Forleden udsendte udlændingeminister Inger Støjberg en pressemeddelelse under overskriften: ”Flygtninge strømmer ud på arbejdsmarkedet”.
I slutningen af april kunne regeringen også udtrykke sin glæde over en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der ifølge Berlingske viste ”stormende fremgang for flygtninge på arbejdsmarkedet”.
Men i februar afslørede finansminister Kristian Jensen, at indvandrere og deres efterkommere i 2015 havde kostet det danske samfund 36 mia. k. i 2015. (Indvandrere skal her forstås bredt, så det også omfatter flygtninge).
Årsagen til denne nedslående tilstand er, at alt for få af dem er i arbejde.
Næsten samtidig med Støjbergs glade budskab om flygtninge, der strømmer i arbejde, kom Kristian Jensen så med en omfattende analyse fra Finansministeriet – en fremskrivning, der rakte helt frem til år 2100.
Fremskrivningen leverede den ildevarslende konklusion, at indvandrere og deres efterkommere helt frem til år 2100 vil blive ved med være en årlig nettoudgift for det danske samfund på 33 mia. kr. i gennemsnit!
Igen er hovedårsagen, at alt for få af dem kommer i arbejde.
Vildt selvmodsigende
Til den ene side har regeringen altså sendt jubelbudskaber ud om, hvor godt det går med at få indvandrere/flygtninge i arbejde.
Til den anden side har den sendt advarende meldinger om, hvor alvorligt det er, at så få indvandrere og efterkommere kommer i arbejde.
Tilsyneladende kan den ikke rigtig beslutte sig. Den sender vildt selvmodsigende signaler.
Det skyldes sikkert varierende politiske hensyn.
Den rigtige version
Men hvad er så den rigtige version? Er det den jublende? Eller er det den advarende?
Grundlæggende er det Kristian Jensens version, der tegner det realistiske billede af, hvor vi står med indvandrere og arbejde:
En meget stor del af de ikke-vestlige indvandrere/flygtninge, der kommer til Danmark, har ringe forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet. Ofte mangler de også motivation.
Derfor koster de samfundet enorme summer, som altså ikke kan gå til andre formål såsom ældre, sundhed og uddannelse.
Med mindre der bliver bremset effektivt op i den ikke-vestlige befolkningsgruppe via asylpolitikken, vil disse problemer fortsætte. Dette er hovedkonklusionen.
Opsvinget hjælper, men …
Men det er rigtigt, at tallene for, hvor mange flygtninge, der er i arbejde, ser bedre ud for tiden.
Den vigtigste årsag til dette er den aktuelle vækst i økonomien. Opsving bringer flere i arbejde, og det gælder altså også for indvandrere/flygtninge.
Samtidig har både regering, folketing og kommuner strammet op i beskæftigelsesindsatsen for flygtninge, og det har en positiv virkning.
Men både regeringen og erhvervslivet at bøje tallene, så de ser mere positive ud, end de er.
En hel del af den beskæftigelse, som Inger Støjberg jubler over, er af kortvarig karakter – jævnfør artiklen nede i avisen.
Samtidig er man nu begyndt at regne de såkaldte IGU-forløb med som ordinær beskæftigelse.
Men IGU er uddannelsesforløb, hvor der indgår praktik. Arbejdsgiverne kan få offentlig støtte til at iværksætte disse forløb. Det er på ingen måde ordinær beskæftigelse.
Færre ind og flere hjem
Man bør glæde sig hver gang indvandrere/flygtninge bringes fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse.
Men kendsgerningen er, at en meget stor del af dem vil fortsætte med at være på offentlig forsørgelse og dermed en stor økonomisk belastning for det danske samfund.
Det er en af grundene til, at færrest muligt skal ind, og flest muligt skal sendes hjem.
