, vort flag, vor Grundlov og dens frihedsbestemmelser i den udstrækning, de kan bevares; for at bevare kvinders frihed. For om muligt at bevare vort samfunds fundament i dette fundamentale: menneskers frihed i forhold til Gud. Den frihed, der er friheden over alle friheder, og som derfor også må bevares – eventuelt på trods af demokratiet.

 

Og med denne kristne enevælde hindre alternativet: at islams teokratiske underkastelsessystem gør os alle til trælle under shariaens lov på alle samfundets områder; og hindre at islamisk undertrykkelse, religiøs overvågning og politi og vold og terror breder sig ud over den kristne befolkningsdel. Hvad angår vores frihed, er demokrati er ikke det fundamentale, men kristendom. Mellemøstlige tilstande i Danmark hvad angår det kristne samfunds kamp for overlevelse.

 

Ethvert menneske har sin frihed til at vælge at gå i fængsel – ved at handle, så man tvinges til det. Men er man først kommet i fængsel, har man ikke længere friheden til at vælge sig ud af fængslet igen. Sådan er det også for et samfund.

 

Og så er der tænketanke her i landet, fx Justitia, der tror, at den islamiske udfordring af det danske samfund og folk blot er en følelse af krænkelse over og en instinktiv frastødelse af andre værdier. Som om det hele blot er et spørgsmål om følelse og instinkter; og som derfor tror, at ”demokratiets antistoffer er tilstrækkeligt stærke til at imødegå islamismens infektion.” Og som derfor ikke forstår, at det er en kamp på liv og død, der er under opmarch.

 

Giv staten, hvad statens er, og Gud, hvad Guds er!

En liberal regeringsminister, to ræverøde folketingsmedlemmer, en repræsentant fra Europabevægelsen, nogle repræsentanter for nogle humanistiske tænketanke, en journalist fra Kristeligt Dagblad og en politimester kom en aften hen til en sognepræst. På denne delegations vegne spurgte politimesteren præsten og sagde til ham: ”Hr. pastor. Gud gør jo ikke forskel på nogen; det står i Bibelen. Og med udgangspunkt i denne tro har vi jo indført religionsfrihed i Danmark; det står i Grundloven. Er det tilladt med denne tro at adlyde den danske regering og smide fx muslimer i hobetal ud af Danmark eller ej? Må vi gøre det eller må vi ikke gøre det?”

Præsten svarede ham: ”Vis mig et dansk pas!” De rakte ham et pas. Og præsten spurgte dem: ”Hvis rigsvåben og indskrift er det?” De svarede: ”Den danske stats!”

Da sagde præsten til dem: ”Så giv den danske stat, hvad statens er, og Gud, hvad Guds er!”

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…