En pige på bare 14 år er hele tre gange blevet tvunget til samleje og oralsex.
Men hun er ikke den eneste. En bølge af voldtægter af helt unge piger begået af en eller flere unge mænd rammer lige nu Nordsjælland.
Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket hele fire voldtægtssager hvor fire piger i alderen 13 til 15 år angiveligt er blevet voldtaget i Kokkedal og Nivå.
– Der er en sammenhæng mellem de fire forhold. Nogle af gerningsmændene går igen i sagerne, fortæller Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Indtil videre er seks drenge i alderen 15 til 17 år fængslet.
For knap to uger siden blev de første tre drenge varetægtsfængslet. De er sigtet for i fællesskab at have tvunget den 14-årig pige ind på et værelse, hvor en af drengene tvang sig til samleje, mens de to andre filmede og holdt vagt. Alle er de sigtet for på skift at have forgrebet sig på den 14-årige.
“Det er unge mennesker helt uden filter. De tror, de kan tillade sig hvad som helst. Det er fuldstændigt uacceptabelt”, siger Henrik Gunst til BT
De tre drenge er blevet varetægtsfængslet i surrogat på grund af deres meget unge alder, skriver Ekstra Bladet.
Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at få Fredensborg Kommune til at fortælle, hvordan kommunen håndterer så omfattende en sag om voldtægt af mindreårige piger.
Torsdag ønskede kommunen ikke at udtale sig.