100 året for afslutningen af Første Verdenskrig – den røde valmue og de hvide fjer

I går, Søndag den 11 november 2018 blev faldne fra to verdenskrige mindet i det meste af Europa!

 

Dagen i år er speciel, da den markerer hundredeåret for våbenstistanden i første verdenskrig, krigen der skulle enden alle krige!

 

The Red Poppy

Millionvis af soldater fra England, Frankrig Tyskland, Østrig/Ungarn og Rusland omkom i blodbadet. Son tegn herpå bærer mange englændere i november måned en rød valmue i deres knaphul.

 

Men hvorfor lige valmuer? Valmuer kræver lys for at gro og blomstre, frøet kan ligge i dvale i 80-100 år inden den ved en tilfældighed kommer til overfladen og kan blomstre. I Flandern i Belgien, hvor nogen af de blodigste kampe foregik omkring Ypres, og hvor de britiske tropper kæmpede og faldt, blev jorden i den grad endevendt, det medførte at valmuer skød op overalt.

 

Efter den anden Ypres offensiv, bemærkede en canadisk læge, at nær en kirkegård i Flandern blomstrede der valmuer, det inspirerede ham i 1915 til at skrive et, i den engelsktalende verden berømt digt, ”In Flanders Fields”, “In Flanders fields the poppies blow, Between the crosses, row on row.” Den røde valmue blev et symbol på krigen. Og bruges altså den dag i dag til at mindes de mange ofre for  første verdenskrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

 

The Double Thankfull

Hver eneste by, og landsby i England har et  mindesmærke hvorpå byens faldne sønners og fædres navne er indmejslet.

 

I går kimede klokkerne så atter igen i alle Engelske byer til minde for de faldne, og til minde om at slagteriet var endt.

 

Dog, der var undtagelser, i Llanfihangel y Creuddyn nær Aberystwyth, Ceredigion, og Herbrandston i Pembrokeshire, forblev klokkerne tavse!

 

Det var der en særlig god grund til, begge disse byer kaldes ‘double thankfull’ det skyldes at alle, der kæmpede I første og anden verdenskrig, fra disse byer kom hjem!

 

En tredje by i Wales, Colwinston i Glamorgan dalen, betegnes som en taknemmelig landsby, alle fra denne by, der deltog I første verdenskrig kom hjem, under anden verdenskrig mistede landsbyen fire soldater.

 

Sheila Rattray’s bedstefader William Davies, var en af de heldige fra Llanfihangel y Creuddyn. Han blev rytter ved The South Wales Borderes regiment. Mrs Rattray fortæller, at han havde arbejdet med heste på gården Cynon Fawr inden sin indkaldelse til hæren. Jeg mener at vi her I vores landsby er heldige ikke at have et krigsmindesmærke, det er vi meget taknemmelige for.

 

Hendes bedstefader kan ses på dette foto, hvor han ridder på en af sit regiments heste.

 

I England og Wales er der registreret 32 byer der kan kalde sig taknemmelige byer og 13 der kan kalde sig ’dobbelt taknemmelige’. Den lokale skoleleder Gerald Morgan, der er en interesseret historiker har fundet disse byer. Han har lavet en liste der tæller 11 personer fra landsbyen, deriblandt den lokale præst som gjorde tjeneste i Irak (Mesopotamien), Egypten og Palæstina som feltpræst.

 

Det er jo et lille samfund, siger Gerald Morgan, men at alle kommer uskadte hjem er trods alt noget.

 

Begrebet ’dobbelt taknemmelig’ skyldes en journalist ved navn Arthur Mee, der brugte det i den første af en række guides, The Kings England, ’Det forunderlige land’ i 1936.

 

Værnepligt

I marts 1916 indførte England værnepligt for alle ugifte mænd I alderen fra 18 til 41 år, undtaget herfra var uegnede på grund af sygdom, præster, skolelærer, og særlige grupper indenfor industrien, endelig var også militærnægtere undtaget, de fik civile jobs, eller gjorde tjeneste bag fronterne.

 

Læs også
Boganmeldelse: Et gennemgående nobelt menneske

Blot to måneder senere, i maj 1916 blev værnepligten udvidet til også at omfatte gifte mænd. Værnepligten omfattede ikke irlændere grundet påskeopstanden, det forhindrede dog ikke mange irlændere i at deltage i krigen på engelsk side.

 

Ca. 886.000 engelske soldater omkom i første verdenskrig af dem var ca. 40.000 walisere. Alle kender nogen der er blevet dræbt i krigen.

 

England, tvungen værnepligt og militærnægtere

Værnepligtsloven var den første af sin art i England, tvungen værnepligt medførte ikke noget stort antal militærnægtere. De der blev fritaget for militærtjeneste blev det af humanitære, politiske eller religiøse grunde. Andre grunde kunne være økonomiske f.eks. forsørgelse af en stor familien, eller uundværlighed i landbruget og industrien etc.

 

Over hele England blev det oprettet hen ved 2.000 såkaldte tribunaler der skulle bedømme ansøgernes bevæggrunde for ikke at ville gøre militærtjeneste. Tribunalerne var formodet at skulle være upartiske, men det var langtfra altid tilfældet. Det omgivende samfund levede i en national rus, og det smittede af på tribunalernes afgørelser, det var ikke til fordel for ansøgeren.

