Indlæg fra læserne 13. februar: Helt ærligt, vi skylder intet # Imperiedrømme og velfærdsmareridt # Virksomheders forventning til 2018 # Skolelærernes magt og afmagt # Den tåbelige sommertid # Falsk historie om global opvarmning # Befolkningseksplotionen # DF og DR # Demonstration for Slagtergaarden # Ens P-regler for alle

Helt ærligt, vi skylder intet
Af Morten Dreyer Folketingskandidat for DF Københavns Storkreds

 

I Berlingske lørdags blev efterlyst hvordan vi vil løse problemet med de mange palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Det sker efter der er sket begrænsninger i nødhjælpen. Ikke mindst fra USA. Skal vi ikke blive enige om, at palæstinenserne selv er skyld i deres problemer ?

 

I 1947 var der omkring 200.000 beboere som klarede sig jævnt ud dårligt, da de ikke evnede at skaffe et udkomme, som lå bare en smule over sultgrænsen. Siden har Vesten og FN hvert år postet milliarder ind i området. Tilskuddene har medført, at de aldrig har haft brug for selv at tage fat. Hver måned kom tilskuddene fast som et klokkeværk. Og i dag lever 1,9 millioner på hjælp fra udlandet.

 

For at holde Gaza nærmest på fast krigsfod, har man jævnligt skudt raketter ind i Israel. Og med års mellemrum har Israel tværet raketbatterier ud. I stedet for at bruge den udenlandske hjælp på at opbygge et velfungerende samfund, så har man brugt milliarder på bygning af tunneler og på stor støtte til de familier, som har foretaget terrorhandlinger mod Israel. En palæstinenserfamilie kan sikre sin fremtidige indkomst ved, at et medlem ofrer sig og angriber mål i Israel. Hver måned en fast indtægt betalt af vestlige bidrag.

 

Der er ingen fremtid i at støtte Gaza. Med befolkningstilvæksten bliver bare værre år for år. Først når de tager sig sammen og begynder at arbejde, vil udviklingen ændre sig. Men det er deres eget valg. Og Vesten bør stoppe enhver hjælp. Reelt kan de kun hjælpe sig selv.

 


 

Imperiedrømme og velfærdsmareridt

Af Hening Petersen

 

Premierminister May taler om et nyt “Global Britain” og “et dybt og særligt partnerskab” med EU efter Brexit, men afviser de tre hovedsøjler i Unionen: Det indre marked, toldunionen og arbejdskraftens frie bevægelighed. Ingen ved hun vil stille i stedet. Og dog. En af UKs ledende forhandlere af Brexit har i følge et netmedie et stort verdenskort på sit kontor, der viser hvordan verden så ud i 1890´erne, da England var verdens førende kolonimagt.

 

Fordele uden at betale?

Når May taler om et “dybt og særligt partnerskab”  med EU, betyder det for mig, at UK gerne vil have fordelene, men ikke rette sig efter reglerne og ikke betale for det – lige som i kolonitiden.

 

Hun er i gang med en charmeoffensiv. Først hos Trump, som lovede en helt speciel aftale for, få uger senere, at annoncere en milliard stor told på import af passagerfly indeholdende dele produceret i UK. For at beskytte den amerikanske flyindustri.

 

Indien var næste mål. De var interesseret i en aftale, som den med EU – altså indeholde bl.a. bestemmelse om arbejdskraftens frie bevægelighed. Og hvad kom der ud af det sidste besøg i Kina? Bortset fra at målet var et tæt og specielt forhold, men ikke hvordan.

 

Det er også noget af en opgave at gå i gang med. I 2016 gik 47% af UK´s eksport til EU og i følge et engelsk medie er UK´s eksport til Belgien dobbelt så stor som eksporten til Indien og tre gange så stor til Sverige som til Brasilien. Alle er enige om at det kræver tid og ekspertise at gennemføre komplicerede handelsaftaler. 5-7 år er ikke ualmindeligt og UK har kun en enkelt ekspert. De  øvrige sidder i Brussels og foretrækker at blive der. Det skønnes at der er brug for 150 med dette meget specielle kendskab.

