Forkerte beslutninger i klimapolitikken kan være fatale for klimaet!

I Frankrig demonstrerer ‘de gule veste’, fordi de ikke har tillid til deres politiske leder Macron og hans miljøpolitik, mens man i andre lande demonstrerer pga. politikernes manglende handling for at bremse den globale opvarmning. En skolepige i Sverige pjækker fra skolen hver fredag for at demonstrere, så politikerne kan tage det alvorligt og skifte fra tale til handling. Det er sidste udkald for at vende udviklingen og stoppe stigningen i CO2 udledningen, som i EU er steget i 2017.

 

I Danmark fyres en formand for et klimaråd, fordi han ikke var enig med energiministeren. Denne sendte en tidligere Vestas mand – Ditlev Engel – til klimakonferencen i Polen. Danmark satser på ustabile vindmøller og vil gerne udbrede dem til resten af verden – som en stor eksportvare, for vi er jo stadig kræmmere, og der må også gerne være god økonomi i klimasagen. Ditlev Engel var administrerende direktør for Vestas 2005-13, og historien om hans noget turbulente karriere er beskrevet i Birgitte Dyrekilde og Johan Christensens bog: VESTAS – Verdensmester for enhver pris!

 

Vor klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt er klar over, at fynboerne skal tækkes før det kommende valg, så han forholder sig lidt positivt til kritikken over den planlagte vindmøllepark i Lillebælt – man skulle jo nødig miste stemmer. Det minder om dengang tidligere minister Bendt Bendtsen fik flyttet navigationsskolen fra Fanø til Svendborg – og blev genvalgt og kom senere til EU. På Fanø gav det et stort tab – især økonomisk for de erhvervsdrivende og ansatte på skolen.

 

Fra politikere, medier o.a. lyder det: vi finder nok en ny teknologi, så vi kan løse klimaproblemet! Det har de sagt i mange år, men teknologien er der i form af atomkraft – især med thorium er der tilstrækkeligt til at erstatte alle fossile brændsler. Men danske politikere har besluttet ikke at ville have kernekraft, selvom de ikke kender til thorium. På et møde på Kgl. Bib. (i 2017) spurgte jeg Margrethe Vestager, der var inde på emnet om energi, og hun spurgte: Thorium, hvad er det? På de 4 thoriumkonferencer, jeg har deltaget i, London (2010), New York (2011), Shanghai (2012), Geneve (2013) har jeg spurgt skiftende energiministre (mail), om de ikke burde deltage, men nej!

 

Der henvises til Fukushima, hvor der kun døde 1 person på atomkraftværket (lungekræft), mens 19.000 døde under tzunamien. Selv Jakob Ellemann-Jensen henviste til Fukushima som noget farligt noget, man ikke skal røre ved. Der er udbredt uvidenhed blandt de danske politikere og måske har medierne fået mundkurv på, så det drøftes ikke på TV, når man taler om energi!

 

Det er ofte en enkelt person eller nogle få personer, der ændrer historiens gang ved at træffe de forkerte beslutninger. Det viser følgende video fra USA:

Præsident Nixon bremsede forskning i thorium i USA i 1973 – men i dag forskes der i thorium over hele verden, og to danske grupper er ved at udvikle en thorium reaktor (waste burner), der kan bruge atomaffald. I Asien er man interesseret i projektet hos Seaborg Technologies, men på Christiansborg har man tilsyneladende lavet en pagt med vindmølleindustrien! Endnu en forkert beslutning!

 

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…