Udfaldet af det svenske valg den 9. september er stadig vanskeligt at forudse.
Der er usikkerhed om, hvor dækkende meningsmålingerne er.
Således kan der være et betydeligt antal vælgere, der ikke tør sige åbent, at de vil stemme på Sverigedemokraterne.
Der er også usikkerhed om, hvordan partierne vil håndtere valgresultatet.
Vil det konservative Moderaterna fortsat udelukke Sverigedemokraterne som partner for en borgerlig regering? I så fald kan det endnu engang gøre socialdemokraten Stefan Löfvén til statsminister.
Det kan ske til trods for, at Löfvén har ført sit land ud i en dyb samfundsmæssig krise på grund af en indvandring fra ikke-vestlige lande, der kom helt ude af kontrol.
Oprør er ikke svenskernes stærkeste side
Tidligt i valgkampen var der tegn på, at Sverigedemokraterne ville få stor fremgang, og at de rød-grønne partier ville få alvorlige smæk. En vis oprørsstemning begyndte at brede sig blandt svenskerne.
Men denne oprørsstemning synes at have tabt noget af pusten. Færre vælgere end i starten af valgkampen siger nu, at de vil stemme på Sverigedemokraterne, og den borgerlige bølge er i det hele taget svækket.
Så måske ender det med, at en del svenske vælgere ikke tør at tage opgøret med den politisk korrekte udlændingepolitik, når det kommer til stykket. De fortsætter med at tilpasse sig og nøjes med at brokke sig i det skjulte.
Man kan sige meget godt om svenskerne. Men oprør er ikke deres stærkeste side. Da slet ikke i udlændingepolitikken, hvor de udsættes for en massiv propaganda fra oven.
Enestående situation i Danmark
Dette står i kontrast til situationen i Danmark. Her er udviklingen snarere gået den modsatte vej.
I dag bekender landets tre største partier sig til en stram udlændingepolitik. Udover Dansk Folkeparti og Venstre gælder det nu også landets største parti, Socialdemokratiet.
Dermed er der i Danmark skabt en enestående situation i europæisk sammenhæng.
Man kan med rette mene, at den politik, som de tre partier kan enes om, ikke er vidtgående nok. Men den er mere vidtgående, end man ser det i det meste af Vesteuropa. Og den er helt anderledes vidtgående, end man kender det fra Sverige.
Autoritetstro
Stadig flere svenskere har udviklet ’danske’ holdninger til den ikke-vestlige indvandring. Men det kniber med at holde fast, når disse holdninger skal omsættes til virkelighed.
Det svenske samfund er traditionelt langt mere styret fra oven end det danske. Og befolkningens autoritetstro er væsentligt større.
Det har giver eliten mulighed for en indoktrinering af befolkningen, som ikke har kunnet lade sig gøre i Danmark. Danmark har en stærk tradition for folkelig selvbestemmelse og kritik af autoriteter.
”Moralsk stormagt”
Den svenske elite har været båret af en ideologi, som går ud på, at Sverige skal være en ”moralsk stormagt”. Det vil sige, at Sverige skal overstråle alle andre, når det gælder godhed i forhold til den tredje verden.
I denne godheds navn har man slået dørene til det svenske samfund op for en massiv strøm af migranter fra ikke-vestlige lande.
Det har haft ødelæggende konsekvenser for det svenske samfund og den svenske befolkning. Men elitens ’godhedsprojekt’ gik forud for hensynet til den almindelige svensker.
I medierne har Journalistisk Venstreparti massivt understøttet denne ideologi.
Ethvert tilløb til at kritisere den enorme tilstrømning er blevet skreget ud som ondt, umenneskeligt og ’racistisk’.
Danskerne vil selv tage stilling
Anderledes herhjemme. De langt mindre autoritetstro danskere ville ikke finde sig i den politiske korrekthed, der stemplede enhver kritik af masseindvandringen som menneskelig ondskab.
Journalistisk Venstreparti i de danske medier har såmænd gjort, hvad man kunne, for at skamme de kritiske danskere ud på samme måde som i Sverige.
Men den folkelige hang til selvbestemmelse har været for stærk i Danmark. Selv om journalisterne prøver og prøver at sælge den politiske korrekthed, har danskerne i vidt omfang taget selvstændig stilling til fordel for en stram udlændingepolitik.
To skelsættende begivenheder
Det folkelige pres i Danmark har samtidig betydet, at de etablerede partier har været langt mere villige til at samarbejde med nye indvandringskritiske kræfter, end tilfældet har været i Sverige.
I Danmark blev Dansk Folkeparti således relativt hurtigt en del af det politiske samarbejdsmønster.
To begivenheder har været skelsættende i for samlingen omkring den stramme udlændingepolitik:
Den ene var Anders Fogh Rasmussens etablering af VKO-samarbejdet i 2001 (Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti). Dermed blev befolkningen fortrolig med Dansk Folkeparti som ansvarligt parlamentarisk parti.
Den anden begivenhed indtraf for nylig: Mette Frederiksens beslutning om, at Socialdemokratiet skulle slå ind på den stramme udlændingepolitik. Det har givet denne politik en stor bredde.
Den 9. september skal det vise sig, om Sverige tager et tydeligt skridt i den danske retning. Eller om det ender med mere af det samme til trods for den voksende folkelige utilfredshed.
