Mindelunden
Med skam at melde har jeg aldrig besøgt Mindelunden i Ryvangen. Men da kirken arrangerede en tur dertil, var chancen der. Det blev en særdeles tankevækkende oplevelse. Også takket være gode guider.
Flere ting var overrasende. F. eks. kendsgerningen, at ud af de godt hundrede henrettede frihedskæmpere, var langt de fleste blevet skudt i foråret 1945. Altså lige inden befrielsen.
At gå rundt på arealerne ved den nedlagte kaserne, hvor tyskerne havde hovedkvarter, levnede tid til eftertanke. Hvor var det dog alt for få, fordelt udover landet, der talte imod tysk besættelse af landet.
Men grunden var vel den danske regerings samarbejdede med – og accept af – besættelsesmagten. Og en sammenligning med nutidens stigende islamiske udbredelse og besættelse af vort land – ligger lige for.
Regeringen anerkender samarbejdende de kulturfremmedes tilstedeværelse, selvom deres indflydelse bliver dyrere og bevidst markant krævende, misbrugt af demokratiske spilleregler, vi selv har vedtaget.
Men selv rimelighed har sine grænser. Under krigen var målet nået den 29. august 1943, hvor tyskerne blev vrede og trætte af det stigende antal strejker og sabotagehandlinger.
Tyskerne forlangte dødsstraf indført for sabotører, og den danske regering vågnede endelig op. Nu var det nok med freden, og den hidtil så tyskervenlige, radikale statsminister Scavenius, opløste regeringen.
Forholdet mellem Tyskland og Danmark kølnedes selvsagt, men jo mere tyskerne strammede grebet, des mere vågnede danskerne op. Flere modstandsgrupper opstod, og frihedskæmpere blev mere modige.
Men så langt skulle man altså ud, før det officielle Danmark handlede. Og frihedskæmperne fortjener stor ros og tak, fordi de – skønt stærkt i mindretal – fik regeringen og det danske folk vækket af dvale.
Visti Christensen
Otte betjente – en ”mistænkt”
Af forh. politi,- og bådredaktør…
Jørgen Mejrup, Svendborg
Selv om jeg holder meget af politiet: Så alligevel i al fredsommelighed. Dette er slet ikke ondt ment. Tværtimod.
Af en eller anden grund tiltrækker jeg politiet, når jeg står til søs i en af mine efterhånden skiftende både. Ordensmagten laver et seriøst og godt arbejde – også på havet: Ingen tvivl om det. Men af og til får det et lidt komisk skær.
Tre gange er jeg blevet stoppet til søs, og jeg forventer faktisk, at det sker. Ikke fordi jeg overtræder nogle forbud, men måske, fordi jeg sejler sjovt og ofte er den eneste mulige sørøver i patruljeområdet
Første gang blev jeg stoppet var i min daværende Arvor 20 som ikke kan plane. Betjentene mistede hurtigt interessen, og blev budt på en øl.
Pænt nej tak – Vi er i tjeneste.
Anden gang var jeg stort set helt alene på Sundet i en sejlbåd, da jeg fik øje på den orangefarvede gummibåd.
– De har sgu ikke noget at lave, tænke jeg og knappede aftenens første pilsner op. Så blev jeg bedt om at vise, om der var redningsveste om bord. Det er der altid.
”Forsat god tur, lød det fra betjenten.
Onsdag var i denne uge jeg lige ”en tur ude og vende” med min nye Ranger Tug (der er vist ikke andre både af bådtypen i Danmark).
Ud for den tidligere Svendborg Søfartsskole bemærkede jeg den orange gummibåd på vej ind i Sundet fra Tåsinge-siden – alle mand ombord var iført gule plastichjælme.
Det kan da ikke være politiet, tænkte jeg – en gummibåd lastet til kanten af granvoksne mænd. Gad vide, om de er på ej hjem efter en for tidlig julefrostkost.
Nåh pyt, hvis det er en politikontrol, så kom bare an.
Da gummibåden ændrede kurs tænkte jeg: Yes. Det e r sgu’ politiet, så jeg stoppede motoren og satte mig pænt til at vente, klar til at fortælle om alle bådens fortræffeligheder.
– Det er politiet, lød en stemme.
– Jeg kunne da på lang afstand se, at i gerne ville se mit nye skiv. Derfor stoppede jeg. Nu skal i bare høre…
Efter lidt bådhyggesnak, bemærkede ordførende betjent, at han gerne vil se, om jeg havde e n redningsvest om bord.
Der er fire.
– – Kan båden plane, spurgte den rare politimand?
– – Det tror jeg næppe, beklagede jeg.
– Nu glæder jeg mig blot til den næste gang, jeg møder vort hyggelige sø-politi. De stikker ikke!
Der er så meget, som jeg gerne vil fortælle om, hvis de gider lytte…