Kasper Støvring i ny bog: “I Vesten opfører man sig, som om resten af verden er en blank tavle, hvorpå man kan skrive frit”

Kasper Støvring (Foto: Mosbjerg folkefest)

Gensyn med fremtiden, et essay om den nye verdensorden af Kasper Støvring.

Af Bitten-Kirsti Nielsen

 

Gensyn med fremtiden er et analytisk værk rig på detaljer, som med stort udsyn sammenkæder og forklarer afgørende politiske begivenheder i tiden, hvordan de opstod, hvilken betydning de har, og hvor de peger hen. En fremstilling der hjælper læseren til et samlet overblik over den for Vesten så foruroligende nye verdensorden. Det er en bog, der vækker til megen eftertanke og bør give anledning til diskussion.

 

“I Vesten opfører man sig, som om resten af verden er en blank tavle, hvorpå man kan skrive frit”, udtrykker Kasper Støvring. En anskuelse som er et af bogens ledetråde, og som betog mig med sit pletskud om Vestens universalistiske drøm. Bogen er som et spejl, der burde holdes op for Vestens utopiske, elitære sværmere, som ikke synes at kunne eller ville se dem selv og deres politik i en virkelighed, der er stærkt i strid med drømmen om det universelle, liberal-demokratiske projekt.

 

I stedet oplever vi den vestlige elite stå fast på den opfattelse, at alle kulturer på bunden er ens bare med lidt folklore som fernis, og at alle ikke-vestlige kulturer som noget helt naturligt bestræber sig på at indføre den liberal-demokratiske model som den eneste logiske styreform. Når disse lande ikke er nået dertil endnu, skyldes det ifølge tidl. udenrigsminister Søren Pind, som her omtales, at de befinder sig på forskellige stationer på deres lineære, opadgående rejse mod den universelle civilisation, som ifølge Kasper Støvring dog også kan gå i ring.

 

Og store i slaget er de, Vestens liberale sværmerne, når det handler om at skabe orden i andre lande og forsvare menneskerettigheder, mens det kniber gevaldigt med at forsvare Vestens kultur, beskytte grænserne og sikre deres egne befolkninger. Her må vi se langt efter løsninger på de voksende problemer under globaliseringens vilkår og “nødvendighedens politik”, ifølge politikerne, med en indvandring, som er i gang med at ændre den vestlige verden.

 

Efter murens fald troede man i Vesten, at demokratiet som en selvfølge måtte vinde frem og “stråle over verden til historiens ende”, som forfatteren udtrykker det. Ja ifølge Gorge W. Bush’s filosofi var det “den mest ærværdige styreform, en Guds gave forankret i selve det menneskelige samfunds væsen”. Men det skulle snart ændre sig.

 

Den arabiske verden og Tyrkiet

 

Da Vesten intervenerede Irak, var det først med et sikkerhedspolitisk sigte, der udviklede sig til et “Nation building-projekt”, som skulle gennemtvinge demokrati med magt, og som efter diktatorens fald med Støvrings ord “ville få alle til at springe ud som fuldt færdige liberale demokrater” og blive borgere i en demokratisk globalisme. Dette gælder i øvrigt også med interventionen i Afghanistan.

 

At gå militært ind i Irak var som at stikke fingrene i en hvepserede med lukkede øjne, for det afstedkom et totalt uoverskueligt kaos med krig, terror og en tilsyneladende uoprettelig opløsning af den orden, der måtte have været under Saddam Hussein. Hvorfor tog Vesten fejl? Fordi den her havde at gøre med en ukendt kultur.

 

Mens den vestlige kultur som bekendt hviler på Oplysningstidens ideer om frihed og lighed i en retsstat, er den arabiske kultur præget af klansamfund uden demokratiske traditioner eller national loyalitet og desuden styret af en autoritær, fundamentalistisk religion, hvis endemål ifølge en totalitær fortolkning af Islam er erobring af verden.

 

Derfor er det ikke særlig oplagt, at de liberale værdier skulle være “menneskeåndens universelle værdier”, som Tony Blair har udtalt, og at ønsket om personlig frihed, som vi kender det, gælder for alle i denne verden. Dertil er de kulturelle forskelle for store. Med det arabiske forår så Vestens ledere imidlertid lys forude for verden, men det var et forår, der hurtigt blev til efterår og isvinter for dem, der håbede på det globale demokratis sejr. For med diverse diktatorers fald fra magten fulgte mere krig, mere islamisering, mere anarki og store flygtningestrømme.

 

At tro, at oprørerne i Mellemøstlandene skulle kæmpe mod Islam med ønsket om indførelse af demokrati, og at revolutionerne her kan sammenlignes med Murens fald, er en stor misforståelse hos Verstens “revolutionsromantikere”, som de her kaldes, i deres solidaritet med de undertrykte masser. Tværtimod har vi set Islam gå stort frem over hele linjen ved diverse valg i disse lande og medført en stigende vrede mod Vesten. Dertil kommer, at det ville være passende, om det var araberne selv, der intervenerede og ikke Vestens unge mænd.

