Ny bog: Kim Larsen. De unge år – en bog man sluger

Som anmelder er det ens klare pligt at anmelde den bog, som nu engang foreligger, og ikke den bog, man måske gerne kunne have tænkt sig. Dette er en grundpræmis for anmelderi.

 

Kim om unge Larsen

Jens Andersen, ph.d. i nordisk litteratur, har skrevet en lang række fremragende biografier om bl.a. H.C. Andersen, Astrid Lindgren og Tove Ditlevsen.  En biografi er kendetegnet ved, at forfatteren søger at afdække alle hjørner af et menneskeliv – kærligt, men kritisk.

 

Denne bog er ikke en biografi. Det er heller ikke en samtalebog mellem lige parter. Det er en bog, hvor Kim fortæller om den unge Larsen. Man kunne kalde det mikrofonholderi, hvis det ikke var et så negativt ord. Det er nemlig vigtigt at understrege, at J.A., som fortælleren Larsen kalder ham, fuldt ud er opmærksom på, hvilken bog han har udgivet, og han stikker intet under stolen i forordet. Bogen er et resultat af syv samtaler á tre timers varighed i løbet af foråret 2018, og rollerne var fordelt fra starten. Det er ikke bog om, men bog af Kim Larsen – med en anden penneholder.

 

Fra Mågevej til Sofiegården

Larsen er en glimrende fortæller, og man sluger bogen. Ikke fordi man ikke har hørt det meste før. Der er ingen vildt overraskende afsløringer. Det handler om en dreng, der vokser op med en enlig mor og en storebror i Nordvestkvarteret, efter at faderen er skredet. Om skolegang, biografturer, de første møder med musikkens verden – og kvindens. Der lægges ikke skjul på, at de musikalske forudsætninger hos den senere nationalskjald var yderst beskedne. Højskoleophold på Askov. Seminarist. En kort tid som folkeskolelærer på Amager. Gasolin’. Vi slutter i foråret 1971 – lige før pladedebutten. Den bratte og tidlige afslutning har selvfølgelig en naturlig årsag. Guess what!

 

Næsten en tredjedel af bogen består af billeder. Det virker, som om man har tømt familiealbummet. Meget af det, som Kim Larsen fortæller om sin opvækst, kan mange nikke genkendende til. Hans erindringer læses nok mestendels, fordi sangeren blev en gudsbenådet sangskriver. Men det blev han først længe efter bogens sidste punktum. Beretningen er et fint tidsbillede. Under læsningen hører man hele tiden Kim Larsens karakteristiske stemme. Jargonen er intakt. Sgu eddermame!

 

Gasolin’ – et band mellem to stole

For læsere med interesse for dansk populærmusik i 60’erne og frem er der nok visse ting at hente. Men man undrer sig gang på gang over Larsens begrænsede univers. Til gengæld får vi for 117. gang konflikten mellem Larsen og Franz Beckerlee, som tog livet af Gasolin’ – et navn, som Kim i øvrigt slet ikke brød sig om. Det mærkeligste er egentlig, at bandet holdt så længe. Et bluesorkester blev et poporkester, og det var ikke en lykke for alle i gruppen. Kim Larsen trak det længste strå. Han blev verdensberømt i Danmark. Hvor mange kender de andre fra Gasolin’?

 

Alle elsker Larsen. Sådan har det ikke altid været. ”Lune Larsen” var jo ikke så lun, når det kom til stykket – hvilket han heller ikke lægger skjul på i sin bog. Han var et kompliceret og intelligent og rimeligt belæst menneske, som midt i livet ofte reagerede som en gammel, vred hanelefant.

 

Under læsningen kan man ikke lade være med at genlytte Gasolin’s og Larsens mange sange. Hold op hvor er der mange gode imellem! Men dem handler bogen ikke om. Vi må nøjes med at hygge os med Larsens ungdomserindringer og håbe på, at der snart skrives et grundigt og kritisk værk om hele hans produktion. For selv om liv og værk hænger sammen, er det værket, der vil blive stående.

 

Jens Andersen, Kim Larsen. Mine unge år.

Politikens Forlag 2018, 328 sider, rigt illustreret, 300 kroner.

Torsten Dam-Jensen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…