Da jeg kom til Danmark for 52 år siden, var landet et paradis, og i dag opfatter jeg stadig Danmark som det bedste sted i verden, når jeg sammenligner med andre lande. Men – og det er et stort ”men” – hvorfor er dette paradis nu ved at forsvinde?
Ingen kan benægte, at mange lande over hele verden efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 har opnået en klar forbedring af beboernes livskvalitet takket være regeringernes klogskab. I Danmark har både socialistiske og borgerlige politikere bidraget til denne positive udvikling. Det kan ikke nægtes, at 1950’ernes socialdemokratiske ledere gennemførte velfærdsreformer, som også Venstre og Konservative godkendte. På trods af nutidens kriminalitet, svindel, stofmisbrug og tåbelige tiltag i offentlige administrationer – eksempelvis skattevæsenet – er de negative sider langt mindre end tilsvarende kalamiteter i andre lande. Derfor må Danmark stadig betegnes som en af de bedst fungerende nationer i verden, fordi flittige og lovlydige borgere stadig udgør en høj procentdel af befolkningen.
Heldet var med Danmark, fordi dygtige politikere og embedsmænd generelt havde et rimeligt kendskab til virkeligheden, og fordi forskning, undervisning og medier leverede høj kvalitet. Danskere blev rigere og mere kvalificeret år efter år, og katastrofer og alvorlige trusler udeblev heldigvis. Men samtidig var det blev svært for beslutningstagerne at gennemskue småtingsafdelingen med indvandrere. De ankom i moderate antal og blev snart assimilerede i den danske befolkning: Ungarske og polske flygtninge i henholdsvis 1957 og 1967. I midten af 1970’erne fik et mindre antal vietnamesiske “bådflygtninge” også asyl. De tre nævnte grupper fik statsborgerskab og blev en gevinst for samfundet. Immigration var altså ikke noget problem!
På denne hyggelige baggrund vedtog Folketinget i 1983 en udlændingelov. De få advarsler mod især tyrkiske arbejderes ret til familiesammenføring blev slået hen af daværende statsminister Poul Schlüter. Han var sikker på, at der ikke var nogen risiko ved tilstrømningen af muslimer med underklassebaggrund, og myndighederne besluttede, at “fremmedarbejderne” skulle forblive i landet og der blev givet grønt lys til koner, børn, onkler, tanter og bedstemødre. En folkevandring var begyndt. I dag vil kun ganske få hidsige kommentatorer påstå, at den ikke-vestlige invasion udgør en “berigelse”. Statens årlige udgift til servicering af et enormt antal velfærds immigranter er nu på 36 milliarder kr. Dertil kommer markant forøgelse af grov vold – og som en konsekvens også et formidabelt antal fængslede muslimer.
Indtil for få uger siden har stat og kommune trukket store veksler på en dansk værdi, som foreskriver hjælpsomhed, barmhjertighed, generøsitet, uselviskhed og medfølelse i forhold til flygtninge, svage og forurettede. Venstrefløjen åbnede porten, og de borgerlige politikere fulgte med. Der var ingen grænse for ydelserne: Gratis makeupundervisning, gratis bolig, gratis hospitalsindlæggelse og lægebehandling, lommepenge, gratis adgang til sport og adgang til undervisning. De tilvandrende – hvoraf kun ganske få procent er rigtige flygtninge – blev aldrig anmodet om noget som helst til gengæld. I 2015 blev retorikken ganske vist justeret af Venstres Lars Løkke, som lovede “straksopbremsning” for invasionen, og siden da tales der meget om “stramninger”. Imens fortsætter den ikke-vestlige invasion, og indvandringsindustrien og eksempelvis “venligboere” og ideologiske journalister arbejder på at få flere “flygtningene”.
I begyndelsen af 2018 kom der nye lyde fra både venstrefløjen og de borgerlige partier. De indser, at 25 års “integration” er slået fejl. Indirekte måtte de nu indrømme, at Mogens Glistrup havde ret i sin advarsel mod islam 40 år efter han blev stemplet i sin tid som ”public enemy number one”, og hans tilhængere blev betegnet som rabiate ekstremister.
Er det ikke forvirrende, at både socialister og borgerlige politikere i dag erkender, at Glistrup havde ret? Er det ikke skandaløst, at begge fløje i dansk politik siden 1983 nægtede at lytte til de mange advarsler fra hundredvis af bekymrede borgere? I dag hører jeg statsministeren sige, at Danmark har forandret sig, og hans regering vil derfor gå i gang med at nedrive ghettoerne. Det vil fjerne problemet med uintegrerebare muslimer, da de vil blive fredelige og fornuftige i nye omgivelser. Mon han selv tror på en sådan løsning? Jeg hører også Mette Frederiksen sige, hvad Nye Borgerlige har råbt i flere år. Er det kun valgflæsk?
Bemærk at jeg ikke benægter, at mange muslimer er lovlydige, velintegrerede og produktive i vores samfund – det ved alle – men det er for så vidt uinteressant, da der må fastslås, at næsten al grov kriminalitet og i vært fald al terror, skyldes muslimer. Statsministeren benægter det ganske vist gang på gang, og alene af den grund vil hans plan om udryddelse af ghettoer kæntre. Den er kun en ny version af mange års strudspolitik og politisk korrekthed, der er ved at kvæle vores frihed.