 

Regering i splid med sig selv

I spidsen for det hele står en regering, der mere end halvandet år efter folkeafstemningen ikke har en plan for, hvilken form det særlige partnerskab skal have. Regeringens medlemmer har forskellige meninger og lufter dem åbenlyst i taler og artikler inklusive mistillid til premierministeren uden at orientere hende først.

 

En tværministeriel undersøgelse af virkningen af Brexit bliver ikke offentliggjort – ikke engang til parlamentsmedlemmerne, Den afslører nemlig at ligegyldigt hvilken aftale UK kan få bortset fra forbliven i EU, vil det koste borgerne penge. Priserne i detailhandelen forudses at stige med op til 16 % (uden aftale). Omkostningerne i detailhandelen er allerede steget 20%

 

Det nordøstlige industriområde, som havde den største andel af Leave-stemmer vil med den aftale regeringen foretrækker opleve et fald på 11% i den økonomiske vækst. Ved udmeldelse uden aftale minus 16%.

 

Den japanske ambassadør har advaret om, at de store koncerner Toyota, Nissan og Honda som stort set udgør hele den engelske bilindustri, kun bliver så længe de tjener penge. Dansk Industri henstiller at danske virksomheder udarbejder en strategiplan for det tilfælde at UK forlader EU uden en aftale, hvilket så absolut vil være en mulighed med den nuværende situation.

 

Bag det hele spores en stigende angst for, at det skal gå op for befolkningen, at Brexit ikke er gratis, men koster kassen. Prognoser der antyder det, bliver kaldt falske af “hard core brexiteers”, der beskylder folkene bag undersøgelsene for manipulation. Men det er jo også et område de engelske EU-modstandere kender godt.

 

En sejr baseret på løgn

Fakta er, at den beskedne sejr (2%) i høj grad blev vundet på løgn og manipulation. Det berømte slogan med at kunne spare 350 millioner pund om ugen, og give dem til sundhedsvæsenet. Allerede midt på afstemningsdagen indrømmede en af spydspidserne i Brexit-kampagnen Nigel Farage, at det var løgn. Man havde taget bruttobeløbet og “glemt” at trække de tilskud fra, som UK modtog i landbrugsstøtte, støtte til infrastruktur m.m. Beløbet er under det halve og derfra skal så trækkes udgifter til systemer, som idag varetages af EU. (Samme metode bruger vor egen Folkebevægelsen mod EU).

 

De fortalte, at det at få en aftale med EU, der var lige så god – ja måske bedre – var den letteste sag af verden. Den tyske industri ville dagen efter resultatet komme til Downing Street 10 for omgående at forhandle en ny aftale! De er ikke kommet endnu.

 

Siden 2016 er pundet faldet i forhold til andre valutaer med 14%. Det var mindre end nogen havde spået, men stadig stort nok til at de almindelige forbrugere hver dag føler et nedsat rådighedsbeløb.

 

Velfærdsmareridt

Men UK er også kendetegnet ved et forarmet velfærdssystem. Sundhedssystemet er i denne vinter på randen af sammenbrud. En stor del er i en miserabel stand og lider af pladsmangel. Antallet er hjemløse har aldrig været større. Systemet er i høj grad afhængig af arbejdskraft fra det øvrige EU, fordi der ikke er kvalificeret lokal personale og dem vil man nu helst formene adgang til arbejde i landet.

 

Stærkere EU ?

I stedet for at splitte EU har englænderne faktisk styrket EU-samarbejdet. EU optræder samlet bag sit velforberedte forhandlerteam. Spørgsmålet er så om Mai´s visionen om et “Global Britain” er et lige så stort luftkastel, som visionen om at EU havde sværere ved at undvære UK end omvendt og en aftale ville blive det letteste i verden.

