Hvor ligger “Tabarnia”? – striden i Catalonien får uventede konsekvenser, der kan vælte separatisternes spil

Striden i Catalonien får uventede konsekvenser, der kan vælte separatisternes spil

 

Ved valget til det catalanske regionsparlament d. 21. december 2017 fik løsrivelsespartierne – “independentistas” – et knebent flertal. Men de spansksindede tilhængere af grundloven bliver det største parti i den nyvalgte forsamling. Det nye år er derfor begyndt med et forudsigeligt skænderi om hvem, der skal have formandsposten i regionsparlamentet.

 

Dertil kommer offentlig uenighed blandt løsrivelsespolitikerne, fordi den afsatte “præsident” i den dødfødte “catalanske republik” Carles Puigdemont opholder sig i eksil i Bruxelles, mens en anden topfigur – Oriol Junqueras – sidder i fængsel. Andre vanskeligheder melder sig. Eksempelvis foretrækker flere udkantskommuner at indgå som en del af naboregionen Aragonien, hvis Catalonien løsrives fra Spanien. Men nu åbner presset fra civilsamfundet et langt alvorligere perspektiv.

 

Spansksindede catalanere

 

Set fra udlandet kan kravet om catalansk uafhængighed ligne andre etnisk-nationale konfrontationer – som i Nordirland, Ukraine eller på Balkan, og de sidste par år har løsrivelsespolitikere i Barcelona fortalt udenlandske journalister, at “Catalonia is not Spain!” Men i løbet af 2017 er et borgerinitiativ blevet organiseret med krav om selvstændighed for kystkommunerne med Barcelona og Tarragona, hvis Catalonien skulle opnå uafhængighed fra Spanien. Bevægelsens mål er:

 

1) enten status som comunidad autónoma – “selvstyrende region”,

 

2) eller et suverænt, uafhængigt “Tabarnia” = forkortelse af TArragona + BARcelona.

 

Dette udspil blev først betragtet som en dårlig vittighed, men det er tæt på at blive et politisk parti, som tusindvis af spansksindede borgere ønsker at tilslutte sig. Af hensyn til udenlandske medier efterligner de separatisterne og fremfører parolen: “Barcelona is not Catalonia!”

 

I en kommentar på hjemmesiden libre mercado (se link nedenfor) hedder det om striden i Catalonien: “Blind identitetspolitik fremavler en kontrareaktion i de områder og blandt de beboere, der står længst fra nationalistismens renhed. De begynder at lede efter andre valgmuligheder…” Hvis kravet om “Tabarnia” får fremgang, står Puigdemont over for en ny trussel, han selv har været med til at fremprovokere, og uafhængighedsbevægelsen er i forvejen svækket.

 

Misbrug af decentralisering

 

Læs også
Nu er den også gal i Spanien

En vigtig årsag til Tabarnia-initiativets fremgang er, at det meget vidtgående catalanske selvstyre i næsten 40 år er blevet misbrugt til en stribe ulovligheder – først og fremmest gigantisk korruption og undertrykkelse af det spanske sprog i undervisngen. I praksis optrådte regionalregeringens ledere som enevældige konger. De ignorerede det politiske kompromis, der i 1980 resulterede i en folkeafstemning, hvor over 80 procent af catalanerne godkendte loven om devolución – decentralisering med overførsel af myndighed fra centralregeringen til 17 nyoprettede, selvstyrende regioner.

 

Loven fastslår, at alle Spaniens borgere har pligt og ret til at bruge spansk – “kastiliansk” – med den tilføjelse, at befolkningen i syv af de 17 regioner frit kan vælge spansk eller et regionalt sprog i offentlig sammenhæng (konkret: galicisk, baskisk og catalansk). Det gælder først og fremmest i det offentlige undervisningssystem og ved borgernes kontakt med myndighederne. Her spiller det en vis rolle, at Spanien stadig plages af ungdomsarbejdsløshed, og at manglende eller svag færdighed i spansk gennemgående blokerer for ansættelse i private virksomheder og offentlig institutioner i regionerne.