 

Også Tyrkiet bevæger sig nu i en mere islamistisk retning med stor opbakning i befolkningen og fjerner sig fra Vesten. Tyrkiet er en islamisk stat, som med magt har opretholdt en sekulær stat på trods af en stærkt religiøs befolkning, hvis osmanniske rødder ikke fornægter sig. Erdogan står stærkt hos den tyrkiske befolkning, og ingen ved rigtigt, om han vil forsøge at bringe Tyrkiet tilbage til det osmanniske storrige med sig selv som leder.

 

Historiens genkomst – Rusland

 

Rusland, der i dag er en nationalstat, er kernestaten i den ortodokse civilisation. Rusland er ikke et vestligt land og bør ikke være et forbillede for Vesten, som Støvring ønsker at slå fast. Den russiske kultur er unik, omgærdet af mystik med sin dybe forankring i den russiske bondekultur og russiske historie.

 

Russerne er stolte af deres land, og Putin er stormende populær, da han ses som den leder, der kan bringe Ruslands storhed tilbage. Landet har siden 1990’erne lagt demokratiseringsprocessen bag sig, som de oplevede som et påtvunget fejlprojekt og en krænkelse af deres nationale stolthed. Ruslands økonomiske fremtid synes usikker på grund af Vestens sanktioner, som de forsøger at forholde sig til med lav gæld og lav inflation. Imens venter Vesten på, om Rusland vil bøje af for presset, men sanktionerne kan lige så godt føre til en decideret anti-vestlig holdning, der med bogens citat fra fatteren Solsjenitsyn beskrives som fordummet i materialisme og sociale relationer organiseret under de ”abstrakte menneskerettigheders regimente”.

 

Ser russerne Vesten som en trussel? Vi med “det Godes regime og den liberale konsensus”, som det udtrykkes i bogen. Og skal vi forstå Ukrainekrisen som Ruslands forsøg på at modvirke vestliggørelsen af den slavisk-ortodokse civilisation og (EU’s) udvidelsestrang? Ganske interessant er det, at russerne i disse år orienterer sig mod den nye stormagt Kina.

 

Hvorom alt er, så markerer Rusland sig igen som stormagt og geopolitisk storspiller med den “uretmæssige” annektering af Krim, som Kasper Støvring skriver det, og med indflydelse i flere områder blandt andet Georgien og Moldova og med ambitioner om at styrke sine interesser i Østeuropa.

 

Vesten har brug for Rusland som allieret i kampen mod bl.a. Islamisk Stat, mener forfatteren, og afslutter sit afsnit om Rusland med en række teser om, hvordan Europa bør forstå Rusland og etablere et fornuftigt naboskab med landet. Som et af punkterne nævnes de europæiske lederes dæmonisering af Rusland som skræmmebillede med det formål at skabe en fælles fjende, der skal samle europæerne om et skræntende EU.
Rusland er en stormagt, der er ved at genfinde sit eget værd. Drømmer Rusland mon om at vende tilbage til den gamle russiske storhedstid med sin særlige kultur og traditioner?

 

Historiens genkomst – Kina, verdens måske kommende største stormagt
Kina er en ældgammel civilisation, der hviler på den konfucianske lære med dens regler om ærlighed, loyalitet, pålidelighed og standhaftighed, hvor kollektivet kommer før individet.

 

I Kina står statens suverænitet over den folkelige suverænitet, men statens rolle er til gengæld at beskytte borgerne. Kineserne synes at være ganske tilfredse med deres autokratiske, kapitalistiske og centrale styreformen og stræber ikke efter den Vestlige model. Staten, der per tradition betragtes af kineserne med stor tillid, har til opgave at bevare nationen og undgå kulturelt forfald som i ”dekadente Vesten” med vores ungdomsoprør og dovne og snavsede hippier. Sådan bliver Vesten åbenbart fremstillet som skræmmebillede i skarp kontrast til det karakterfaste menneske, man gerne vil fremme i Kina. En fornøjelig pudsighed er i øvrigt, at langhårede hippier ikke bliver lukket ind i Singapores lufthavn, før de er blevet klippet.

 

Kina, der tidligere i historien har haft enorm magt, må igen anses for en stormagt både økonomisk, politisk og militært (Kina holder fælles militærøvelser med Rusland). Kina er i gang med en meget stor ekspansion med store bosættelser af “Han-kinesere” i Tibet, hvor de siges at undergrave civilisationen der, men i Kina tages der ikke hensyn til de såkaldt “universelle menneskerettigheder”. Derfor fører Kina en benhård udenrigspolitik, som vi også ser dem demonstrere i Afrika.

