De Danske pensionister blev snydt igen
Af Hans Erik Adsbøl
Nye skatteregler er nu kommet ud for dem, som er på arbejdsmarkedet, endda helt op på et beløb på 2000,00 kr. mere i fradrag pr. måned. Men hvad fik pensionisten her, svaret er igen “intet”.
Af Morten Dreyer
I mere end 700 år var Nordafrika et rigt og frodigt samfund.
fødevarer til at brødføde Roms masser.
ved Middelhavet.. Det skete i en perlerække af Bystater, som voksede og blev rigere og rigere ved
handel med de andre byer. f.ex. Alexandria: Her gik oldtidens genier i skole. Verdens første center for forskning og oldtidens største bibliotek lå i den egyptiske by Alexandria. Her valfartede den tids store
videnskabsmænd til. De beregnede blandt andet Jordens omkreds, opfandt dampmaskinen, kortlagde
nerver i menneskekroppen og tegnede verdenskort. Efter islam blev bibliotekets bøger brændt af for
at opvarme badene.
By efter by blev erobret, vandaliseret og plyndret totalt, selv vanddingsanlæggene blev smadret.
Det medførte, at rige og frodige byer med måske 300.000 indbyggere, efter en lille generation næppe
kunne brødføde en nomadefamilie med kameler og får.
EU’s kollaps
Af Visti Christensen
Krisen i EU bliver mere og mere iøjnefaldende og forståelig. Aldrig før har så mange kunnet enes om så lidt som tilfældet er i dag. Så længe det handlede om frihandel, samarbejde og enighed om velkendte ting og forhold, gik det fremad i strygende fart i EU-samarbejdet.
Men nu, hvor det positive ses at kunne have en negativt virkende, uforudset bagside, er meget blevet vanskeligere, og måske uløseligt. Hvad man i denne weekend er enedes om er, at noget skal undersøges. Men det har man været enige om i tre år, og behøvede vel ikke dyre, natlige forhandlinger derom?
EU ligner fortsat en kolos på lerfødder. Og metaforen er fra et syn, omtalt i profeten Daniels bog kap. 2. Og selvom kun præster læser Bibelen i vore dage – og alle helst frabeder sig profetudtalelser, så er der – også uden missionerende overtro – en påfaldende lighed med EU’s situation.
Kort fortalt havde Nebukadnesar en drøm, der gjorde ham søvnløs. Det kender alle folk med ansvar. Han tilkaldte derfor landets mirakelmagere, besværgere, troldmænd og stjernetydere, for at få tydet drømmen. Men ikke det alene. Han forlangte også, at de skulle fortælle ham, hvad han præcist havde drømt.
Hertil svarede de, at kun guder kunne opfylde et sådant krav, hvorefter kongen befalede, at alle Babylons vise skulle udryddes. Men Daniel gik til kongen og bad om en tidsfrist. Og efter at have overvejet sagen nøje, gik han til kongen og sagde, at drømmen handlede om fremtiden.
”Du så,” begyndte han, ”en mægtig billedstøtte, overvældende prægtig og frygtindgydende. Dens hoved var af guld, bryst og arme af sølv, mave og hofter af kobber, dens ben af jern, og dens fødder dels af jern og dels af ler. Men en sten blev kastet og ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem.
Og samtidig faldt og knustes hele kolossen. Både jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet. Men den lille sten, der forårsagede sammenbruddet, blev selv til et bjerg, der fyldte hele jorden. Det var drømmen, og tydningen er denne: Du, Nebukadnesar, er hovedet af guld.
Efter dig opstår et andet rige, ringere end dit. Derpå et tredje rige af kobber og senere et fjerde rige, stærkt som jern. Men når fødder og tæer dels var af jern og dels af ler, betyder det, at riget både er skrøbeligt og stærkt. Folk blandes, men de passer og holder ikke sammen, da jern ikke kan blandes med ler.”
Rent historisk er det sandt, at Babylonerriget, Perserriget, Romerriget og EU har afløst hinanden på den verdenshistoriske arena. Og bliver man i Bibelens univers, lyder der i Ordsprogenes bog (kap 22 og 23) dette råd: ”Flyt ikke ældgamle skel, som dine fædre har sat”.
Og da Paulus talte til Oldtidens intellektuelle grækere på Areopagos, nævner han, at folk på jorden bør respektere hinanden og hinandens landegrænser. (Ap. G. 17).
– Sådan kan man ind imellem finde gamle sandheder og se dem i nyt lys.
Af Jørgen Casse
Frihed til at tale, skrive og mene hvad man vil, er ved at blive en mangelvare!
Alle tre ting nærmer sig en status der berettiger til optagelse på FN’s listen over truede arter, der bør fredes inden de uddør.
Men man ka’ ikke binde ånd
Diktatur kommer snigende som en tyv om natten ad bagdøren, stjæler det mest dyrebare vi har friheden! Det lader sig gøre fordi hele samfund taber styringen af sig selv, ønsket om den ’stærke mand’ der kan tage alle beslutninger, og derigennem fratage den enkelte ansvaret, er ikke løsningen, men udvidelsen af problemet, ensretning, kæft, trit, og retning.
Det 20.årh. så skabelsen af hele fire af slagsen, i Rusland, Italien, Japan og ikke mindst Tyskland, der nu igen er ved at nedsmelte totalt (netop på grund af en kæft, trit, og retning holdning styret af Angela Merkel).
Mennesket kan tilsyneladende ikke administrere frihed, og liberalisme.
Man ser det tydeligt ved de såkaldte konvertitter, der søger ind hos muhamedanerne for at få styr på deres rodede liv, og som tror at en diktatorisk religion er lykken. Er den det, eller er det netop udtryk for det liv de har så svært ved at få styr på, flugten ud i det blå, eller rettere ind i det sorte? Det er det måske på kort sigt, men når friheden banker på er døren lukket!
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ønsket om at realisere sig selv hundrede procent er blevet nutidens mål. Vi vil alle have frihed, frihed til at gøre hvad vi vil når vi vil, men netop dette giver diktaturet mulighed for at snige sig ind. Ved ikke at påtage os ansvaret for os selv, vore børn og gamle, men at overlade det til systemet at forvalte dette vort dyrebareste klenodie, fraskriver vi os vores frihed! Børn bliver overladt til at blive passet af systemet, og styret af systemet, ældre behandles som affald der bare skal opbevares i et pultekammer. Helst ude af syne og uden at være til besvær, og helst uden at det koster for meget . Det er OS der er samfundet, ikke omvendt! Vi skaber samfundet, samfundet skaber ikke os!
Samfundsrevseren og rebellen P.H.
Rebellen P.H. skrev lige i begyndelsen af besættelsen (1940) en vise, som Liva Weel fremførte i revyen “Dyveke”, sangens titel er; “Man binder os på mund og hånd”.
Både det bort censurerede vers 3 (tyskerne fik nervøse trækninger over dette), og det bibeholdte vers 4, (det lykkedes censor Normann at overbevise tyskerne om at vers fire ikke var rettet mod dem, men noget almengyldigt), er i vore dage mere aktuel end nogensinde.
3
Sel’ når skib på skib går ned
og land på land bliver slettet ud
handler man af ærlighed
og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn’skenes ord.
Hva’ hjalp de håndslag som I gav
den der står ved mandens grav?
Et menn’ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
at alle løfter kun er svig
og ingen kan stole på staternes ord.
4
Møde hvad der venter os
og ingen ve’ hvordan det går
Bære skæbnen uden trods
hvad der så forestår
Glad ved hver en venlighed
men uden tro, at det bli’r ved
Søge fred, idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred
Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.