 

Den særlige sprogbestemmelse blev i sin tid begrundet med et såkaldt hecho diferencial – “faktisk særpræg” – inden for rammerne af Spaniens nyslåede demokrati efter overgangen fra Francos diktatur. Men de antispanske politikere i Barcelona skrottede sprogloven, og catalanerne har i mange år været afskåret fra at benytte denne rettighed.

 

Forargelse og vrede over lovbruddet og Puigdemonts hasarderede uafhængighedserklæring i oktober 2017 fik også virkninger udenfor Catalonien. Over hele landet fremkom en “sprogbevægelse”: Hablamos español – “vi taler spansk”. Målet er at vise sammenhold med de catalanske spansksindede og presse regeringen i Madrid til at gribe ind mod ulovlig afskaffelse af sprogbestemmelsen i regionerne.

 

Kystområdets funktion som “dynamo”

 

Kommuner og comarcas – valgdistrikter eller storkredse – langs Cataloniens middelhavskyst har hidtil været en økonomisk dynamo, men separatisternes skattepolitik og trussel om løsrivelse har bortskræmt 3.200 virksomheder, der i stedet flytter til Zaragoza, Madrid eller Valencia. Det betyder på længere sigt en forringelse af det gennemsnitlige indtægtsniveau og dermed den catalanske livskvalitet, som er Spaniens højeste. I 2016 var den 28.590€ euros per person, mens tallet for det øvrige Spanien var 24.100€ euros. Cataloniens produktion og indtjening fungerer først og fremmest ved afsætning til det øvrige Spanien.

 

Læs også
Kan Catalonien udløse en domino-effekt?

Bagland på støtten

 

Økonomi forklarer indirekte, at Barcelona, Tarragona og et stykke af kystområdet – evt. et fremtidigt Tabarnia – har en befolkning på 6,1 millioner, mens baglandet med et langt større areal kun har 1,3 millioner beboere og en ringe grad af industrialisering. Her lever især pensionister og hyrder, og turisme er der ikke meget af. Det meste af disse tyndt befolkede valgdistrikter og kommuner er “udkant”, som kun fungerer med offentlig service, fordi regionalregeringen overfører kraftige tilskud. Borgerne i Tabarnia betaler, og de fleste af dem er modstandere af løsrivelse fra Spanien.

 

Skævheder på grund af valglov

 

Et punkt, der også skaber utilfredshed blandt catalanske spansksindede er valgloven. Den resulterer i ulige fordeling af repræsentation i regionsparlamentet. Stort set koster et mandat fra et valgdistrikt med overvægt af spansksindede det dobbelte antal vælgere sammenlignet med baglandet, hvor separatismen har flest tilhængere. I storkredsen Barcelona fik constitucionalistas – de spansksindede – 48% af stemmerne ved valget i december, og separatisterne under 41%.

 

Demografi og økonomi tegner lyst for et Tabarnia, og hidtil har der kun været minimal voldsanvendelse på grund af den dybe uenighed mellem to næsten lige store befolkningsgrupper. Men det politiske spil om Cataloniens stilling er langt fra afklaret.

 

 

kilder:

Læs også
Debat om Cataloniens uafhængighed og Spaniens nationale enhed

 

https://elpais.com/ccaa/2017/12/26/catalunya/1514294087_683186.html

http://www.libertaddigital.com/espana/2017-11-01/adoctrinamiento-escuela-catalana-1276608414/

http://www.expansion.com/empresas/2017/10/06/59d74d6e22601d64698b469f.html

https://www.libremercado.com/2018-01-06/de-la-gran-cataluna-a-la-pequena-no-tabarnia-las-cifras-de-la-peor-pesadilla-del-nacionalismo-catalan-1276611685/

https://www.datosmacro.com/ccaa/cataluna

http://hispanohablantes.es/nace-hablamos-espanol.php

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…