 

Under hele krigen blev der registreret 16.000 militærnægtere, numerisk en minoritet, på baggrund af at der var ca. 8.000.000 i de væbnede styrker.

 

Tribunalerne var sammensat af otte til ni dignitarer fra lokalsamfundet og militærpersoner, alle uden et egentligt kendskab til love og forordninger. De var som regel alle fortalere for krigen, og det afspejledes også i deres afgørelser. Selve proceduren varede som regel kun 10 minutter, ansøgeren havde lov til at medbringe en advokat eller en, af vedkommende udpeget bisidder, der kunne støtte ansøgeren i hans begrundelse for fritagelse.

 

Begge parter kunne appellere afgørelsen til en højere instans, hvor det var statsembedsmænd der påhørte parterne. De fleste sager blev afvist, og ansøgeren måtte gøre tjeneste ved fronten.

 

John Shallis ansøgte om fritagelse for militærtjeneste, hans begrundelse var familiebesværligheder, hans moder er i ansøgningen beskrevet som værende ’krøbling’ grundet et brækket ben, faderen gjorde tjeneste ved hjemmeværnet (territorial army), men det var hans arbejde i våbenindustrien der gjorde udslaget for ham, han blev bevilliget fritagelse.

 

Den 26 oktober 1917 ansøgte Clifford Carrington også om fritagelse, det skete ved et tribunal nær Manchester, udfor hans navn har man noteret ’eller hans broder’. Broderen Harold Carrington må have trukket det korteste strå, han blev sendt til fronten sammen med The Prince of Wales, Volunteers 2.Batalion. I arkiverne kan man finde en notits fra 17. november 1918 hvori der står, at Harold er død som følge af sine sår.

 

Broderen Clifford Carrington undgik ikke sin skæbne, en meddelelse om at Clifford, der havde meldt sig til The Cheshire Regiment var blevet tildelt en medalje, viser at han endte med at komme i militæret. Clifford har sandsynligvis ikke haft noget valg. Tabene ved fronten gjorde at rammerne for afslag blev udvidet i takt med disse tabs omfang. Det gjaldt også de som man i 1916 undtog for militærtjeneste. I 1918 blev mange af disse indkaldt alligevel, for eksempel minearbejdere,man havde brug for flere soldater.

 

Mange der tidligere havde fået tilstået fritagelse, fik nu deres sager genoptaget, og hvis deres situation havde ændret sig til det bedre, fik de frataget deres fritagelse. Værnepligtsalderen blev også forhøjet nu til 51 år.

 

Dertil kom, at det at være militærnægter aldeles ikke var populært i det omgivende samfund, det var ikke velanset at være militærnægter, de, deres familie og venner oplevede ofte fjendtlighed fra deres omgivelser.

 

Læs også
Spændende bog om Svenskerkrigene – her blev grunden lagt til den moderne centralstat

The White Feather

Under krigen uddelte kvinder hvide fjer til mænd der ikke havde meldt sig til krigstjeneste og bar uniform, et symbol på disse ikke uniformeredes fejhed. Admiral Charles Fitzgerald organiserede i samarbejde med Mrs. Humphrey Ward, en i datiden fremtrædende forfatter, organisationen ”The White Feather”.

 

Organisationens mål var at få kvinder til at uddele hvide fjer til de mænd der ikke bar uniform, og der med gøre dem til skamme. Dette skabte imidlertid problemer for de mænd der arbejdede i våbenindustrien, heller ikke offentligt ansatte gik ram forbi.

 

Det foranledigede, at Indenrigsmisteriet udstyrede disse grupper med et badge med ordene: ”King and Country” for at indikere at de tjente landet uden at være uniformeret. Værst var det for de mænd som af en eller anden grund var blevet sendt hjem fra fronten, altså veteraner, de blev også intimideret af kvinderne og deres hvide fjer. De blev derfor udstyret med et såkaldt ’Silver War Badge’

 

Gullasch Baroner i Danmark

Danmark deltog som bekendt ikke i første verdenskrig, vi var sammen ned Norge og Sverige neutrale. I Danmark opstod der en social klasse bestående af de som levede højt på krigen gennem leverancer af fødevare til de kæmpende ved fronterne. Medlemmerne af denne klasse af ’ny rige’ blev betegnet som ’gullasch baroner’. De blev lagt for had og gjort til grin af bladtegnerne i datidens aviser og tidsskrifter.

 

De fødevare som disse gullasch baroner solgte videre til de krigsførende lande var overvejende af 2. og 3. kvalitet. Dåsekød indeholdt meget ofte ben rester, og rester af indvolde tarme etc. Mange blev hovedrige på denne handel, men skæbnen indhentede dem i forbindelse med børskrakket i 1929 i USA, og den påfølgende depression som bredte sig over hele den vestlige verden i trediverne fem til anden verdenskrig.

 

Mangen en gullasch baron begik selvmord over tabet af socialstatus og penge efter 1929.

 

Sic transit gloria mundi!

 

BBC, BBC, Berlingske

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…