Mattias Tesfaye siger, at Socialdemokratiet er imod bederum – men de vil ikke stemme for et forbud

Matthias Tesfaye, Foto: Twitter

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som leder har skiftet fuldstændig kurs i migrantspørgsmålet. Eller har partiet mon det?

 

Umiddelbart kan det se sådan ud. Partiet vil have flygtningelejre i Nordafrika, hvorfra der skal søges asyl, og hvorfra der gives enten afslag eller asyl. Det vil måske – eller måske ikke – ske i vores levetid, al den stund det kræver et land, der vil lægge jord til lejren/e.

 

Danske flygtningelejre eller FN’s ditto

Hvorfor skal vi have vores egne flygtningelejre i Langbortistan? Det har vi overhovedet ingen erfaring med. Det har til gengæld FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Organisationen driver allerede flygtningelejre mange steder i den tredje verden, og med en stor pose penge ville man kunne oprette flere.

 

Et sådant forslag ville have gang på jord og ville kunne stables på benene inden for relativ kort tid. Vi ville altså ikke have behov for at vente og overlade det til vores børnebørn at finde en løsning på det ragnarok, deres bedsteforældre har skabt.

 

Flere flygtningelejre i Afrika og Mellemøsten ville dog ikke i sig selv forhindre, at folk stod ved vores grænse og ville ind. Men en døgnet-rundt grænsebevogtning, hvor ingen uden visum kom ind og blev returneret til Tyskland eller Polen, ville være noget mere effektivt.

 

Socialdemokratiet og de hjemlige forhold

Det ser ud til, partiet omsider efter 40 år er blevet klar over, at ”antallet betyder noget”, og så har man forstået, at generelt kræver befolkningen stop for invasion af migranter fra muslimske og afrikanske lande.

 

Men det er altså ikke kun ”antallet, der betyder noget”. Det er personerne bag antallet, hvis ideologi, der i bogstaveligste forstand er iklædt religiøse gevandter, hvortil kommer kulturel selvhævdelse og selvforherligelse (herrefolksmentalitet), der er det virkelig essentielle problem.

 

Og her halter Socialdemokratiets forståelse langt bagefter. Berøringsangsten påvirker stadig partiet i lige så høj grad som tidligere. Hvad partiet end ønsker at bruge musklerne på ude i den store verden, gælder bestemt ikke under de hjemlige himmelstrøg. Det, der foregår lige for næsen af partiet, ønsker det ikke at se.

 

Når et andet parti (DF) påpeger problemerne, kan man da godt se, at der nok er noget om det, og man vil sådan set gerne være med til at ændre på det. Det er også regeringspartierne enige i. Dog er det bedre at lade de andre (kommuner, skoler, universiteter, institutioner m.v.), der sidder med aben, selv finde ud af det. Så kan man ikke klandres, hvis ”de andre” også lider af berøringsangst, og der efter nogen tid protesteres voldsomt. Så kan man vaske hænder ved den håndvask, hvor der i forvejen står en enorm lang kø af politikere.

 

Læs også
Nu er vi ved at få ‘muslimsk politi’ i Danmark – politikerne fatter ikke rækkevidden

Bederum

Under førstebehandlingen af Dansk Folkepartis beslutningsforslag i februar 2018 om forbud mod bederum i offentlige institutioner, havde Marie Krarup (DF) og Mattias Tesfaye (S) en meningsudveksling.

 

Tesfaye indledte sit indlæg fra talerstolen med – skulle det vist nok være – en morsomhed ved at sige, at det nu var nøjagtigt ét år og én dag side, DF første gang fremlagde sit forslag om forbud mod bederum. S var absolut enig i forbudet, men ville alligevel ikke stemme for. Man manglede nogle oplysninger. Dem mangler man stadig ét år og én dag senere. Så S vil stadig ikke stemme for.

 

Hvis S, som man umiddelbart kan få indtrykket af i debatindlægget i 2017, virkelig mener det alvorligt med et forbud, kan det undre, at partiet ikke har gjort noget for at skaffe de oplysninger, man lige stod og manglede for at kunne stemme for forbudet. Det kan jo være svært for andre partier at vide, hvad S mener, de mangler.

 

Tesfaye fortsatte med at give Krarup ret i, at han da også havde hørt om problemer med bederum, men man kunne jo ikke lovgive, blot fordi der måske var tyve steder, hvor der var problemer.

 

De tider, hvor der blev vist rettidig omhu, synes at være en saga blot. Det er dog også kun sket en enkelt gang i 2009 under VK-regeringen, da den hurtigt greb ind for at undgå det islamiske flag på danske dommere, så erfaringen med den slags er ikke ret stor. På det tidspunkt var der ikke en eneste indhyllet, der endnu var ansat ved domstolene. Dog havde en enkelt erklæret, at hun stod i håbeposition.

 

Dansk Folkeparti  og Socialdemokratiet  støttede dengang forslaget om forbud mod islamiske dommere, lige bortset fra Mette Gjerskov (S), der også dengang var partiets Rasmus Modsat. Hun har nok måttet erkende, at det ikke er sjovt at være kommet til at melde sig ind i det forkerte parti. I stedet for anerkendelse giver det ikke andet end bøvl.

Læs også
Lille dreng på bare 16 måneder måtte ikke komme med sin mor i svømmehal, fordi han kunne sexkrænke muslimske kvinder …

 

Regeringen kan ganske vist ikke lide bederummene, men forbyde dem? Nej, så hellere kalde forbud mod bederum for symbolpolitik, der som bekendt er en eufemisme for forslag, man ikke kan lide. Regeringen var imod et forbud, fordi problemet ikke var stort. Næh, lad os på god dansk fodslæbende politik vente, til problemet er så stort, at det ikke kan ændres uden trusler om en forestående borgerkrig.

 

Bederum har fået en odiøs klang. Det klinger af islam, islamisme, shari’a. Men for at ingen skal tro, at islam overhovedet har noget med islam at gøre (som regeringen hævder), er endnu en eufemisme blevet opfundet. Bederum kaldes nu ”fordybelsesrum”.

 

Universiteterne må sandelig have ændret sig en del, siden jeg gik der. Der var forelæsninger, undervisning, diskussioner og gruppearbejde, og det ville nok have vakt nogen forundring, hvis de studerende havde forladt timerne for at ”fordybe sig” i andet end de fag, de var kommet for at dygtiggøre sig i.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…