”Tingbjerg er ligesom Texas. Det er det vilde Vesten herude”, fortæller købmanden i Tingbjerg til Berlingske. Han virker som en redelig og sympatisk mand.
Og dog tror jeg aldrig, der er i Texas eller noget andet sted i USA har eksisteret en lovløshed, en opsætsighed og en integrationsuvillighed som den, vi vestlige lande oplever i de muslimske ghettoer.
Med mellemøstlig indvandring er fulgt mellemøstlige tilstande. Når de muslimske lande slår fejl – politisk, socialt og økonomisk – skyldes det islams sammenblanding af politik og religion, den hermed følgende undertrykkelse af kvinder og minoriteter samt den reaktionære afstandtagen fra verdslig og videnskabelig, rationel tænkning.
Antallet
Med muslimsk indvandring er dette værdisæt atter kommet til Europa. Og her bliver antallet ikke bare relevant; men skræmmende.
Studerer man nemlig tallene fra det anerkendte PEW Research Center, kan vi i 2050 forvente en andel på 16 procent muslimer i Danmark. 30 procent i Sverige. Knap 20 procent i Tyskland, og kun lidt færre i Frankrig, hvor der nu ligefrem tales om regioner, hvor de ikke-integrerbare muslimer kan leve i shariabaserede parallelsamfund. Selv hvis det forudsættes, at landene smækker dørene i, vil andelen af muslimer vokse.
Det er næsten ubegribeligt, at en sådan nyhed ikke har skabt ”breaking news” og flammeoverskrifter. Men nej, med få undtagelser har pressekorpset valgt at lade disse væsentlige informationer forblive ukendte for det store flertal af danskere.
Med de allerede kendte og alvorlige problemer med den muslimske befolkningsstørrelse stiller PEW-fremskrivningen ellers en dyster diagnose for vores fremtid. Og det har det dominerende Danmark ganske enkelte kategoriseret som en ”ikke nyhed”. Tankevækkende.
Sindelaget
Antallet er imidlertid ikke det eneste relevante. Sindelaget blandt disse store befolkningsgrupper er mindst ligeså relevant. Var der tale om en gruppe hårdtarbejdende, tilpasningsdygtige og fredelige højtuddannede, kunne man såmænd forledes til at se igennem fingre med, hvor de måtte være født i verden.
Men nej. Også her er PEW-instituttet behjælpeligt med at belyse forholdene.
Således kunne de for få år tilbage dokumentere, hvordan massive grupper i de muslimske lande mener, at koranen er vigtigere end demokratiet. I Pakistan, Jordan og Egypten mente mellem 82-60 procent, at enhver lov skal følge koranen.
Selv i mere sekulært indstillede samfund som Tyrkiet og Libanon fandt 61 procent og 52 procent, at koranen enten helt eller delvist skulle danne grundlag for landets love, ligesom synet på terrorbevægelser som Al Qaeda, Taliban, Hizbollah og Hamas var udbredt positivt.
Intet tyder på, at disse synspunkter forlades, når muslimerne krydser grænsen til vore lande. I 2001 viste en undersøgelse fra Nordrhein-Westfalen blandt tyrkiske andengenerationsindvandrere, at over 35 procent var parate til at bruge vold for at gennemtvinge islam. Erfaringerne fra Danmark er ikke anderledes. Her afviste 52,4 procent af muslimerne i 2015, at der er behov for en modernisering af islam for tilpasning til det vestlige samfund. Tallene taler deres eget sprog og understreger, hvilken katastrofe vi står overfor.
Vi har prøvet det før
Men alt er selvsagt ikke tabt. Europa har før været ramt af islamisk indvandring og er dog vendt stærkt tilbage. I 711 indledtes med landgangen ved Gibraltar angrebet mod Andalusien, hvorefter de muslimske hære trængte nordpå i en tilsyneladende ustoppelig fremmarch, som først blev standset ved Tours/Poitiers, hvor Karl Martel – i fællesskab med Holger Danske – slog de fremrykkende hære tilbage.
