Dansk flygtningehjælp
Af Visti Christensen
Josephine Fock er endnu én i den efterhånden lange række af politikere, som forlader Folketinget i utide. Hun skal være direktør for Integrationsområdet under Dansk Flygtningehjælp. Til pressen udtaler hun, at hendes hjerte fortsat brænder for Alternativet, som hun var medstifter af, men at hun nu mener, at proportionerne i debatten om integration er blevet skævvredne på Christiansborg.
Hun finder, at man derinde overfokuserer på integrationens problemer, og at alle de positive udviklinger og optimistiske statistikker bliver ignoreret og dysset ned. Heri er hun ganske enig med Dansk Flygtningehjælp, som hellere end gerne lancerer statistikker, der udviser glansbilleder af flygtninge og indvandreres forbedrede opførsel. Noget som ikke holder for en nærmere analyse. (Se Lone Nørgaard og Morten Uhrskov Jensens artikel i DKA 6/9 2018).
Dansk Flygtningehjælp, som ofte tilkendegiver at være på linje med Alternativet i Udlændingespørgsmålet, blev stiftet i 1956 og er Danmarks største internationale humanitære organisation, som bl. a. inkluderer forskellige tiltag som ”Lærdansk”, ”Integrationsnet” og ”Center for Udsatte Flygtninge”. Og generalsekretær Christian Friis Bach udtaler da også, at man er meget glade for at få Josephine som en ny stærk profil.
Det bliver spændende at følge, om denne nye forstærkning af den politiske linje i Flygtningehjælpen fører til mere virkelighedsnære udmeldinger, når de fremover forkyndes fra en anden platform end Christiansborg.