Politikere uddeler statsborgerskaber med rund hånd – de tænker ikke på konsekvenserne for det danske samfund

Foto: Steen Raaschou

Rundhåndet tildeling af danske statsborgerskaber uden erkendelse af konsekvenserne for det danske samfund

Af Jacob Rasmus Iversen

 

Ønsket om dansk statsborgerskab er naturligvis massivt for de fleste af de titusindvis af mennesker fra specielt ikke-vestlige lande, der er dukket op som f.eks. asylmigranter i Danmark over de sidste 30-40 år. For de fleste vil den danske velfærdsstat jo herved give dem muligheder og rettigheder så vel som økonomiske og sociale forhold, som de end ikke kunne drømme om i deres eget fødeland.

 

Diskussionen om krav til ansøgere om statsborgerskab

Hvad der skal kræves af disse udenlandske statsborgere, for at de kan tildeles dansk statsborgerskab, diskuteres i øjeblikket intensivt i medierne og blandt politikere, da der er et ønske om en opstramning af de nugældende vilkår. Det skal gøres vanskeligere at kvalificere sig til statsborgerskab.

 

Der er dog intet i diskussionen, der tyder på at de ændringer i kravene, som politikerne diskuterer og allerede er blevet enige om, såsom større selvforsørgelseskrav, skærpet krav i relation til begået kriminalitet, håndtryk mv. vil ændre noget af afgørende betydning for at erhverve dansk statsborgerskab.

 

Grundlæggende er ændringerne, om ikke petitesser, så dog af en sådan karakter, at det f.eks. er vanskeligt at forestille sig, at de alene vil ændre noget mærkbart på antallet af fremtidige tildelte statsborgerskaber, endsige garantere frasortering af uegnede ansøgere.  

 

Mange nye statsborgerskaber og massiv asylindvandring

De eksisterende krav har i perioden fra 2000 til om med 2017 resulteret i godt 150.000 (Kilde DS, Statistikbanken) tildelte nye danske statsborgerskaber. Der er aldrig tidligere i landets historie over så kort en årrække, blot tilnærmelsesvis, udstedt så mange statsborgerskaber til udenlandske statsborgere.

 

Det er også vigtigt at bemærke at ca. 90 % af de nævnte tildelte statsborgerskaber er gået til personer af ikke-vestlig oprindelse (Kilde DS, Statistikbanken)  

 

Alle udlændinge, der ønsker dansk statsborgerskab og opfylder kravene herfor, tildeles i praksis statsborgerskab (indfødsret). Der er intet årligt maksimum ved tildeling af statsborgerskaber eller andre begrænsninger f.eks. begrundet i kulturelle eller religiøse forhold som eventuelt kunne gøre et statsborgerskab problemfyldt for såvel ansøger som for Danmark. Der gennemføres f.eks. ikke en personlighedstest, der kunne indikere noget så afgørende som en kandidats demokratiske holdninger samt holdninger til normer og skikke i Danmark.

 

Folketingets godkendelse to gange om året af de ofte tusindvis af indstillede er i praksis blot en ukommenteret ekspeditionssag – et gummistempel. Det hører til sjældenhederne at politikerne, de endelige beslutningstagere, sætter spørgsmålstegn ved de personer, der indstilles til statsborgerskab af Udlændinge- og Integrationsministeriet – alle godkendes enstemmigt uden nogen egentlig debat.

 

Det skal dog nævnes, at DF siden 2017 som det eneste parti har stemt imod den lov, der skal godkende de indstillede til statsborgerskab. Indtil da har partiet år efter år, som alle de andre partier, stemt for alle indfødsretslove. Et af DF’s hovedargumenter for nu ikke mere at stemme for loven er, at flygtninge ikke skal gøres til danske statsborger, men hjemsendes så snart forholdene tillader det. Da DF står alene med sine synspunkter, betyder det intet i forhold til vedtagelsen af de årligt tilbagevendende indfødsretslove.

 

Befolkningsudskiftningen er igang

Med den ovenfor skitserede praksis har politikerne – med fuldt overlæg må det formodes – foranlediget at herboende udenlandske borgere i titusindvis bliver permanente indvandrere i Danmark – ja, resultatet af processen må vel betegnes som den ultimative indvandring, idet disse mennesker konverteres til danskere med bl.a. fuld stemmeret, og således har ligeså meget indflydelse på dette lands indretning og fremtid som de indfødte, dvs. de borgere, der er født, opvokset, har arbejdet samt betalt skat i Danmark.

 

Den oprindelige befolknings førstefødsret til Danmark, dette befolknings- og størrelsesmæssige meget lille land, er i fuld gang med at blive delt med hundredtusindvis af udenlandske statsborgere via masseindvandringen og den efterfølgende generøse tildeling af statsborgerskaber. Og det foregår over en historisk set ultrakort tidsperiode.

