Inger Støjberg var i kontakt med den mand, der nu er sigtet for drabet på en kvinde i Hadsund og forsøgte at partere liget

For udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skulle lørdag aften den 10. november blot have været en hyggeaften sammen med en flok naboer og nogle veninder.

 

Men aftenen endte med, at Inger Støjberg blev konfronteret med den 28-årige mand, der nu er sigtet for at have dræbt en 40-årig kvinde i Hadsund og ifølge politiet efterfølgende havde forsøgt at partere liget.

 

Det skete på Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund, hvor hun efter en koncert sad og hyggede sig sammen med sin veninder, skriver Inger Støjberg søndag aften på sin facebookside.

 

Den sigtede mand tog kontakt og indledte en samtale

På sin facebookside beskriver Inger Støjberg forløbet således:

 

”Som det har været beskrevet i medierne, så skete der natten til søndag 11. november en forfærdelig forbrydelse i Hadsund, hvor en 40-årig kvinde blev dræbt.

 

Politiet har sigtet en 28-årig mand i sagen, som nu også er blevet varetægtsfængslet.

 

Ud fra det signalement, der blev givet efter grundlovsforhøret af ham i søndags, har jeg kontaktet politiet, og jeg har efterfølgende afgivet min vidneforklaring i dag,” skriver Inger Støjberg og fortsætter:

 

”Årsagen er, at den sigtede og varetægtsfængslede 28-årige mand hen på aftenen lørdag den 10. november tog kontakt og indledte en samtale med mig. Det skete efter en koncert, mens jeg sad og hyggede mig sammen med en flok naboer og veninder på Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund. Kort derefter inden midnat tog både jeg og mine veninder hjem.”

 

Vil bidrage med alt, der kan hjælpe politiet

På sin facebookside skriver Inger Støjberg videre:

 

”Jeg ønsker selvsagt at bidrage med alt, hvad jeg kan, for at hjælpe politiet til hurtigt at opklare den forfærdelige forbrydelse.

 

Det er en meget alvorlig sag, og mine tanker er først og fremmest hos kvinden og hendes efterladte. Jeg ønsker derfor ikke at sige mere om sagen i offentligheden, og det håber jeg, at alle vil respektere,” slutter Inger Støjberg.

 

Dem drabssigtede fortsatte byturen til et nyt værtshus

Efter at den drabssigtede forlod den Grå Kok Vinkælderen fortsatte han sin bytur til Jagtstuen i Hadsund.

 

Her ankom han ifølge Nordjyllands Politi klokken 00:16 og mødte den nu dræbte 40-årige kvinde fra Viborg.

 

De forlod stadig ifølge Nordjyllands Politi værtshuset klokken 01:08 og små fire timer senere fik politiet en anmeldelse om fundet af et kvindelig i en garage på Nørregade.

 

Politiet anholdt på stedet den nu drabssigtede 28-årige mand, som udover at nægte sig skyldig ikke vil udtale sig til politiet.

 

Han blev i søndags den 11. november varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…