Mange udefrakommende ser hellere danskernes hæl end tå

Vi kan lige så godt vænne os til det. Der synes nærmest at være gået mode i som tilvandret at forsøge at få danskerne ud af Danmark.

 

Ikke alle begrænser gruppen af danskere, der skal skride ud af deres land, som sygeplejersken Harun Demirtas gør det. Så vi kan ikke vide, hvilke befolkningsgrupper, der kan være uønsket af tilvandrede personer, som befolkningen i øvrigt aldrig er blevet spurgt, om de ville have som medborgere.

 

Det forjættede Danmark

Ayhan Al Kole kom til Danmark med sine forældre fra Irak. De havde på forunderlig vis fundet frem til Danmark højt mod nord ved nøje at studere en globus og lægge øret til jorden: Hvilket land var mon bedst at vælge, når man nu ikke ønskede at blive blandt sine egne kulturelle og religiøse rødder i de nærliggende lande? Og valget faldt altså på det kristent funderede Danmark.

 

Lægen priser sine forældre, der har gjort alt, hvad der var dem muligt, for at sønnen skulle kunne gebærde sig i et moderne sekulært demokrati, efter at de var rejst fra et brutalt islamisk diktatur.

 

Forældrene har arbejdet på at indrette sig efter danske – sikkert helt uforståelige – skikke og regler og har forsøgt at lære sig selv og sønnen om dansk kultur og traditioner.

 

Men Al Kole er vist ikke helt enig med sine forældre. På trods af, at han ved hjælp af de danske skatteydere har fået en lang og prestigefyldt uddannelse som læge, vejer det tungt, at han er blevet uforskammet behandlet af danskerne. Så han bryder sig bestemt ikke om os, må man forstå.

 

Hjemlandets kultur sidder hos alt for mange – uanset længden af uddannelsen – på rygmarven og er ikke sådan at slippe af med: Offerkulturen, den ekstreme følsomhed, hovmodet, intolerancen, forstillelsen, forurettelsen, og den allestedsnærværende lurende vrede.

 

Ayhan Al Kole mener tilsyneladende, at de, der har trådt ham over tæerne, skal forsvinde ud af landet. Helt i tidens ånd og med den ret, tilvandrede har tiltaget sig over årene, funderer han over, ”hvilket land denne ubehøvlede, ubehagelige og uordentlige gruppe skal fly til”.

 

Denne gruppe uønskede danskere har myldret omkring ham fra barnsben til den dag i dag.

 

Offerkulturen fornægter sig ikke

Der er vel ikke noget at sige til hans antipati mod danskere generelt, når man læser om de modbydeligheder, vi danskerne har budt ham gennem hele livet. For slet ikke at tale om hans danske patienters horrible opførsel.

 

Her er et lille udsnit af hans klagesang:

”Ugentlig sidder jeg over for en patient, som enten ikke vil give mig hånden (sic.) eller taler nedsættende, fordi jeg ikke er etnisk dansk. I alle mine år i Danmark – fra folkeskole, gymnasium, universitet, arbejdsplads – har jeg måtte lade mig blive ydmyget og skældt ud af lærere, kolleger og patienter, fordi ”min gruppes” opførsel er uanstændig.”

 

Al Kole klager videre: ”Hør, jeg har et personligt ansvar for mine egne handlinger! Hvorfor skal jeg bøde for andres fejl og mangler? Er det en dansk skik ikke at se og respektere individet?”

 

Jeg gætter på, at de ”ubehøvlede” lærere, lektorer og hans kolleger på hospitalet i forbindelse med endnu et islamistisk terrorangreb har spurgt Al Kole om, hvad han mener om det. Og det har fået ham op i det røde felt.

 

Jeg kæmper med ikke at betvivle disse scenarier, mens jeg prøver at visualisere en skolelærer, der bøjer sig over den lille Ayhan og vredt anklagende siger: ”Og hvordan vil du så liiige forklare og forsvare Osama bin Ladens angreb på World Trade Center.” Min fantasi må give op.

 

Min fantasi rakte heller ikke til, da jeg læste, hvilke svinske bemærkninger Al Kole bliver udsat for af sine patienter: ”dit usle kryb, gift for samfundet, nasserlæge, perkerlæge, tilbagestående svin, du har dræbt vores far.”

 

Overdrivelse fremmer ganske vist forståelsen, men måske kan man drive det så langt ud, at det virker mildest talt usandsynligt.

 

Og her gik jeg og troede, at stort set alle undervisere på såvel skoler, gymnasier som universiteter samt hospitalspersonale overvejende var venstreorienterede eller kulturradikale, altså de grupper der lefler mere for islam end nogen andre.

 

Han sætter dog navn på nogen af de ubehøvlede, nemlig ”nationalisterne”, som han kalder den højrefløj, han selv forsøger at komme til at repræsentere. Men dem er der vist ikke mange af på de nævnte institutioner.

 

Kærlighed til Danmark

Man behøver overhovedet ikke at tvivle på, at Al Kole på trods af alle fortrædelighederne elsker  Danmark meget højt, selv om kærligheden til danskerne kan ligge på et meget lille sted.

 

Han tager med begejstring medejerskab på danskheden: Vores kongehus, vores demokrati, vores ligeværdighed, vores tolerance. Sidstnævnte er så dét, der blev landets ulykke – og med årene meget tyndslidt.

 

Det synes dog at grænse til masochisme, at man kan elske et land, beboet af så mange afskyelige personer.

 

Det ville være rart med et forslag til, hvilket land han mener, vi danskere skal slå sig ned i, når han og andre tilvandrede beordrer os ud af vores eget land.

 

Det er ærlig talt ved at være lidt trættende. Først kommer folk uinviteret fra de fjerneste egne af verden. Dernæst tvinges vi til at betale til dem i mange, mange år, indtil nogen af dem kan klare sig selv. Derefter kan vi godt skride.

 

Al Koles forældre har lært ham, ”at hvis noget skal forandres i denne verden, så stil dig forrest i kampen, tro på det, og vær tålmodig.” En virkelig god læresætning. Kunne den ikke bruges i hjemlandet?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…