“Nøglen til Palmemordet” – ”dokumentarroman”, som er mere roman end dokumentar

Rosinante var navnet på Don Quixotes gamle, magre krikke. Det er også navnet på et noget yngre dansk forlag, som primært udgiver skønlitteratur. Nu har forlaget kastet sig ud i Palmemords-industrien med en oversættelse af en svensk ”dokumentarroman”, som er mere roman end dokumentar, og som hiver en gammel, mager krikke frem i form af en velkendt konspirationsteori.

 

En gammel krikke med en ny saddel

Denne bog udkommer samtidigt i en langt række lande, er efter sigende solgt til 50 lande, og der er såmænd en tv-serie på vej. Der må være tale om et værk af helt enestående kvalitet og med afsløringer, der vil ryste verden. ”Stieg Larssons arv” står der med kæmpebogstaver på omslaget, og så skal bogen jo nok blive solgt.

 

For var han ikke forfatteren til kiosk-baskeren Millennium – ham den svenske journalist, som også kastede sig over afdækningen af den ekstreme højrefløj, og som hurtigt fastslog, at det måtte være en konspiration af sydafrikanske agenter og rabiate svenske Palme-hadere i det svenske politi, som stod bag mordet på landets statsminister 28. februar 1986?

 

Jo da, en teori, som er blevet efterforsket siden ugerningen, men som aldrig er blevet verificeret. Hvilken heller ikke kan siges at være lykkedes med denne meget tykke bog af en forfatter, som angiveligt skulle være både arkitekt, journalist og diplomat. Hvem er Jan Stocklassa?

 

Efter egne oplysninger en mand, som er dybt fascineret af Stieg Larsson, og som keder sig i et – har man indtryk af – lidt indholdsløst liv med jobfrustrationer og skilsmisse. At det hele i den store konspiration falder på plads for ham under en klassisk koncert i Prag sammen med en ung, smuk kvinde med flair for hacking og hemmelig aflytning, fortæller måske lidt om niveauet.

 

Morderen befandt sig på Sveavägen!

Fra bogens begyndelse fornemmer den opmærksomme læser, at den ikke ligner så mange andre i det efterhånden uoverskuelige væld af Palmemords-bøger. Der er ingen litteraturliste, intet indeks, ingen gennemgang af de mange forskellige løsningsforslag, ingen seriøst oversigt over, hvad man rent faktisk véd om hin kolde februaraften i Stockholm.  Man skal helt hen til side 157, før forfatteren fremkommer med den mageløse opdagelse, at vedkommende, der skød Olof Palme, måtte have befundet sig på Sveavägen, hvor mordet skete!

 

Stocklassa sætter navn på, hvem der trykkede på aftrækkeren, og hvem der stod ham bi med udåden. To personer med psykiske forstyrrelser i større eller mindre grad. Den ældre læge, som påviseligt hadede Palme, var i en periode indlagt på psykiatrisk hospital.

 

Forfatteren har naturligvis en forklaring på, hvorfor en udenlandsk efterretningstjeneste skulle have benyttet sig af slige personager til at udføre det beskidte arbejde. Ikke specielt professionelt.

 

Underholdende bog uden kalorier

At bogen er særdeles underholdende, adskillige steder (ufrivilligt) morsom, stundom oplysende (ofte om noget, der ikke har meget med mordet at gøre), og at forfatterren har en glimrende pen (om end lidt gonzo-agtig), skal naturligvis nævnes.

 

Men hvis man er interessseret i kendsgerninger, bør man konsultere mere lødige værker. De findes faktisk, hvis man leder længe nok. Men nej, ”opklaringen” af Palme-mordet kan stadigvæk ikke holde i en retssal. Man har nemlig aldrig fundet ”den rygende pistol”. Nu må vi, om den befinder sig i morderens bankboks som påstået. Denne bog slutter som så mange andre i genren med ordene: Det sidste ord er endnu ikke sagt. Hjemmesiden   på side 473 dukker ikke op, når man søger. Måske symptomatisk for hele projektet.

 

Jan Stocklassa, Stieg Larsson. Nøglen til Palmemordet.

Rosinante, 480 sider, 300 kroner.

Torsten Dam-Jensen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…