 

Det har igen sat gang i diskussionen om, hvordan et absolut ikke perfekt, men uundværligt EU skal se ud i fremtiden og være nøglen til en løsning på vor tids største problem Islamismen og den ikke vestlige indvandring. Det kan hverken vi eller englænderne løse alene.

 

Stop drømmerierne og se realiteterne i øjnene.

Realiteten er at EU forlængst har spillet ud med forhandlingsgrundlag, som bygger på den aftale, som Norge har (adgang til det indre marked, fri bevægelighed, toldunion og bidrag som medlemslandene men er ikke til stede ved bordet, når beslutningerne træffes) eller den canadiske model der vel bedst kan betegnes som en toldfrihed på fysiske varer. Men ingen af dem vil den engelske regering have.

 

Vi ser en regering, der næsten to år efter afstemningen ikke har nogen samlet realistisk ide om, hvad der skal erstatte EU medlemskabet krydret med en naiv holdning om, at briterne er bedre end de øvrige europæere og derfor skal have bedre betingelser end resten.

 

Hvis den britiske regering ikke snart kommer til fornuft vil det være opportunt at ændre nationalsangens navn fra “God save the Queen” til “God save the British”.

 


 

Gode udsigter for 2018

Af Søren Rasmussen DF, formand for Region Syddanmarks udvalg for regions udvikling

 

Som led i vídensinitiativet i Regionsrådets ”Det gode liv”-strategi, er der er udarbejdet en analyse af små- og mellemstore virksomheders forventning til 2018. Analysen viser, at 2018 tegner rigtig godt for virksomhederne.

 

Således forventer 57% af de små og mellemstore virksomheder forventer større omsætning i 2018 i forhold til 2017. Kun 6% forventer lavere omsætning. De positive forventninger til vækst, slår bredt igennem i alle brancher. Forventningerne til vækst er denne gang på et højt niveau i alle dele af regionen. I 2017 var virksomhederne i Trekantområdet og på Fyn noget mere positive end i Sydvestjylland og Sønderjylland. Det er godt, for vi ønsker jo udvikling i hele Region Syddanmark.

 

Jobmæssigt tegner 2018 også lyst. 39% af virksomhederne forventer at få flere ansatte i 2018 end i 2017, mens kun 7% forventer færre ansatte. Jobforventningerne er positive på tværs af samtlige brancher. Dog er forventningerne til nyansættelser, noget mere afdæmpede hos detailvirksomhederne.

 

2018 tegner også til at blive et rigtig godt år for eksporten. Næsten halvdelen af eksportvirksomhederne forventer en større eksport i 2018 i forhold til i 2017, mens kun 3% regner med mindre eksport.

 

34% af virksomhederne vil foretage offensive investeringer i 2018. Kun 5% vil indskrænke investeringerne.

 

Det er rigtig gode tegn, men der er også udfordringer. Således er det vigtigt vi har fokus på, at tiltrække arbejdskraft og styrke bosætningen i vores område, ligesom vi skal sikre gode uddannelsesmuligheder.

 


 

Skolelærernes magt og afmagt
Af Visti Christensen

 

Skolelærere har altid været et særligt folkefærd. Det kan den bevidne, som har været på et lærerværelse, f. eks. som vikar. Det kan være lidt svært at blive accepteret i ”pædagogisk råd”, som ældre lærere fortsat benævner sig selv. For pædagoger har deres egen specielle, faglige uddannelse, og hvem vil anfægte det?

 

Men tider skifter, og sæder mildnes. Det kan man forvisse sig om, når de traditionelle forhandlinger om lærernes overenskomster skal forhandles på plads med Kommunernes Landsforening. Her bliver der gået til stålet. Og med god grund. En ny situation kræver ny forståelse og nye indrømmelser. Fra begge sider.

 

Nu om stunder er det ikke så attråværdigt at være skolelærer som tidligere. Man udsættes for trusler og nederdrægtigheder, uforskammede ord og opførsel, og især kvindelige lærere må finde sig i at blive kaldt ulækre køer, fede grise eller klamme ludere. Lærerne er på flere måder blevet afmægtige.