 

Vestens kulturelle forfald

 

Vejen til Vestens storhedstid er sket som en udvikling gennem flere århundreder, hvor ideer fødtes, og adfærdsmønstre opstod og formede den vestlige, unikke kultur. Der udvikledes efterhånden stor sammenhængskraft med tradition for konkurrence og kapitalisme til følge og for ejendomsretten, som lagde grunden til det repræsentative styre.

 

Men store civilisationer kan som nævnt gå i ring. De opstår, går ned og forsvinder, men kan opstå på ny og ændre magtbalancen i verden. Kultur, der ofte er forbundet med religion, og som styrer vores identitet og adfærd, er knyttet til magt, for “kultur er identisk med magt”, understreger forfatteren.

 

Står Vestens storhedstid for fald? Ingen kan vel sige det med sikkerhed, men tendenser peger i den retning. Der sker en demokratisk nedgang, svækkelse af Kristendommen, stigende social ulighed, stigende islamisk indflydelse med parallelsamfund og kriminalitet, pres på ytringsfriheden og en tolerance, der truer samfundet.

 

Vi priser vores uddannelsesniveau, vores retssikkerhed, at meritterne tæller mere end kontakter, når vi vil gøre karriere, og at der er tillid mellem borgerne. Alligevel håner vi vores flag, vores kongehus, vores kirke, helligdagene og vores madkultur, og vi oplever en voksende kløft mellem borgerne og den såkaldte elite. Ved opløsning af normerne skabes usikkerhed. Det er en farlig udvikling, der gør os skrøbelige, for fortsætter vi ad denne vej, står andre kulturer med al tydelighed parate til at tage over.

 

Men Vestens eliter er uvidende og præget af en ønsketænkning, der risikerer at fremprovokere konflikter, ikke alene ude i den store verden, hvor de forventer at møde forståelse for vestlig forhandling og konsensus, men også hos dem selv. For her skærpes kløften mellem elite og en befolkning, der føler sig hægtet af.

 

Europa står i stigende grad alene og ser nye spillere storme frem, ikke mindst Kina. USA, der har domineret verden i det meste af den 20. århundrede, er ikke mere den sikre partner for Europa, for landet står i dag med store identitetsproblemer på grund af den kæmpe tilstrømning af latinamerikanere, siden USA opgav sin kvotepolitik i 1965. Det er en indvandring med rødder i katolisismen, der med sit andet forhold til Biblen og Gudsdyrkelsen nu rokker ved den fælles anglo-protestantiske kernekultur, som de første britiske bosættere førte med sig til det nye land.

 

I spidsen for Europa står Angela Merkel med sine dybt forankrede ideer om universel humanisme, åbne grænser og opgør med nationalstaten. Det har ført til en destabilisering af det politiske system overalt i Europa med det resultat, at EU-systemet med sine anstrengelser for at drive os mod Europas Forenede Stater synes at smuldre.
England er på vej ud, de illiberale visegrad-lande har et tvivlsomt forhold til Bruxelles, og i Tyskland med AFD og Østrig med ÖFP kommer utilfredsheden med EU til udtryk ikke mindst på grund af den ukontrollerede indvandring til Europa med adfærd og symboler, der kolliderer for åbent tæppe med europæerne og de vestlige værdier. At den islamiske indvandring, med dybe rødder i den islamiske fundamentalisme, aldrig vil bøje af for de vestlige værdier, synes dog helt uforståeligt for den vestlige elite.

 

Konklusion

 

Kasper Støvring har valgt at lade begrebet kultur med dens væsen og betydning være ledetema i bogen, som han selv udtrykker det, tillige med de tre ord “fejl”, “forkastelig” og “farlig”, som den røde ledetråd.

 

Den vestlige elites fejllæsning af andre kulturer og dens aktivistiske forsøg på med magt at presse egne værdier ned over andre kulturer er forkasteligt. At føre sig frem med arrogance over for andre lande er farligt. Dæmoniseringen af Rusland kan være farlig for ikke at tale om planer om vestlig intervenering i Syrien. Men elitær arrogance kan også vise sig at være farlig på hjemmefronten.

 

Den hovedløse indvandrerpolitik har skabt vrede og frustration hos europæerne, ikke mindst fordi eliten fejer deres protester af bordet som populisme. Dertil kommer den uro, som terror og kriminalitet har skabt. Sker der derfor ikke en “genopretning af ro og orden ad demokratisk vej, bliver det de sataniske vers, man i så fald vil komme til at lægge øre til”, vurderer Kasper Støvring.

 

https://www.saxo.com/dk/gensyn-med-fremtiden_kasper-stoevring_hardback_9788799821174

Forlag: Munch & Lorenzen.
Bogen er på 229 sider

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…