 

Den oprindelige befolknings procentvise andel af danske statsborgere, og borgere i det hele taget, vil – godt hjulpet af mange af de nye borgeres højere fertilitet – falde år efter år. Den proces er i fuld gang og går under navnet befolkningsudskiftning.

 

Et negligeret indvandringsstop efterfulgt af masseindvandring “udvander” Danmark

At politikerne i 1973 lavede et indvandringsstop og formelt gjorde Danmark til et ikke-indvandringsland må, med udviklingen i den accepterede tilvandring til landet kombineret med den gavmilde uddeling af statsborgerskaber, betragtes som en fuldstændig ignoreret, og derfor værdiløs, beslutning.

 

Danmark er med vilje eller ved passivitet a la “sådan blev det bare” de facto blevet et indvandringsland, selvom indvandringen foregår på helt andre præmisser end dem vi kender fra historiebøgerne om indvandringen i forrige århundrede til f.eks. USA.

 

Man kan med rette spørge hvor mange nye medlemmer – hvoraf en overvældende del jo er med fremmed etnisk, kulturel og religiøs baggrund – der kan optages i den ”danske klan” før denne udvandes, dvs. bevæger sig fra at være en relativ homogen befolkningsgruppe med stor sammenhængskraft til at blive et “kludetæppe” af borgere med vidt forskellige kulturelle og værdimæssige udgangspunkter. Altså et multikulturelt og multietnisk samfund hvor alle, trods afgørende forskelligheder på fundamentale områder, alligevel samles under fællesbetegnelsen danskere.

 

Det er vanskeligt at forestille sig at Danmark kan vedblive år efter år at optage så mange kulturfremmede statsborgere i “klanen” uden at Danmark forsvinder som en meningsfuld betegnelse for det man oprindeligt forstod ved danskernes hjemstavn.

 

Manglende diskussion om formål og konsekvenser af nye statsborgerskaber i en ændret verden

Hvad politikernes egentlige formål er med at uddele alle disse tusindvis af nye statsborgerskaber, samt hvad de samfundsmæssige konsekvenser heraf er, henligger stort set i det uvisse. Den problematik vies der heller ikke megen spalteplads til i de gængse medier. Debatten herom er stort set helt fraværende og det på trods af, at den er ligeså relevant som debatten omkring kravene til statsborgerskab, ja, måske endog mere relevant.

 

Debatten er væsentlig bl.a. fordi den struktur, der tidligere eksisterede ved tildeling af statsborgerskaber, dvs. før masseindvandringen satte ind, nu er fundamentalt ændret. Før i tiden blev statsborgerskaber fortrinsvis givet til borgere fra vestlige lande, og antallet var betydeligt lavere end nu. Situationen er i dag, at langt den overvejende del af statsborgerskaber gives til mennesker fra ikke-vestlige lande – hvoraf mange er muslimske – og at antallet af tildelte statsborgerskaber er voldsomt stort i forhold til tidligere, samt har vist en stigende tendens.

 

Mulige årsager til den stort set fraværende debat om nye statsborgerskaber

Man kan selvfølgelig kun gisne om hvad årsagen hertil er – altså den udeblevne debat om formål og konsekvenser af de mange nye statsborgerskaber – men et bud kunne være, at en del af en sådan debat uvilkårligt ville komme ind på lidt tabubelagte områder i hvert fald for mange af de ”pæne” medier. Man blev måske nødt til at tage stilling til fremmede menneskers egnethed som borgere i Danmark i forhold til f.eks. etnicitet, religion, kulturel baggrund, uddannelse, vestlig/ikke-vestlig oprindelse og lignende.

 

En anden forklaring kunne være at mange stadig hænger fast i gårsdagens – med rette – positive lys omkring nye statsborgere, dengang antallet som sagt var relativt beskedent og de nye borgere fortrinsvis var af vestlig oprindelse, oftest med umiddelbart brugbare uddannelser og kundskaber for deres nye land.  De gled normalt ”ubemærket” ind i arbejdsstyrken og andre sociale sammenhænge og vedblev – som deres efterkommere i øvrigt også – at være værdifulde borgere for landet. Mange havde allerede ved deres ankomst et stort værdifællesskab med deres nye medborgere p.gr.a. deres vestlige rødder. De blev relativt hurtigt ikke alene integreret, men de fleste også assimileret i samfundet.

 

De relative få, der ikke havde vestlig baggrund, havde en stærk tilskyndelse til hurtigst muligt at tilpasse sig landets normer og værdier, da det var en nødvendighed for overhovedet at kunne begå sig i et Danmark uden nutidens veludviklede “integrationsindustri”.  

 

Masseindvandringen og globaliseringen har imidlertid fuldstændigt ændret disse forhold, og de fulde konsekvenser heraf synes beslutningstagerne ikke helt at have erkendt og draget de nødvendige konsekvenser af.