 

Noget sådant var uhørt i gamle dage. Da var lærerne forældrenes forlængede arme og medhjælpere, når det gjaldt børnenes oplæring, opdragelse og tilrettevisning i livets balancer, pli og god opførsel i de mange hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige måder at forholde sig til livets tilskikkelser på.

 

Det var dengang lærerne levede i lokalsamfundene, boede i tjenesteboliger og kunne kontaktes når noget var påkrævet af en eller anden grund. Sådan er det ikke mere. Nu bor lærere som hovedregel ikke længere i skolernes nærområde, og det kan man vel ikke fortænke dem i. Men de har beholdt deres indflydelse.

 

Før i tiden kunne man få en hyggelig debat om det urimelige i, at skolelærere havde ferie i ti uger og fridage i stor stil, der langt overgik alle andres. Og her var det gemytlige forsvar fra lærernes side altid, at man jo så blot selv kunne læse til lærer, hvis man var misundelig. Men magten og afmagten går hånd i hånd. Deraf respekten for lærerstanden, der traditionelt har mange medlemmer af Det radikale Venstre.

 

I vore dage er der som regel stor ståhej omkring lærernes overenskomstforhandlinger. Det bliver der formentlig også i år, selvom en hel del andre problemer i samfundet med rette får større bevågenhed. Men debatten skal nok komme. Og igen sikkert med lærernes arbejdstid som vigtigste punkt. Ikke om en lærers arbejdstime på tre kvarter skal tælle for en hel time, men om lektieforberedelsestider m. fl.

 

Spørgsmålet om lærernes magt og afmagt er interessant. For de har altid på forhånd har gode kort på hånden. Hvis en skoles lærerstab f. eks. er enige om, at konfirmandtimer ikke må ligge i skoletiden, så får de deres vilje. Til trods for regler for det modsatte. Men hvad kan en præst stille op over for en hel skole?

 

Og tager man spørgsmålet op, er det kutyme, at både kirke- og undervisningsminister giver skolen ret. Måske med henvisning til, at forældre jo kan inddrages. Men hvilke forældre har tid til at interessere sig for præstetimernes placering? Deres børn skal jo bare konfirmeres! Og lærerne får det afgørende ord.

 

Eller da man i efteråret på en nordsjællandsk skole bestemte, at eleverne ikke længere skulle deltage i en andagt i folkekirken inden de drog på juleferie. Godt nok blev der en hel del røre blandt forældrene, men lærerne vandt. Og ingen af dem frasagde sig deres juleferie.

 

Men godt er det da, at vi har gode lærere.

 


 

Den tåbelige sommertid

Af Henrik Pedersen

 

Endelig er der nogen i EU, der tager sommertiden op til debat, fordi et flertal i Finland vil have den afskaffet, men det må de ikke for EU. I EU-parlamentet har et overvældende flertal anbefalet at droppe sommertiden, hvorefter det er op til EU-kommisionen at bestemme, om den skal afskaffes.

 

Det vil være en stor lettelse at slippe for denne totalt gakkede leg med tiden. “Det er så dejligt med flere lyse timer om sommeren”, siger nogle, bl.a. Margrethe Auken. Og nej, der er ikke flere lyse timer blot ved at stille urene tilbage. Klokkeslettet er bare en time senere ved solnedgang. Helt gakket blev det, da sommertiden blev udvidet til 7 måneder, angiveligt efter ønske fra franskmændene. Her kan jeg ikke forstå, hvorfor man så ikke tager skridtet fuldt ud og har sommertid hele året, altså kører efter østeuropæisk zonetid. Det har der oven i købet været en engelsk “ekspert”, der har plæderet for:” Det ville gavne folkesundheden”, sagde han. Jeg kunne argumentere for det ud fra det synspunkt, at julehandlen ville have gavn af en time længere lyst. Godt nok lige så tåbeligt, men hvorfor ikke?

