Af Kirsten Damgaard, psykolog og sexolog
Der har netop været Pride Parade i København. Her fejrer LGBTQA+ miljøet sig selv og sin seksualitet sammen med de cis-kønnede, der ser mangfoldigheden i seksuelle udfoldelser som et plus og mener at seksuelle mindretal stadig har noget at kæmpe for.
LGBTQA+ står for lesbiske,bøsser, transkønnede, skæve (ikke seksuelt rubricerbare personer),aseksulle og + står for alle andre seksuelle minoriteter. De cis-kønnede er flertallet, der føler sig som det biologiske køn de af sundhedspersonale skønnedes at være ved fødslen, og føler sig tilfreds med.
Særlige rettigheder
Da Danmark i år kårede Mr.Gay, faldt valget på en transkønnet mand. Dvs. en person der er født som biologisk kvinde. Valget er nok afledt af, at der efterhånden ikke er flere rettigheder for homoseksuelle at få, efter opnåelsen af ret til ægteskab, insemination og adoption foruden at bøsser nu kan betale udenlandske kvinder til at føde deres børn ( kaldet surrugacy-metoden), og hjembringe børnene til dansk statsborgerskab. Mange mener at minoriteten transkønnede (som ofte benævnes transseksuelle, men da det ikke handler om begærets retning, men om opfattelsen af eget køn, så er betegnelsen transkønnet at foretrække)er den næste gruppe der står for tur til særlige rettigheder. Foreløbig har transkønnede voksne opnået at kunne skifte til et personnummer, der ikke afspejler det køn de er født som, hvad enten de har fået bortopereret deres medfødte kønsorganer eller ej, samt fået transseksualitet fjernet fra den danske psykiatriske diagnoseliste.
Eftersom store dele af LGBTQA+ miljøet godt bakket op af politikere fra Alternativet og Enhedslisten nu mener at skal der kæmpes for yderligere rettigheder til transkønnede – også børn – som hormonbehandling, frit toiletvalg/ændring af badeforhold, frie kirurgiske operationer , og frit valg af officielt køn for børn ,så lad os her kigge på hvad køn er og hvad seksualitet er. Jeg vil understrege at analysen tager udgangspunkt i psykologi og ikke i minoriteters subjektive oplevelser og følelser, selvom man efter læsningen formentlig i langt højere grad vil kunne erkende hvorfra megen “ondt i kønnet” stammer.
Kønnet er ikke flydende
Mennesket fødes med et bestemt biologisk køn, som kan afgøres umiddelbart undtagen i sjældne tilfælde med misdannelser og tvekønnethed. I sådanne situationer er det en fordel at holde kønsbestemmelsen åben. Ny praksis har nemlig vist at undlader man voldsom indgriben vil en sådan person som regel selv lægge sig fast på en stabil kønsidentitet i 14-16 års alderen. En person uden fysiske anomalier kan ikke være født i et forkert køn! Kønnet ligger nemlig ikke ét sted. Først har vi vort DNA og kønskromosomer, der i fosterlivet styrer udviklingen fra at alle fostre er hunkøn, til at nogle efter 7 ugers stadiet forandres til hankøn. Dernæst er der de indre kønsorganer (livmoder og æggestokke, testikler )og de ydre kønskarakteristika ( penis, clitoris og kønslæber) hvor mere kommer til i løbet af livet (kropsform, skæg,bryster).Endelig er der de kønshormoner man selv producerer og som hjælper kroppen til at være sit køn. Et køn der er komplementært til det andet køn! Undervejs i barndommen, mens kroppen vokser, formes den subjektive kønsidentitet som er min egen oplevelse af hvilket køn jeg er. Her er der ikke tale om kønsrolle, men om at den biologiske mand føler sig som et hanskønsvæsen med seksuel appetit på kvinder og vice versa. I Danmark er kønsrollerne blevet mere eller mindre udviskede. Om jeg reparerer bilen, mens min mand bager kager bestemmer vi jo selv. Kønsrollen er kulturelt formet. Hvert samfund har sine normer for mandlig og kvindelig adfærd med mere eller mindre elastik. Og hvert par (eller kollektiv) kan fastlægge sine egne samlivsforhold.
