Aarhus har fået sin første stormoské med en minaret. Minareten er 24 meter høj, og den er nu ved at komme på plads ved siden af moskeen, skriver stiften.dk.
I muslimske lande bliver minareterne brugt til at kalde til bøn. Fem gange i døgnet gjalder “Allahu akbar” fra højtalerne.
Men hvad med minareten i Aarhus? Der er ikke noget forbud mod bønnekald.
Moskéen står i Brabrand ikke langt fra den store indvandrertætte bebyggelse, Gellerupparken.
Den er vedtaget af Århus Byråd i 2010 med stemmer fra Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten, Venstre og Konservative. Kun Dansk Folkeparti stemte imod.
Moskeen bliver især for de 7000 tyrkere, der bor i Aarhus.
“Moskeen er ejet af Dansk-Tyrkiske Islamiske Stiftelse som støttes af Diyanet – Erdogans religionsministerium. Den bliver således den tyrkiske diktators forlængede arm i Danmark, siger Jakob Søgaard Clausen, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Århus og Østjylland.
Der er intet forbud mod bønnekald
Dansk Folkeparti har hele tiden frygtet, at minareten vil blive brugt til bønnekald, når først den er bygget.
Sådan er det gået i flere byer i Vesteuropa – især i Sverige. I takt med, at antallet af muslimer voksede, blev der bygget stormoskeer med minareter. Derefter blev der givet tilladelse til bønnekald en enkelt gang. Derefter hver fredag.
Når der bliver kaldt til bøn lyder det på arabisk: Allahu akbar. Det betyder “Allah er størst” eller “Alla er større”.
Borgerne i området var da også allerede for flere år siden bekymrede ved tanken om, at der ville komme bønnekald fra minareten. Flere henvendte sig til Dansk Folkeparti, som derfor i 2015 spurgte ind til, om moskeen ville kalde til bøn, fortæller Jakob Søgaard Clausen.
Svaret var, at kommunen ikke kunne forbyde det.
“Men vi fik at vide, at der var lavet en aftale med Tyrkisk Kulturforening om, at de ikke ville kalde til bøn fra minareten. Men der ligger altså ikke et forbud mod det. Spørgsmålet er derfor, hvornår det så sker. Hvad skal de ellers bruge tårnet til? Der skal absolut ikke lyde religiøse islamistiske bønnekald over Danmark”, siger Jakob Søgaard Clausen.
Stormoské vil forstærke parallelsamfund
Jakob Søgaard Clausen frygter også, at stormoskeen vil forstærke de muslimske parallelsamfund, som i forvejen er stærke i det vestlige Aarhus.
“Der er ingen kontrol med hvad der foregår i de moskeer, og de gavner ikke integrationen – tværtimod”, siger Søgaard Clausen.
“TV2 dokumentarserien “Moskeer bag sløret” afslørede i 2016, hvordan imamer i det muslimske miljø i det vestlige Århus hjernevasker mennesker til at leve på en måde, der er markant anderledes end den danske. Det blev prædiket om ting, der ligger meget væk fra de demokratiske friheds- og ligestillingsværdier, vi bryster os af i Danmark. Med dokumentaren blev det tydeligt, at markante muslimske parallelsamfund har fået lov til at gro sig store og stærke. I det vestlige Århus har vi fået et samfund i samfundet, hvor imamers fortolkninger af koranen vægter tungere end den danske lovgivning. Det frygter jeg kun bliver værre med den nye moské”.
“Det bekymrer mig også meget, at moskeen er støttet af tyrkiske diktator Erdogans religionsministerium. For mig er Erdogan en politisk ekstremist, som arbejder på at styrke islams indflydelse i det vestlige Europa, og det gør han gennem de moskeer som hans ministerium støtter. Jeg frygter, at moskeerne som Erdogan støtter rundt om i Europa bruges til at udbrede hans budskaber om politisk islam, og at de bruges at overvåge herboende tyrkere som er kritiske overfor Erdogan-styret. Stiften har tidligere beskrevet, hvordan moskeens religiøse forkynder er udsendt som religiøs forkynder af netyop Erdogans Diyanet.”
“Jeg har været ude ved moskeen, og det er tydeligt, at den er et meget markant symbol på islams indtog i Danmark.”
“Jeg synes virkelig det er skræmmende, at byrådets øvrige partier har givet tilladelse til den moské. Jeg mener ikke, at den slags stormoskeer hører til i Danmark. De pakker blot de islamistiske parallelsamfund ind i spektakulær arkitektur og flot marmor, men gør intet godt for integrationen – tværtimod”, slutter Jakob Søgaard Clausen.