 

Imens kan jeg og de mange andre, der er godt og grundigt trætte af det evindelige stillen frem og tilbage håbe på, at denne anakronisme endelig bliver afskaffet til gavn for helbredet for voksne, børn og vores husdyr, som ikke kan lide disse pludselige skift i tiden. Det vil også gavne alle de gamle ure, som bestemt ikke har godt af denne frem- og tilbagestillen. Og hvis nogen savner de lyse sommertimer, så læg uret bort, og der vil være nøjagtig lige så mange lyse aftentimer, som der altid har været. Solen er nemlig fuldstændig ligeglad med vores tidsregning.

 


 

Falsk historie om global opvarmning

Af Tove Due

Det var et godt læserbrev, Jørgen Keinicke havde i Den Korte Avis den 7.ds.

 

Virkelig interessant at læse, at det ikke er blevet varmere i Grønland siden 2001. Tværtimod er det blevet koldere. Utroligt, at vi ikke har hørt noget om det – hverken fra politikere eller medier.

 

En af de førende forskere, der er imod den gængse tro på CO2 som årsag til opvarmningen, er en dansk klimaforsker ved navn Henrik Svensmark.

 


 

Befolkningseksplosionen. Det presserende spørgsmål

Af Niels V. Casse

 

Der er et spørgsmål der begynder at trænge sig på, nemlig fremtiden, tiden frem til 2101.

 

I tidsrummet fra 1945 og frem til 2015 har verdensbefolkningen fordoblet sig, fra 3,5mia. til 7mia. Det er hovedsageligt de mellem- og underudviklede landes befolkninger der er de største bidragsydere til denne udvikling.

 

Hvis vi går ud fra, at det tog 70 år at fordoble 3,5mia. til 7mia, vil der sandsynligvis kun gå 35 år for at fordoble dette tal til 14mia. og atter igen ca. 18 år for at nå 28mia. mennesker på denne klode.

 

Det skal her fastslås at det ikke er de industrielle landes etniske befolkninger der er bidragsydere til denne udvikling, i disse lande er der et fødselsunderskud.

 

Det presserede spørgsmål er, hvad har man tænkt sig at gøre ved en sådan udvikling, skulle den blive til virkelighed inden 2101?

 

De umulige løsninger

Det vil ikke være muligt at alle klipper hinanden, den løsning er udelukket. At udvikle disse lande industrielt, vil være det samme som at skære halsen over på de industrialiserede lande, der lever af eksport af deres overproduktion. Dertil kommer at, hvis man alligevel søger at industrialisere disse lande vil de på sigt blive konkurrenter til de selvsamme lande der har hjulpet dem på vej.

 

Europa/USA vil have interesse i at disse lande kan være et købedygtigt forbrugerpotentiale, men kun det, ikke en konkurrent, dette potentiale vil man søge at opnå ved, at lade produktionen af div. forbrugsgoder foregå  der, så denne produktion kan genimporteres til de industrielle lande, med salg for øje der, det er hvad tøjbranchen allerede gør i Sydøstasien. Det er en kortfristet løsning.

 

Bedre uddannelse vil medføre krav om højere løn, og så flyttes produktionen andre steder hen, i første omgang var det jo det f.eks. det danske lønniveau der var årsagen til udflytningen fra f.eks. Danmark til netop Sydøstasien, hvor processen gentages. altså ingen farbar vej på sigt heller.

 

At lade disse landes ’overproduktion’ af mennesker komme til Europa, for der at prøve lykken i retning af at få et arbejde, er heller ikke nogen farbar vej, thi lige netop i de industrialiserede lande er automatiseringen i fuld gang, af den gode grund at fagforeningerne har sejret sig ihjel.

 

Mange vil nok i en overgangs periode kunne finde arbejde til en lavere timeløn end de etniske arbejdere, men det er kun en stakket frist. Det vil føre til amerikanske tilstande rent socialt. Hvis indvandrere i stort tal erstatter etniske arbejdere til en lavere løn, eller blot erstatter disse, opstår der en gruppe der grundet deres etniske tilhørsforhold føler sig forfordelt, og socialt set rangeret lavere end, men føler sig bedre stillet grundet deres etnicitet, end de indvandrere der har overtaget deres levebrød, og skubbet dem ud. Det giver indre social uro. Indre social uro medfører krige.