Kroppen har opgaver
Langt de fleste mænd og kvinder lever fint med at være komplementære i forhold til forplantning. Deres forskellige biologi er nødvendig for at skabe et nyt menneske. Som borger i en nation har man pligter og rettigheder. Men der også to ret upåagtede moralske pligter man kan siges at have indirekte i ethvert samfund : man skal tage vare på sin krop, så den er stærk og rask og ikke ligger de øvrige medlemmer til byrde; og så skal man reproducere sig selv, så det folk man tilhører kan fortsætte eksistensen. Vil eller kan man ikke opfylde disse to opgaver, der passer til menneskets natur, kan det være tegn på en psykisk lidelse.
Langt de fleste foretrækker sex med det modsatte køn, selvom de ikke arbejder på at forplante sig hver gang de har sex. Sex har andre funktioner end forplantning. Det kitter parforholdet sammen, idet orgasme giver fornøjelse og afslapning. Omstændigheder som fængsling, soldaterliv og selvvalgt énkønnet opholdssted kan imidlertid få nogle personer til dels at forelske sig og dels have sex med samme køn. Det er heller ikke usædvanligt at mennesker pga tildragelser i opvæksten vælger en homoseksuel livsstil, og det sker ikke så sjældent at personer svinger tilbage og bliver heteroseksuelle. Og omvendt bryder nogle ud af det heteroseksuelle parforhold og lever homoseksuelt med en ny partner.
Seksualitetens væsen
Seksualitet og identitet er meget komplekse størrelser, og der kan nemt gå noget galt i udviklingen. Det er påvist at homoseksuelle og transkønnede i gennemsnit har flere psykiske problemer og en dårligere livskvalitet ( Lige og ulige? Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår .Udvidet rapport. Casa.2009)
Psykologer hævder at ”sex foregår mellem ørerne”. Det drejer sig om at kvaliteten af det seksuelle samvær afhænger af personernes mentale tilstand og den ånd fællesskabet foregår i. At sex foregår mellem ørerne er også sandt på anden vis, da personligheden ikke kan skilles fra individets seksualitet. Det er vigtigt at forstå, at den seksuelle udvikling og udviklingen af personligheden følges ad og er én og samme sag. Seksualitetens væsen er både udtryk for og afspejler indtryk på personligheden. Det foregår på den måde, at et individs erfaringer med relationer til andre mennesker, personens erfaringer med at få sine behov opfyldt og hans erfaring med at være et kønsvæsen nedfældes i og former hans personlighed gennem opvæksten. Alle disse erfaringer præger både seksualiteten og karakteren, og forvaltningen af seksualiteten er derfor et udtryk for brede og mangeartede erfaringer ( læs herom hos professor Gunther Schmidt 1989).
Kulturen er til valg
Denne opvækst og indføring i normer foregår selvfølgelig i en given kultur. Hjemmets kultur er den primære, forstået som at miljøet i hjemmet hvor man vokser op er basalt formende for tænkning og følelser. ”Hjemme” opleves ganske simpelt normativt helt op i ungdomsårene. Forældrenes kultur og religion spiller sammen om visse kerneværdier, et vist menneskesyn, og en opfattelse af hvert køns natur. Etikken i religionen er med til at forme organisationsformer og mønstre i samfundet, så derfor opleves religion og kultur ikke som skarpt adskilt hos den, der bliver socialiseret. Menneskesynet spiller kraftigt ind i formningen af personligheden og dermed også af seksualiteten. Men når man er blevet ordentlig voksen – psykologer siger 25 år, for da er hjernens frontallapper, som er vigtig for både erkendelse og beslutning om adfærd fuldt udviklede – fortsætter man jo med at opdrage på sig selv, og evt. vælge helt andre værdier, måske nogle man har læst sig til eller observeret at andre har fået bedre liv med.
Transkønnethed.