 

Emneområder der bør være taget stilling til før beslutning om tildeling af nye statsborgerskaber

Nedenstående er oplistet nogle områder/emner, der forekommer at være relevante ved en diskussion om mål og konsekvenser ved tildeling af statsborgerskab. Punkterne er ikke prioriteret og helt sikkert ikke udtømmende:

 

  • Forhold til konventioner

 

Er der internationale konventioner eller andre eksterne forhold der gør at Danmark ikke suverænt kan styre antallet og sammensætningen af fremmede statsborgere, der tildeles dansk statsborgerskab ?

 

  • Behøver vi overhovedet nye statsborgere

 

Mener beslutningstagerne at vi er for få danskere, eller at Danmark, på trods af at det er et af de tættest befolkede lande i Europa, alligevel er for tyndt befolket ? Skal den danske befolkning antalsmæssigt og måske ”kvalitativt” boost’es med udenlandske statsborgere, og det uanset hvor i verden de måtte komme fra?

 

  • Hvem skal primært tilgodeses

 

Skal et udstedt statsborgerskab som udgangspunkt primært tjene Danmarks eller danske statsborgeres interesser, eller skal andre hensyn være afgørende, eksempelvis humane hensyn eller lignende?

 

  • Har alle krav på statsborgerskab

 

Skal alle der ønsker statsborgerskab og som opfylder kravene herfor have ”ret” til statsborgerskab, dvs. skal Danmark kort sagt være åben for alle udlændinge, hvis de ”vil Danmark”? Er politikerfrasen ”alle der kan og vil Danmark, er velkomne” at forstå bogstaveligt og ubegrænset – også inklusive statsborgerskab, hvis der er et ønske herom?

 

  • Er antallet irrelevant

 

Er antallet af udstedte nye statsborgerskaber ligegyldigt? Er eksempelvis tildeling af 150.000 nye statsborgerskaber til fremmede statsborgere over en 17 årig periode problematisk ? Skal der korrigeres ?

 

  • Er en værdimæssig baggrund som vestlig eller ikke-vestlig uden afgørende betydning

 

Er det “hip som hap” hvorvidt statsborgerskaber gives til personer med vestlig kultur eller ikke-vestlig kultur? – hvad er konsekvenserne af en konstant ”skæv” fordeling, og er disse acceptable?

 

  • Er et multikulturelt og -etnisk samfund ok

 

Hvis uddelingen faciliterer overgangen til det multikulturelle og multietniske samfund, f.eks. fordi – som det aktuelt er tilfældet – at 90% af det samlede antal tildelte statsborgerskaber gives til mennesker fra ikke-vestlige lande – er det så en ønskværdig udvikling ?

 

  • Er religion relevant

 

Er det ligegyldigt – også antalsmæssigt – om der uddeles statsborgerskaber til personer, der tilslutter sig og aktivt dyrker en religion og/eller en ideologi, der helt åbenbart er direkte i modstrid med danske værdier, og det uanset om disse personer i øvrigt opfylder kravene til dansk statsborgerskab. Er enhver religiøs orientering irrelevant ved tildeling af statsborgerskab?

 

  • Integration, assimilation

 

Skal der ved tildeling af statsborgerskab dokumenteres integrationspotentiale/aktuel integration og/ eller assimilationspotentiale/aktuel assimilation?

 

  • Er en fundamental og irreversibel ændring af befolkningssammensætningen acceptabel

 

Er det i orden at én til to generationer af politikere egenhændigt, uden først at have accept fra landets oprindelige borgere, ændrer befolkningssammensætningen fundamentalt (etnisk, religiøst, socialt mv.) og for altid? Er det overvejende sandsynligt at med en voksende andel af danske statsborgere med islamisk baggrund, vil det danske samfund blive mere islamiseret og dermed mindre demokratisk, tolerant og fredeligt? Hvis ja, er det så en pris man vil acceptere på vegne af først og fremmest kommende generationer?

 

  • Skal befolkningen høres ved en folkeafstemning

 

Er det logisk og meningsfuldt at befolkningen – som tilfældet har været – bliver kaldt til stemmeurnerne for at give deres mening til kende om en mindre betydende og reversibel ændring i patentlovgivningen, mens en fundamental social, økonomisk og ikke mindst kulturel ændring af det danske samfund nu og for altid gennemføres, mens den danske befolkning passiviseret sidder på sidelinien og må se til ?

 

  • Dobbelt statsborgerskab

 

Er dobbelt statsborgerskab en trussel mod en fuldhjertet integration/assimilation? Hvor ligger loyaliteten når det virkelig gælder: hos deres nye “fædreland” eller det land hvor de og deres familie måske har baggrund og rødder gennem generationer ?

 

Er det rimeligt, at danske statsborgere også kan øve politisk indflydelse ved at kunne stemme i fremmede lande? Hvor ligger loyaliteten overfor demokratiet og danske værdier, hvis man i sit andet hjemland eksempelvis stemmer på en diktator og et udemokratisk system?

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…