Udenrigsminister Anders Samuelsen drøftede Nord Stream 2 med den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, under den korte audiens, der blev tilstået Samuelsen under hans besøg i Washington 29. og 30. januar 2018.
Begrundelsen for Samuelsens rejse til USA var uklar, og ministeren har ej heller oplyst, hvad Tillerson sagde om den kontroversielle russiske gasledning. Det er dog nærliggende at antage, at Tillerson har forsøgt at overtale Samuelsen til at Danmark skulle blokere for den planlagte naturgasrørledning, Nord Stream 2.
Vi ved nemlig, at USA er imod gasledningen, som skal forbinde Rusland og Tyskland. Dels vil USA gerne eksportere flydende naturgas, LNG, til Europa og dels er gastransmission omfattet af de økonomiske sanktioner USA har iværksat overfor Rusland som følge af Krim og situationen i det østlige Ukraine.
USA opildner til modstand mod Nord Stream 2
Rex Tillerson besøgte i sidste uge Polen, der sammen med andre østeuropæiske lande er modstander af Nord Stream 2. Her sagde Tillerson ved et pressemøde den 27. januar 2018 i Warszawa: “Vi mener, at den vil undergrave Europas energisikkerhed og stabilitet.”
Nord Stream 2-projektet, som vil gøre Rusland i stand til at levere mere gas direkte til Tyskland via endnu en gasrørledning i Østersøen, er stødt på modstand i de østeuropæiske lande og også i dele af EU-Kommissionen.
Nord Stream 2 skal ifølge planen løbe forbi Bornholm i dansk farvand på vejen til Tyskland. Derfor kræver projektet den danske regerings godkendelse.
Nord Stream 2 er ifølge Rusland et rent kommercielt projekt. Den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev har sagt, at projektet ikke er noget politiske redskab.
Danmark havde i 2008 ingen problemer med at godkende den første Nord Stream, og siden færdiggørelsen i 2012 har der ligget to russiske gasledninger tæt på Bornholm i Østersøen. Nord Stream 2, der lægges parallelt med de eksisterende Nord Stream-rør, skal fordoble kapaciteten med yderligere 55 mia. kubikmeter gas om året.
Danmarks holdning
Opinionen i Danmark er ikke upåvirket af udviklingen på Krim og i det østlige Ukraine, truslen fra Rusland og den stærke kritik fra Østeuropæiske lande og USA. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har derfor af flere omgange forsøgt at få børstet ansvaret over på EU-Kommissionen. Problemet er, at det er svært at se hvordan, der kan etableres en fælles europæisk holdning til Nord Stream 2.
Projektet har opbakning fra regeringen i Berlin, hvor man har brug for flere energikilder. Tyskland er i gang med udfasningen af atomkraft og mens man afventer en forceret udbygning med vedvarende energi, er Tyskland afhængig af kulkraftværker og af importeret naturgas. Desuden er de tyske tunge firmaer BASF/Wintershall og E.ON involveret i projektet sammen med den russiske gasgigant Gazprom og de vesteuropæiske firmaer Engie (Frankrig), OMV (Østrig) og Shell (Holland).
Bygherren er selskabet New European Pipeline AG, hvor Gazprom ejer 50 procent af aktierne, mens E.ON, Shell, OMV (tidligere Österreichische Mineralölverwaltung AG), BASF / Wintershall og det førende franske energiselskab, Engie, hver har 10 procent.
De samlede investeringer løber op i 7,4 milliarder euro, og projektet planlægges færdigt i 2019 med en kapacitet på 55 mia. kubikmeter gas om året.
Myndighedsbehandlingen og tysk tilladelse
Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand ligger i øjeblikket på Energistyrelsens bord, og både de svenske, finske og tyske myndigheder er godt i gang med myndighedsbehandlingen.
De svenske myndigheder har af sikkerhedsmæssige grunde nægtet tilladelse til etablering af en forsyningsbase for Nord Stream 2 på Gotland, men godkendt, at den svenske havneby Karlshamn bliver forsyningsbase. I Danmark har en VVM-vurdering blåstemplet Nord Stream 2 og fundet at projektet har en ”uvæsentlig” påvirkning af miljøet. Vurderingen har endvidere været i offentlig høring.
Danmark kan næppe henvise til miljømæssige- og sikkerhedsmæssige forhold som begrundelse for at forbyde rørledningen, men Danmark har for nylig fået visse lovmæssige hjemler til at forbyde ledningsføringen over den danske kontinentalsokkel. Denne hjemmel skulle i givet fald udnyttes med tilbagevirkende kraft, men under alle omstændigheder vil Nord Stream 2 kunne føres udenom Danmark.
Den 31. januar 2018 blev det oplyst, at Nord Stream 2 havde fået de tyske myndigheders tilladelse til anlæg og drift af rørledningen på det tyske søterritorium og i ilandføringsområdet i Lubmin, i nærheden af Greifswald.
EU’s energibehov
Baggrunden for rørledningsprojektet er EU’s energibehov. Omkring 53 pct. af EU’s energiforbrug dækkes af import: 90 pct. af råolien, 66 pct. af naturgassen, 42 pct. af kul og 40 pct. af forbruget af uran og andre kernekraftsbrændsler. Energiimporten udgør op mod 20 pct. af EU’s samlede import.
Det europæiske gasmarked er trods al snak om vedvarende energi faktisk voksende. EU’s samlede forbrug af naturgas steg fra 2015 til 2016 med 7 pct. til 464 mia. kubikmeter. Hovedparten dækkes som nævnt af import, og da den europæiske gasproduktion forventes at falde, vil importen altså stige. Det forventes at Europa over de næste 20 år vil have et import-gab på 120 mia. kubikmeter naturgas, som skal dækkes af Nord Stream 2 og import af LNG. Der bygges i øjeblikket en række terminaler til denne LNG-import.
Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på 37,5 pct. i 2014, efterfulgt af norsk naturgas.
Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.
EU får russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).
Ukraine opkræver om året 2 mia. $ i transitgebyr. Bygges Nord Stream 2, kan regeringen i Kijev godt vinke farvel til denne sikre indtægt, og må også – som tidligere – risikere russiske leveringsstop i en situation hvor Gasprom kan klare sig uden Transgas.
For øjeblikket er EU-forsyningssikkerheden på naturgasområdet helt afhængig af gasforsyningerne fra Rusland og Norge.
USA og sanktionspolitikken
I disse år etableres der i en række øst- og vesteuropæiske lande importterminaler for flydende naturgas – LNG – der betyder, at der kan modtages flydende gas uden binding til en rørledning. Det giver på sigt muligheder for alternative gasleverancer.
USA har et betydeligt eksportpotentiale af konkurrencedygtig skifergas, der i takt med at amerikanske restriktioner på energieksport løftes, kan eksporteres til Europa i LNG-form. USA har derfor ensidigt udvidet de økonomiske sanktioner mod Rusland til også at omfatte ledningsført naturgaseksport.
Hvis Nord Stream 2 blokeres er problemet, at det vil skade de vesteuropæiske firmaer BASF (Tyskland), E.ON (Tyskland), Engie (Frankrig), OMV (Østrig) og Shell (Holland), og det er virksomheder med betydelig politisk indflydelse. Den tyske udenrigsminister, socialdemokraten Sigmar Gabriel, har udtalt, at ”det kan ikke passe, at sanktioner bliver misbrugt til at fortrænge russisk gas for at kunne sælge amerikansk”!
Rusland reagerede på de udvidede amerikanske sanktioner ved at beslaglægge amerikansk ejendom og udvise 755 amerikanske diplomater.
Central- og Østeuropæisk modstand mod Nord Stream 2
En række østeuropæiske lande, herunder Baltikum og Polen, hilser den amerikanske støtte til modstanden mod Nord Stream 2 velkommen. Det russisk-tyske rørledningsprojekt møder nemlig voldsom modstand i Central- og Østeuropa. 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien) har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.
Mange har desuden påpeget, at ejerforholdene omkring rørledningen vil være i strid med EU’s energipolitik og at en tilladelse til rørledningen i øvrigt ville være i strid med EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.
Kan Nord Stream 2 stoppes?
Opildnet af EU’s formand, polakken Donald Tusk, har kommissionen forbehold. Men energikommissæren, slovakken Maros Sefcovic, har opblødt sin tidligere holdning om, at Nord Stream 2 ikke passer ind i EU’s energipolitiske mål. EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, skulle ligeledes have sikret sig, at kommissionens juridiske tjeneste ikke ser behov for aktiv EU-intervention i sagen.
Den tyske vicekansler og formand for SPD, Sigmar Gabriel, lovede i efteråret ledelsen i Kreml at køre sagen igennem som en almindelig forretningsinvestering uden at blande EU og energipolitikken ind i sagen. Forbundskansler Angela Merkel, der ellers ikke er bange for at sige Rusland imod, skulle være på samme linje.
Det bør ikke glemmes, at bestyrelsesformanden for Nord Stream-projekterne er en fremtrædende tysk politiker, tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere kansler, Gerhard Schröder.
Hvis Europa-Kommissionen skulle gå ind i sagen forudsætter det, at Nord Stream 2 har afgørende indflydelse på EU’s energipolitik, herunder “strategien for forsyningssikkerhed”, ligesom rørledningen skulle være omfattet af EU’s regler for statsstøtte og konkurrence m.v. EU-Kommissionen erkender, at Nord Stream 2 ligger i et juridisk tomrum. Det erkender Kommissionen i et juridisk notat, kunne Jyllands-Posten oplyse i efteråret 2017. Af notatet fremgår det blandt andet, at EU’s gasdirektiv fra 2009 ikke tager højde for, hvis et offshore-projekt forbinder et medlemsland med et ikke-medlemsland, som det er tilfældet med Nord Stream 2, der skal løbe fra Rusland til Tyskland gennem dansk farvand. I notatet fastslås det, at ”EU-regler ikke kan gøres gældende for myndigheder i tredjelande. Konflikten mellem russisk og europæisk lovgivning løses bedst gennem international forhandling”, fremgår det endvidere.
Under alle omstændigheder er konsortiet bag Nord Stream 2 af den opfattelse, at eftersom rørledningen løber offshore, gælder EU’s energipolitiske regler ikke. De fem gasledninger i Middelhavet, der forbinder Afrika med Europa er ej heller underlagt disse regler, ligesom Nord Stream 1 heller ikke er omfattet.
Folkeretten
FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver, at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres, har kyststaten – hvis den er forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler – større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet. Nord Stream 2 skal ilandføres i Tyskland og Havretskonventionen sikrer at kyststaten – Tyskland kan nægte tilladelse eller fastsætte nærmere regler for rørledningen.
Bemyndigelsen til at godkende projektet beror hos de nationale myndigheder i de lande, hvis farvande rørledningen vil krydse. Dvs. myndighederne i Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.
Ruslands motiver
Det er hævet over enhver tvivl, at der ligger solide kommercielle interesser bag Nord Stream 2, men modstanderne af Nord Stream 2 argumenterer med, at når rørledningen bliver operationel, kan Gazprom lukke sin gastransit gennem Ukraine, og gennem lande som Polen og Slovakiet, enten helt eller delvist. Dette vil føre til store tab for disse lande. Ukraine står til at miste de nævnte $ 2 milliarder i årlige transitafgifter, men et land som Slovakiet tjener også 800 mio. $ årligt på sin transit gasaftale.