Rundt omkring i Danmark går der for øjeblikket personer rundt som er født som kvinder, men ønsker at være mænd.De klæder sig som mænd og agerer som mænd i den pågældende kultur. Nogle har fået et mandligt cpr.nummer og nogle har også fået bevilget en såkaldt kønskorrigerende operation. Men der går flere mænd rundt som ønsker at de var kvinder.Hvorfor det? Begge køn kan jo alt og alle kan have seksuelle forhold til andre med specielle kønsidentiteter. Hvad er det særlige ved en mand i vore dage med flydende kønroller? Der faktisk kun kroppen tilbage. Men man(d) kan ikke skifte køn. Læger vil hjælpe til en større overensstemmelse mellem det oplevede køn og det fysiske køn og så snitter kirurger i “betrækket”. Sæd og æg kan imidlertid ikke kunstigt udvikles – og de fuldt opererede mister orgasmeevnen, når meget følsomme nervetråde i et område med tætsiddende nerver skæres over. Lige denne sidste for livskvaliteten så vigtige detalje, den mistede orgasmeevne, ser jeg aldrig nævnt i de mange nylige artikler og TV udsendelser om transkønnethed/trans-seksualitet. Transseksualitet (transsexualism og gender dysphoria på lægesprog) er ikke længere en psykiatrisk diagnose i Danmark. WHO forholder sig klogeligt skeptisk overfor at pille transsexulism ud af diagnoselisten. Som psykolog finder jeg det ikke psykisk sundt at ville undvære sin orgasmeevne, eller at ville undergå unødige kiriurgiske operationer eller unødig hormonbehandling. De opererede transseksuelle opfattes heller ikke af det nye køn, som en i flokken. Livserfaringerne hos cis-kvinder er nemlig helt anderledes, det gælder fx menstruation, moderskab, sex med mænd, at have en svigermor og venindeskaber. Transkønnede bliver naturligvis ved med at være særlige og aparte hos det tilvalgte køn. Ligeledes har de transkønnede mere eller mindre opererede og hormon-medicinerede oftest følt sig udenfor og aparte under deres opvækst og en temmelig stor del har psykiske lidelser som voksne og er desværre overrepræsenterede med selvmord. Nogle kalder det minoritets-stress og skylder på omgivelsernes manglende accept. Jeg mener derimod at transeksualitet er en forkert måde at løse et underliggende psyko-seksuelt problem på som ligger dybere og som giver den dårlige livskvalitet ( angst, stoffer, alkohol, depressioner). Der er en norsk professor og psykiater Esben Benestad, der mener at man på en og samme tid kan være både mand og kvinde, som han selv er og fortsat skaber sig om til at være. Han taler om et bevægeligt køn. Det driver selvfølgelig hans hustru, der er psykolog, til fortvivlelse. Sønnen har lavet en film om dette komplicerede menneske (Even Benestad : Alt om min far ).
Nye trends
Holder kønsforvirringen så der? At tro sig selv som mand og kvinde på én gang, og bede andre om at respektere det, så kan det vel ikke blive værre, tænker læseren vel.
Men ork nej! Der er desværre andre ulykkelige mennesker, der mener at de egentlig er et dyr som fx. en ulv eller en bjørn! Disse individer opfatter sig selv som havende en dyrenatur som uheldigvis er placeret i en menneskekrop. Det fortæller de vidt og bredt om – på menneskesprog naturligvis – til hinanden på internettet og til villige mikrofonholdere. Nogle kalder sig selv for pelsdyr (furries på engelsek). Furries in Buffalo mødes fx en gang om måneden og udlever deres dyriskhed. Der er også bizarre furries, fx en biseksuel blå og gul schæferhund , ligesom nogle furries har store kollektioner af plyssede ører og haler, som de hæfter på sig og promenerer med på offentlige steder. Sjovt nok er ingen kakerlak eller rotte fanget i et menneskes krop, selvom der blandt folk med artsforstyrrelse (species dysphoria på lægesprog) findes en enkelt der inderst inde ser sig selv som er en flue (læs mere http://haenfler.sites.grinnell.edu/subcultures-and-scenes/furries/ ).
Personligt forventer jeg at næste trend bliver at man er et møbel: “Jeg er en feminin havestol og jeg er forelsket i Oliver, der egentlig er en homoseksuel liggestol. Vi forlanger selvfølgelig både korrigerende kirurgi, så vi kommer til at ligne det vi føler os som, samt retten til at blive gift. Og stole har jo ikke personnumre, så det nægter vi at have” . Så når de en dag ønsker sig en familieforøgelse og helt ifølge deres indre psykologiske logik vil finde det komplementære samleje mellem mand og kvinde afskyeligt, vil de prøve at adoptere en lille skammel fra Cuba. Cuba- mahogni – det er da smagfuldt, ikke?
Nej, jeg gør ikke grin. Jeg mener det er et dårligt samfund, der foregøgler ulykkelige og kønsidentitetsforstyrrede mennesker at man kan snitte sig ud af psykiske problemer! Eller som godtager at medlemmer med psykologiske forstyrrelser ER, hvad de oplever sig at være. Det spor skal vi ikke længere ud af, vi skal bakke.