En lektor Gerd Battrup udtalte i januar 2016, at
”Hvis man indfører en tæt grænsekontrol, så vil det formentlig føre til, at man får flere asylansøgere i Danmark, for så vil folk jo enten skulle henvises til at rejse tilbage til Tyskland eller søge asyl i Danmark…”
Isoleret set kan det være rigtigt, men lektoren glemte en vigtig tilføjelse: Den ”tætte grænsekontrol” har intet at gøre med den normale definition af kontrol med et lands grænser.
Ægte kontrol er den, hvor et lands lovlige myndigheder kan afvise dem, der ikke har noget krav på landet.
Ægte grænsekontrol er den, hvor myndighederne om nødvendigt tager den magtanvendelse i brug, der skal til for at håndhæve forskellen på det ene og det andet land.
Diskussionen om grænsekontrol er som oftest en skindebat, fordi vi ikke diskuterer, om der skal være ægte kontrol, men hvorvidt der skal stå nogle politifolk eller andre ved grænsen og alligevel slippe næsten alle igennem. Det er sådan, det er foregået, siden der blev indført ”grænsekontrol” i januar 2016. Denne tilstand er et resultat af Schengen-samarbejdet i EU, hvor det ikke er tilladt at udøve den egentlige kontrol, hvor man kan afvise uønskede.
Grænser og grænsekontrol er der ellers masser af i denne verden.
Israel kan tjene som det første eksempel.
Både mod Vestbredden og mod Egypten mod syd er der særdeles effektive grænseværn. Kun yderst få slipper ind illegalt af den simple grund, at grænsen bevogtes grundigt.
Det samme gør sig gældende i Ungarn, efter at de ungarske myndigheder opførte et grænsehegn mod Serbien i 2015/16. Siden da har Ungarn fuld kontrol med, hvem man slipper ind over grænsen, og hvem der må gå forgæves.
I USA raser diskussionen mellem primært republikanere og demokrater, om et grænsehegn eller anden skærpet bevogtning langs grænsen mod Mexico vil virke efter hensigten. Debatten forekommer mærkværdig.
Vi taler om USA, landet med verdens største økonomiske muskler, over for et Mexico, der højst kan kaldes et mellemindkomstland, og som på en række områder minder om et land i den tredje verden.
Alene den moderne teknologi med f.eks. droner gør det fuldt ud muligt at bevogte grænsen mellem USA og Mexico effektivt, hvis blot den politiske vilje er til stede.
Og det er reelt her, at hunden ligger begravet. Den politiske vilje til at skærme sig af mod en ellers endeløs indvandring fra fattige lande er ikke i tilstrækkelig grad til stede, endnu vel at mærke.
Lad os tage Europas ydre grænser som eksempel. De består som bekendt først og fremmest af Middelhavet, men også af lande på Balkan som Grækenland og Bulgarien.
Pointen er bare den, at hvis grækerne vil, kan de standse indvandringen fra Tyrkiet med det samme. Det kan ske ved at lægge krigsskibe ud i farvandene omkring de græske øer.
Bliver det kønt at se på, når disse krigsskibe tilbagesender bådene til tyrkisk territorialfarvand? Nej, men det kan lade sig gøre, fordi grænsekontrol virker, hvis man har ressourcerne til det. Det har selv et ret dårligt fungerende land som Grækenland.
Det er lige så gennemførligt i Middelhavet. Den italienske, franske og spanske flåde er mere end stærk nok til at forhindre illegale indvandrere i at krydse Middelhavet.
Det vil være på sin plads, at det øvrige Europa hjælper med at finansiere opgaven, men strengt taget er det ikke nødvendigt.
Vi tænker måske nok på Sydeuropa som generelt fattigere end Nordeuropa, men vi glemmer forskellen mellem Sydeuropa på den ene side og Nordafrika, Afrika syd for Sahara og Mellemøsten på den anden. Så er Sydeuropa pludselig økonomisk og militært aldeles overlegne.
At grænsekontrol ikke skulle virke, siger kun noget om vor tids eliter og deres alternative måde at se verden på. Vi kan tage vores grænser tilbage i det sekund, vi ønsker det.