 

Lediggang er roden til alt ondt

Den sociale uro er allerede synlig i alle de europæiske lande. Europa er i den situation, at det ikke er muligt at beskæftige de mange pseudoflygtninge og migranter der i de seneste år er kommet til Europa. Det har medført en meget stor lediggang og frustration hos disse, der i nogle tilfælde er ført over i vold, kriminalitet, parallelsamfund m.m., altså social uro.

 

Det er en utopi at påstå, at det er muligt at beskæftige flere millioner pseudoflygtninge og migranter i de europæiske lande, hvor man afskediger flere og flere grundet automatisering. Enhver med blot en smule fornuft kan indse denne selvmodsigelse. Det bedste der kan siges om dette er, at der er opium for naive godtroende.

 

Befolkningseksplosionen

For at understrege hvor svært det er at begrænse befolkningsudviklingen kan man med fordel se på Kinas et-barnspolitik, havde den virket 100% ville Kinas befolkning have været halveret, det er ingenlunde tilfældet, den er derimod øget så den nu er på ca. 1.5mia. det kinesiske styre har indset at denne politik er slået fejl og ophævet loven. Det skal her understreges at Kina er et etpartisystem der har en altafgørende indflydelse på den kinesiske befolknings hverdag.

 

Kina står i dag med en befolkningseksplosion som landet ikke ved hvad de skal gøre ved, man sender grådige blikke mod det enorme Rusland der kunne give ’lebensraum’ til Kina. Det lader sig kun realisere gennem en krig.

 

Gør man det, som for Europa er det mest fornuftige, at importere den del af de underudviklede landes befolkning der har en uddanneler der er på niveau med det der er behov for i Europa, så medvirker vi at til at dræne disse lande for den del af deres befolkning som kunne medvirke til at bringe deres hjemland frem, eller sagt på en anden måde, de kommer ikke ud af stedet, eller gør det meget langsomt. De vil være henvist til økonomisk støtte fra de industrialiserede lande til evig tid.

 

Marshall-hjælp eller ej

Det meget omtalte Marshall-hjælp forslag, skal have et andet formål end det som det oprindelige havde, nemlig at fastholde og fremme bidragsyderens industri, som i USA’s tilfælde, der efter krigen var i fare for at komme i den samme situation som opstod efter første verdenskrig, der førte til Wall-Street krakket i 1929, og sluttelig anden verdenskrig.

 

Hverken Stine Bosse, Mette Frederiksen eller andre politikere, industrifolk og økonomer, i ind- og udland, har til dato kunnet komme med gyldige løsninger på overbefolknings-problemet, men det var nok her man skulle sætte ind. Løser man dette problem, medvirker man til at løse Europas, USA’s, Indiens, Kinas og Afrikas fremtid. Ad hoc løsninger gør det ikke. Får vi sat en stopper for ’overproduktionen’ af individer i de mellem- og underudviklede lande er der måske håb forude.

 

Lemminge løsningen, marchen mod afgrunden

Hvis ikke så ender vi i en situation som lemmingens, verdensbefolkningen marchere mod afgrunden, ikke kun i de fattige lande, men overalt. Vi ser en snert af det allerede, en folkevandring mod Europa, hvor de ophobes, og på sigt ødelægger samfundene, noget lig bibelens græshoppesværme. Egyptens syv plager kan gå hen og blive den industrialiserede verdens, grunden er lagt.

 

Men noget må der gøres!


 

DF vs DR

Af Steffen Wernberg-Møller 

 

Hvis Dansk Folkeparti stemmer ja og er med til at gennemtromle et skattefinansieret DR som meget længe ikke har været en public-service kanal, og som 52% af danskerne nu ønsker helt at kunne vælge fra, er DF så stadigvæk et Folkeparti ?

