Han erobrede Aalborg den 9. april – helt alene

Flyverløjtnant Victor Mölders var den første tyske soldat, der nåede Aalborg ved den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. De to lufthavne i Aalborg, ved Vadum og Rørdal, var tyskernes vigtigste mål i Danmark, og indtil den 29. februar 1940 var tyskerne kun indstillet på at besætte det nordligste Jylland. De to lufthavne skulle erobres for enhver pris, da de var et helt nødvendigt springbræt til Norge, der var hovedmålet for angrebet.

 

Ingen fly, intet antiluftskyts, ingen modstand

De to lufthavne blev derfor tidligt om morgenen erobret ved verdenshistoriens første angreb med faldskærmssoldater, og den efterfølgende besættelse af Aalborg illustrerer på bedste vis, hvor let spil tyskerne havde.

 

Der var slet ingen danske fly stationeret i Jylland og heller intet antiluftskyts, så tyskerne havde frit spil, for de mødte ikke nogen som helst modstand.

 

Soldaterne var blevet nedkastet fra Juncker transportfly, der var blevet beskyttet af 15 Messerschmidt jagerfly under kommando af den senere så berømte oberst Wolfgang Falck. – Mens han var stationeret i Aalborg, udviklede han verdens første natjagerforsvar ved hjælp af radar og radio.

 

Biltur med malkemaskineforhandleren

Da de 15 jagerfly var landet i Rødslet, var Wolfgang Falck bange for et engelsk angreb på lufthavnen, så derfor ønskede han, at de 30 piloter skulle indkvarteres i Aalborg.

 

Han kommanderede derfor premierløjtnant Victor Mölders til at skaffe hotelværelser i Aalborg til piloterne. Mölders påpegede, at der var langt til Aalborg, og at de ingen biler havde. Men Falck pegede blot ud mod vejen og sagde, at Mölders kunne standse en bil.

 

Så Mölders gik ud på vejen i sin flyverdragt, med pelsstøvler, flyverkasket og kårdebælte, men dog uden pistol. Han fik uden problemer standset den første bil, der kom den tidlige morgen. Det var en malkemaskineforhandler, der heldigvis kunne tale tysk.

 

Mölders satte ham ind i sagen, og uden kommentarer tog han Mölders med, hvorefter de kørte mod Aalborg. De overhalede de tyske faldskærmssoldater, der marcherede mod Aalborg for at besætte Limfjordsbroen.

 

Morgenmad med familien

Da bilen nåede de første huse i den endnu sovende by, standsede chaufføren foran et hus og fortalte, at han boede der. Han ville ind for at berolige familien. Viktor Møllers gik med ind, hvor han blev inviteret på morgenmad, mens han fik de danske nyheder i radioen oversat til tysk.

 

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Derefter kørte chaufføren beredvilligt videre over Limfjordsbroen til Aalborg, hvor han fandt et hotel. Det var sandsynligvis Hotel Phønix, og det viste sig, at der var plads til alle 30 piloter.

 

Uden at stille spørgsmål kørte den flinke dansker Victor Mölders tilbage over broen, gennem Nørresundby og Lindholm og til lufthavnen.

 

Faldskærmssoldaterne havde endnu ikke nået Limfjordsbroen og dermed Aalborg. Først da gik det op for Viktor Mölders, at han fredeligt og helt alene havde ”erobret” Aalborg.

 

Flødeskumsfronten

Den fredelige besættelse af Aalborg og Danmark var en naturlig følge af den nedrustningspolitik, som den danske Stauning-Munch regering havde ført i 1930’erne.

 

I forhold til de øvrige besatte lande i Europa blev danskerne behandlet godt, og de tyske soldater kaldte Danmark for flødeskumsfronten.

 

Der var gennemgående et fredeligt forhold mellem de tyske soldater og den danske befolkning, og det gjorde det endnu sværere at få stablet en modstandsbevægelse på benene.

Læs også
“Hvorfor? Jeg havde jo ikke gjort noget” – dreng på 16 år overfaldet af seks indvandrere

 

Danmark var virkelig Hitlers mønsterprotektorat de første år af besættelsen. Først da krigslykken vendte for Tyskland i 1943, kom der gang i modstandsbevægelsen. Men den blev aldrig en massebevægelse.

 

Victor Mölders og de øvrige piloter fik en meget fin behandling på hotellet i Aalborg, og som Viktor Mölders berettede, fik hotellet også en god betaling.

 

”Farvel venlige Danmark”

Piloterne fik hurtigt god kontakt til byens befolkning. De gik på danserestauranter, og de unge officerer havde stor succes hos de danske piger.

 

Victor Mölders havde truffet en aftale med en billedskøn dansk pige om et stævnemøde den 1. maj, men beklageligvis fik han ordre om forflyttelse til Vestfronten umiddelbart før mødet med pigen, så det gik i vasken.

 

”Farvel venlige Danmark”! Skrev Viktor Mölders. Han ville gerne have genset Aalborg, hotellet, malkemaskineforhandleren og naturligvis den blonde skønhed. Tiden i Aalborg blev den bedste tid for ham under krigen. – Dengang han ene mand ”erobrede Aalborg”.

 

Læs også
Inger Støjbergs syn på Ramadanen får stor folkelig opbakning – men Journalistisk Venstreparti kæmper imod

Artiklen har tidligere været bragt i Den Korte Avis

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…