USA’s grænsepoliti lukkede søndag grænseovergangen, der forbinder Tijuana i Mexico med San Diego i USA.
Det skete, efter at hundredvis af migranter forsøgte at trænge over et grænsehegn ved Tijuana. Politiet besvarede det med tåregas.
Natten til mandag dansk tid er grænsen igen åbnet, skriver det amerikanske grænsepoliti på Twitter.
Videoklip, der er lagt på Twitter, viser, hvordan et stort antal migranter søndag vader gennem et vandløb for at nå frem til grænsen.
Mindst 500, blandt dem også kvinder og børn, deltog i en fredelig demonstration i Tijuana, inden de satte sig i bevægelse mod grænsen. Her ville de forsøge at kravle over et metalhegn.
– Er vi nået ind i USA nu, lød det fra flere desperate migranter.
Det lykkedes flere hundrede at kravle over det første grænsehegn, og de forsøgte at vælte det næste grænsehegn, inden amerikansk politi affyrede tåregas mod flokken.
Det mexicanske indenrigsministerium oplyser sent søndag aften dansk tid, at nogle migranter vil blive udvist som følge af urolighederne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Myndighederne vil således udvise de migranter, der “på voldelig vis” og “ulovligt” forsøgte krydse grænsen til USA, lyder det i en udtalelse.
Tidligere berettede Reuters, at myndighederne varslede, at man ville udvise alle omkring 500 migranter. Men der er altså kun tale om de migranter, der har opført sig voldeligt.
Myndighederne oplyser i øvrigt, at der er kommet styr på urolighederne ved grænsen mellem Tijuana og San Diego.
Det er kun tre dage siden, at USA’s præsident, Donald Trump, truede med at lukke hele grænsen til Mexico.
Det vil ske, “hvis vi når op på et niveau, hvor vi mister kontrollen, og folk begynder at komme til skade”, sagde han.
Flere tusinde migranter, de fleste fra Mellemamerika, har samlet sig i Tijuana i håb om at få lov til at rejse ind i USA.
/ritzau/AFP
a