 

  


 

Kontakt forfatteren af dette andragende

Demonstration Lørdag den 17. februar kl. 10:30

Af June Jørgensen

Kære Alle

RED SLAGTERGÅRDENE – NU!

Tag en buket blomster under armen og mød os foran Kristkirken på Enghave Plads på lørdag d.17. februar 2018  kl.10.30.

 

Herfra går vi i samlet flok ned til Slagtergårdene. Der lægger vi alle blomster og gravlys, imens vi danner en “frednindsring” rundt om hele området.

 

Slagtergårdene er blevet dødsdømt af borgerrepræsentationen, men vi insisterer på indgriben i sidste sekund og vil for alt i verden ikke lade Slagtergårdene dø i stilhed!

 

Det er Vores Kulturarv og Vores By ♥

 

Følg Bevar Slagtergårdene & udviklingen her:

https://www.facebook.com/groups/18787531362/?multi_permalinks=10155098253836363&notif_id=1518386982008306&notif_t=group_highlights&ref=notif

 

Mere end 10.600 borgere har skrevet under på en protest mod nedrivningsplanerne og tallet vokser hele tiden: www.skrivunder.net/bevar_slagtergardene_pa_vesterbro

 

SOM HISTORIEN FØR HAR VIST, er det nu alene BORGERNE, der kan sikre at beslutningen tages op på ny

HJÆLP OS med at RÅBE POLITIKERNE OP!

KH Slagtergårdsgruppen

 


 

Ens P-regler for alle

Af fhv. politiredaktør Jørgen Mejrup

Der bliver ikke ro omkring parkerings-branchen i Danmark, før de private og de offentlige p-operatører finder fælles fodslag. Hvordan kan det være så svært?

 

Transportministeren og den private P-branche bør kunne forhandle sig til rette om en ordning, så regulering af parkering i Danmark bliver ens for alle. Det vil gøre det lettere for parkanterne at overholde (og forstå) reglerne, der i dag er forskellige afhængig af om pladsen er privat eller offentlig.

 

Det blev allerede for otte år siden ved lov fastslået af parkering med urette i hele Europa (i respekt for Menneskerettigheds-konventionen EMRK art 6 og 7).skal anses for en strafbar handling.

 

Parkerings-overtrædelser havde siden 1971 haft hjemmel efter civilretslige regler. Men de sikrer ikke overtræderen på samme måde, som strafferetten, der kræver stærkere beviser, før en mulig overtræder kan dømmes.

 

Dansk Højesteret bestemte samtidig i 2010 “AT AL DANSK LOVGIVNING”skal tilpasses den nye virkelighed og – hvis det alligevel ikke skete måtte det bero på en fejl i embedsmands-systemet.

 

Da straffeloven reguleres af Retsplejeloven betyder det, at parkerings-overtrædere skal betragtes som uskyldige, ind til det modsatte er bevist. De har ret til at lyve samt nægte at udtale sig, ligesom anklageren skal være objektiv. Det vil sige, at de beviser, der taler for bilistens uskyld også skal fremføres.

 

Ændringen komplicerer sagsbehandlingen i forhold til den lettere sagsgang i civilretten.

 

– Højesteret har godkendt, at parkerings-sager alligevel kan afgøres i civilretten forudsat, at de beviskrav, der gælder for straffesager anvendes, oplyser fuldmægtig i Transportministeriet Anders Petersen.

 

Alligevel har enkelte af de parkanter, der har klaget over P-forholdene hos Q-Park i Korsgade i Svendborg, netop bedt EU-kommissionen vurdere, om den danske fortolkning af hjemstedet for sagsbehandlingen er i overensstemmelse med EU?

 

Er det tilfældet må vejen være banet for samarbejdet mellem de private og de offentlige p-operatører i Danmark. De private skal så forstå, at strafbarheds-kriteriet nu også vil omfatte deres “forbrydere.”

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…