Det var en krig mellem to kulturer, to religioner, to livssyn. I en forenet kristen indsats standsedes islams fremmarch i 732; men først i 1492 faldt den sidste muslimske bastion ved Granada. 700 års krig og undertrykkelse var ovre. Men bare 200 år senere var truslen tilbage på europæisk jord. Denne gang fra øst, hvor den tyrkiske invasion trængte helt frem til Wiens porte. Atter lykkedes det med en fælles, kristen indsats at presse truslen tilbage. Europa bestod.
Hvor generationerne før os har kæmpet imod det islamiske livssyn, da synes vore politikere – i Bruxelles som København – at søge fred og forsoning. Man bøjer nakken og indordner sig. Lader familieoverhovederne om freden på Nørrebro, hvis indbyggerne ikke anerkender danske myndigheder. Hudna, hedder det. Ja, selv i valgkampen bøjede de ideologiske partier sig fidelt mod de ikke-integrerede med valgfoldere på mellemøstlige sprog for at tækkes de muslimske vælgergrupper.
P.C. Matthiessen
Nej, alle muslimer er ikke vore fjender. Helt åbenlyst. Men de grundlæggende forskelle mellem vores samfund og den islamiske verden viser så tydeligt forskellen på vore kultur- og værdisæt. I den muslimske verden hører forfølgelse af kristne og jøder til den almene orden. Korrupte retssystemer og fejlslagne politiske institutioner. Ingen reformation. Ingen opblomstrende videnskab og renæssance.
Ingen adskillelse af religion og politik. Eller som den udskældte professor P.C. Matthiessen udtrykte det i 1999, da han forudså udviklingen: ”Muslimerne vil givetvis kræve respekt for deres religion, traditioner og skikke jo større antal, de bliver – og det kan støde sammen med dansk kultur i alt fra børneopdragelse i vuggestuer til pædagogik i skolerne og adfærd på arbejdspladsen”.
Antal og sindelag er det største problem
Skal generationerne efter os fortsat leve i en fredelig, veludviklet og næstekærlig verden, er dette ene problem, som PEW Research Center dokumenterer, det væsentligste. Ikke brexit, ikke velfærdsreformer eller skattetryk, ikke Kina eller Rusland, men dette ene: den islamiske befolkningens størrelse og deres sindelag.
Og her bliver de ideologiske partier tavse. Til den slags strækker hverken deres erkendelse eller indrømmelse. Det kræver nemlig et opgør med den internationalistisme, som siden og i negativ afhængighed af anden verdenskrig har præget Vestens retssystemer. Men vi kan ikke i erkendelse af verdenskrigens rædsler lade vore lande gå til. Svigte vor historiske pligt og arv. Vi vil ikke.
Opsig konventionerne
Derfor må menneskerettigheds- og flygtningekonventionerne opsiges. Derved kan vi som nation vælge at hjælpe de mennesker, der er i nød og uden håb. I dag hjælper vi de bedst bemidlede, der har ressourcerne til at komme til Danmark.
Uden flygtningekonventionen kunne Danmark tage de hårdest udsatte; eksempelvis de forfulgte kristne minoriteter i den muslimske verden, som i dag er helt uden chancer i konkurrencen mellem muslimske menneskesmuglere og bådimmigranter. Lad os hjælpe dem, der deler vores værdier og livssyn. Jeg har aldrig hørt om integrationsproblemer med kristne fra noget sted i verden.
Opgør med “permanent ophold”
Dernæst må vi tage et opgør med begrebet ”permanent ophold”. Enhver udlænding, der dømmes for kriminalitet eller ikke kan forsørge sig selv og som ikke (længere?) har noget at frygte i deres hjemlande, bør sendes hjem.
Allerede i dag koster de herboende udlændinge skatteyderne et klækkeligt minus på 33 milliarder kroner om året i statens budgetter. At udvise dem, der ikke ønsker at være en del af vort kulturelle og historiske fællesskab, fremstår således ikke bare som en nødvendighed, men som en kær pligt. Ikke mindst fordi det giver os mulighed for at hjælpe andre med større behov for hjælp.
