Jaleh Tavakoli: Min bog kritiserer både venstrefløjen og højrefløjen

Jaleh Tavakoli og Asger Aamund i samtale om hendes ny borg på Bogmessen

Først og fremmest et stort tak til Lone Nørgaard, som d. 19. november har skrevet denne rigtig fine kritik om min bog ’Islams Offentlige Hemmeligheder’, med både ris og ros. 

 

Især Nørgaards kommentarer til citater fra min bog, igen med både ris og ros, er spændende for mig at læse, fordi jeg er nysgerrig på hvordan mine ord bliver opfattet af andre, særligt af andre med viden om islam.

 

Bogen har ét projekt, udover at være et kampskrift for den vestlige civilisations overlevelse, og det er at sætte mere gang i debatten om islam, på alle niveauer og -vegne. De to ting, og altså debatten om islam og den vestlige civilisations overlevelse, hænger også sammen.

 

Den ros jeg får af Nørgaard kan jeg kun takke for, ligesom jeg vil takke hende for hendes mod og insisteren på islamkritikken. Nørgaards kritik af citater fra bogen vil jeg dog meget gerne svare på. Kritik og uenighed er udgangspunktet for den debat, som jeg netop mener er helt nødvendig.

 

Lone Nørgaard studser over at jeg kritiserer Vestens højrefløj. I min bog kritiserer jeg selvsagt venstrefløjen, det er klart, men jeg kritiserer også højrefløjen fordi en stor del af højrefløjen også lider af berøringsangst, politisk korrekthed og en kulturrelativistisk tilgang til islam og indvandring.  

 

Nørgaard vil fx gerne have dokumentation for postulatet i dette citat fra bogen: ”Nærmest fikseret på at være værdineutrale har politikere på især venstrefløjen, men også højrefløjen, ignoreret de kulturelle og religiøse forskelle i verden”.  (s. 20)

 

Hun mener ikke at dette gælder for Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Dansk Samling, og det gør det heller ikke. Citatet inkluderer for det første ikke alle på højrefløjen, og jeg gør det i bogen også klart at den vestlige verden er heldige at have den islamkritiske højrefløj.

 

På side 121 skriver jeg fx dette om mit syn på den islamkritiske del af højrefløjen, og dennes betydning for vores tids kamp for demokratiet: ”Kampen om ideer og værdier handler derfor også om at flytte mainstream politikernes holdninger til islam. I årevis har det nærmest kun interesseret den islamkritiske højrefløj at afsløre, fordømme og kritisere islamisters indflydelse i de vestlige lande. Eliten halter hele tiden bagefter. Det er en skændsel for mainstream pressen og for mainstream politiske kræfter i de vestlige lande. Politikernes, myndighedernes og mediernes svigt er en stor del af grunden til at vi i dag står med sikkerhedsproblemer der på mange måder ligner Israels.”

 

Generelt så mener jeg ’eliten’ eller ’mainstream-politikere’ når jeg i bogen omtaler ’politikerne’, det er selvsagt ikke dem alle, men et stort flertal af dem som jeg mener har svigtet demokratiet og vores rettigheder og friheder. Jeg skriver desuden mere generelt om Vesten og ikke kun Danmark.

 

Kritik af den islamkritiske højrefløj

Men jeg kritiserer også den islamkritiske højrefløj, og det gør jeg fordi jeg ikke tror på at selv den del af højrefløjen helt har forstået omfanget og alvoren. Den mangler i hvert fald ofte svar på hvad vi så gør med de store og alvorlige integrationsproblemer som vi allerede står overfor, uanset om vi så udviste de kriminelle, lukkede grænserne og stoppede behandlingen af asylansøgninger i Vesten.

Læs også
Hamas’ plan om at overtage Vestbredden

 

Alle de tre ting kan jeg stort set støtte at vi gør, men det er bare ikke nok.

 

Hvordan flytter vi muslimernes holdninger, hvad gør vi ved muslimernes tilhørsforhold til en religion der også er en totalitær og voldelig ideologi? Hvad gør vi fx ved muslimernes problemer med ligestillingen imellem kønnene eller deres had til homoseksuelle og jøder.

 

I bogen kritiserer jeg desuden den islamkritiske højrefløj for sommetider at mangle saglighed, præcision og dybde. Detaljer, løsninger og forsoningsvilje. Og det står jeg ved. Det er ikke en kritik af alle islamkritikere på højrefløjen, og jeg ser mig selv som en del af den fløj.

 

I forbindelse med min kritik af mainstream medierne, kritiserer jeg fx også de alternative medier, Nørgaard falder over dette citat: ”På den anden side har de alternative medier og blogs desværre en tendens til at overdrive, hvilket også fører til polarisering” (s. 30)

     

Nørgaard mener at kritikken af alle fløje måske er et forsøg på at ophæve mig selv til et slags forbillede, der er hævet over fløjene, og det kan man godt mistænke mig for. Jeg synes også at jeg er et godt forbillede, men denne kritik handler først og fremmest om at vi, som oplyste befolkninger i Vesten, skal kunne finde ud af hvad der faktisk skete i går, netop sådan som Douglas Murray udtrykte det i mit interview med ham, om islam, da han var i København.

 

Altså hvad skete der faktisk, og så kan vi have vores forskellige udlægninger af hvad der er oppe og nede, vigtigt og udetydeligt.

Læs også
Der vil blive begået mange flere islamiske terrorangreb i de kommende år – men ordet ’islam’ bliver fortiet

 

Jeg skriver også om hvorfor at de alternative medier er en nødvendighed, de har en vigtig funktion når mainstream pressen bliver aktivistisk. Det er dog altid problematisk når medierne overdriver eller er for hurtige med deres konklusioner, for så bliver de alternative medier ikke taget så alvorligt som der desværre er et behov for at de bliver.

 

Mit fokus i bogen er da også på, og mine eksempler handler om, mainstream mediernes svigt, løgne og berøringsangst, deres fravalg, om fx ikke at beskæftige sig med helt relevante emner og historier.

 

Jeg ser desuden mig selv som en stolt alternativ stemme i den danske debat, selvom jeg er blogger for Jyllandsposten, der er et mainstream medie.  

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…