Mens vi nærmer os 10-årsdagen for den internationale finanskrise

Juaab

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

 

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

 

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

 

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

 

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

 

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart opfattet som et signal om en generel og altomfattende finanskrise.

 

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

 

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

 

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

 

De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som eksempelvis pensionsselskaber, så med interesse på de nye finansielle produkter. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede gode tilbud om mange forskellige CDO-produkter op, som kreditvurderingsbureauerne tjente godt på at give gode ratings.

 

De mange nye finansielle CDO-produkter blev produceret af nye finansielle selskaber, hvis eneste formål var at producere CDO-produkterne og sælge dem videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid, og det er måske en forklaring på, at ingen rigtig stillede spørgsmål ved produkternes kvalitet og havde forsømt at vurdere følsomheden overfor eksempelvis svingninger i boligpriser m.v.

 

Finanskrisen

Det viste sig da også, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

 

De første, der blev ramt var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

 

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

 

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt under Ben Bernanke at modvirke forretningsbankernes automatreaktion – at smække kassen i! The Fed intervenerede i markedet og opkøbte store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen.

 

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en stribe bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

 

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

 

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos. Det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen.

 

Vil historien gentage sig?

I øjeblikket er inflationen og renteniveauet helt i bund i både USA og Europa. Realiteten er derfor, at siden finanskrisen har der kun været udsigt til et halvt så stort afkast på investeringer i aktier og obligationer som det historiske gennemsnit. Der er intet der tyder på, at den situation vil ændre sig de næste 10 år.

 

Banker, institutionelle og private investorer har svært ved at affinde sig med de lave afkast, og interessen har derfor koncentreret sig om aktiemarkederne, som trods alt har givet et bedre afkast end obligationer. Men på det seneste – et årti efter finanskrisen – strømmer investorer i USA igen ind på markedet for boliglån.

 

En af de bedste investeringer inden for obligationsverdenen kan nemlig meget vel være et sats på, at der ikke er en boble på det amerikanske boligmarked og på, at boligejere formår at betale deres renteudgifter og afdrag – også selvom USA’s centralbank forventes at hæve renten yderligere i løbet af 2018.

 

Investorer tabte svimlende summer i kølvandet på de tusindvis af boligejere, der i 2007-8 oplevede, at værdien af deres boliger faldt eller slet ikke kunne sælges og som ikke havde råd til at betale renter og afdrag på deres boliglån. En af finanskrisens katalysatorer var som tidligere beskrevet investeringer i og imod en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

 

Fannie Mae og Freddie Mac

Allerede i 2013 valgte de statslige amerikanske boliglånsagenturer Fannie Mae og Freddie Mac igen at udstede såkaldte Credit Risk Transfer-værdipapirer, som er knyttet til pulje af amerikanske boliglån, der bliver stillet som sikkerhed.

 

CRT-papirer blev afsat som varmt bagerbrød, og faktisk har deres afkast til obligationsinvestorerne været blandt de bedste i 2017.

 

Nu er Fannie Mae og Freddie Mac ironisk nok ramt af Donald Trumps skattereform. Værdien af institutternes meget betydelige regnskabsmæssige aktiver i form af tidligere års skattemæssige underskud, er med reduktionen af selskabsskatten fra 35 til 21 pct. blevet voldsomt reduceret. Spørgsmålet er om de amerikanske skatteydere igen skal betale regningen?

 

Bekymring

I USA, men også i Danmark, er der blandt fagøkonomer bekymring for, at den øjeblikkelige positive økonomiske situation med lav rente, lav inflation og omtrent fuld beskæftigelse fører til letsindige finanspolitiske lempelser, der kan føre til overophedning af økonomierne.

 

En række økonomer ser endvidere bekymrende tendenser til øget risikovillighed på finansmarkederne, og påpeger, at i en situation, hvor centralbankerne massivt støtter økonomierne med ekspansive pengepolitikker, kunne det være særligt farligt at give efter for markedernes øgede risikovillighed og slække på reguleringen.

 

Måske er problemet ved centralbankernes langvarige ekspansive pengepolitik, at det kan føre til en uhensigtsmæssig adfærd blandt investorerne, som for at sikre et tilfredsstillende afkast søger mod stadig mere risikable aktiver. Herunder på ejendomsmarkedet, hvor priserne i rigtig mange lande er steget til historiske højder. Ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, er det endda rimeligt at tale om, at der er opbygget en boligboble i lande som New Zealand, Østrig, Luxembourg, Sverige, Canada og Australien. Bobler, som hvis de brister, endda kan risikere at føre til finansiel ustabilitet.

 

Andre peger på, at selvom der er pres på boligmarkedet især i København og Århus, er der i forhold til situationen før finanskrisen indført ganske skrappe reguleringer af den finansielle sektor. Lånefinansieret salg af egne bankaktier blev forbudt, gyldne aktieoptionsordninger blev no go og kritiske besøgsrapporter fra Finanstilsynet blev åbnet for offentligheden.

 

I Danmark vil budgetloven, der sikrer balance på de offentlige finanser, begrænse mulighederne for at udnytte et påstået ”økonomisk råderum” til at slå gækken løs med uholdbare finanspolitiske lempelser

 

På den anden side er den økonomiske ulighed steget, den globale gæld er markant højere end for 10 år siden, og opsvinget har endnu ikke været tilstrækkeligt stærkt til at skabe en prisdynamik, som har kunnet føre til en normalisering af pengepolitikken.

 

Spørgsmålet er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger, virksomheder og stater, når renterne stiger igen? Står vi så over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i lande, hvor den sociale sammenhængskraft i forvejen er udfordret? Og hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Kan renterne sættes yderligere ned, kan der opkøbes flere værdipapirer eller trækkes nye kaniner op af hatten?

 

Værktøjskassen i den europæiske centralbank, ECB’s, er tæt på at være tom, mens den amerikanske forbundsbank, The Fed, allerede er i gang med at sætte renten op og reducere overskudslikviditeten i den finansielle sektor. Det sker ved langsomt at nedbringe den unormalt store beholdning af obligationer.

 

I Danmark er priserne på ejerlejligheder i de store byer steget voldsomt over de seneste år. Derfor er det fint, at der er kommet fokus på at regulere boligpriserne gennem udbetalingskrav og skærpede lånevilkår for privatpersoner ved boligkøb. Det kan tage toppen af prisstigningerne i tide, mens vi venter på, at rentepolitikken normaliseres.

 

Tidligere ansatte i Lehman Brothers vil markere 10-årsdagen med en cocktailfest

Berlingske Business har oplyst, at 5.000 tidligere medarbejdere i den amerikanske bank Lehman Brothers’ afdeling i England er i år blevet inviteret til en hemmelig cocktailfest et ukendt sted i London 15. september.

 

Det har skabt stor forargelse blandt de britiske politikere, da det sker i anledningen af bankens krak 15. september for ti år siden, som blev begyndelsen på finanskrisen i 2008, der blandt andet forårsagede massefyringer og pengenød blandt mange mennesker.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…