Med jævne mellemrum må man spørge sig selv, om der ikke er nogen grænser for de politisk korrektes døvhed, blindhed og naivitet.
Spørgsmålet melder sig igen i forbindelse med det besøg, som Tyrkiets præsident Erdogan netop har aflagt i Tyskland.
Den tyrkiske økonomi sejler. Erdogan har derfor hårdt brug for, at Tyskland og andre EU-lande bidrager til at få den stivet af. Han kom til Tyskland som en mand, der skulle bede om noget.
Det burde egentlig tilsige, at han optrådte afdæmpet og respektfuldt i forhold til sine tyske værter. Især, da der var tale om et statsbesøg med dertil hørende militær honnør, officiel banket og anden ceremoni til ære for gæsten.
Men Erdogan lod sig ikke bremse af Tysklands bestræbelser på at gøre stads af ham.
Han prøvede ganske vist ind imellem at styre sig lidt. Men gang på gang røg han tilbage i sin vante rolle som den evigt forurettede tyran, der opfører sig, som det passer ham.
Radikal islamistisk hilsen
Straks efter ankomsten sendte han chokbølger gennem værterne – i hvert fald den del af værterne, som ved lidt om islam.
Fra sin bil hilste han sine tyrkiske landsmænd langs ruten ud gennem vinduet. Men det var ikke nogen almindelig vinken.
Die Welt påpeger, at han benyttede et håndtegn, hvor fire spredte fingre blev rakt i vejret, mens tommelfingeren var bøjet ind mod håndfladen.
Dette tegn stammer fra de radikale islamister i Det Muslimske Broderskab. Dermed signalerede Erdogan, hvad han forstår ved islam.
For Erdogan findes der ikke nogen form for liberal islam. Der findes kun én islam, og den er fundamentalistisk og islamistisk. Det benyttede han lige statsbesøget til at indskærpe over for sine tyrkiske landsmænd i Tyskland.
Her blev de tyske værter bare tildelt rollen som statister.
Så gik det ellers slag i slag med Erdogans provokationer.
Slæbt ud af presselokalet
På et møde med forbundskansler Angela Merkel hev han en liste frem med navne, adresser og fotos på 69 Erdogan-kritiske tyrkere, der bor i Tyskland. Han kaldte dem ”terrorister” og forlangte dem udleveret.
Senere nægtede han at deltage i en pressekonference, hvis den kritiske tyrkiske journalist, Can Dündar deltog. Dündar endte med at holde sig væk, og så blev pressekonferencen til noget.
Der var dog et lille uheldigt intermezzo: En journalist i en T-shirt, hvor der stod ”Pressefrihed for journalister i Tyrkiet”, blev slæbt ud af lokalet for ikke at provokere Erdogan.
Ved den officielle statsbanket til ære for gæsten, gik Erdogan fra koncepterne, da den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, tillod sig at komme med nogle få kritiske bemærkninger. Igen blev Tyskland beskyldt for at huse ”terrorister”.
To fodboldspillere
Senere talte Erdogan ved åbningen af en tyrkisk moské i Köln – den største moske i Europa uden for Tyrkiet.
Bag moskeen står den tyrkiske stat og det store bygningsværk er en massiv demonstration af tyrkisk magt og indflydelse i Tyskland.
Det var da også en Erdogan i godt humør, der holdt tale ved den lejlighed – men så gik det alligevel galt:
Pludselig kastede han sig ud i en polemik omkring de to tyrkisk-tyske landsholsspillere i fodbold, Mesut Özil og Ilkay Gündogan. De blev før VM udsat for hård tysk kritik, fordi de havde ladet sig fotografere sammen med Erdogan.
Det syntes Erdogan lige han skulle svare på i anledningen af moské-åbningen. Så han fik også beskyldt Tyskland for at være ”racistisk”.
De tyske værter stod det hele igennem næsten uden at fortrække en mine. Merkel nøjedes med diplomatisk at tale om ”dybtgående meningsforskelle”.
Afhængighed af Erdogan
Hvorfor finder man sig i Erdogans provokationer?
For det første, fordi man er bange for, at det går helt galt i Tyrkiet med den aktuelle økonomiske krise. Derfor forsøger man at få en lille smule snor i, hvad der sker, ved at holde en vis facade.
Men for det andet har man også gjort sig afhængig af Erdogans Tyrkiet. Landet har fået en væsentlig rolle i begrænsningen af asylstrømmen til Europa, fordi EU-landene ikke selv har kraften og beslutsomheden til at sikre egne grænser.
Så Erdogan får et stort spillerum til at føre sig frem, når han besøger EU’s største land, Tyskland.
Indflydelse på indvandrerne
Dette er meget farligt. For Erdogan har ikke bare magt over asylstrømmen til Europa. Han har også magt over en meget stor del af de cirka 3 millioner tyrkere, der lever i Tyskland.
De er langt fra alle Erdogan-tilhængere. Men mange af dem er. De følger ham og tiljubler ham. Det kan han udnytte til at gøre sin indflydelse gældende på det tyske samfund.
Erdogan efterlod ingen tvivl om, hvad han vil bruge denne indflydelse til: Hans radikale islamistiske hilsen til tyrkerne i Tyskland fortæller, hvad hans mål er.
Det samme mål har han i forhold til Danmark og en stribe andre europæiske lande, hvor en stor og voksende del af befolkningen udgøres af tyrkiske indvandrere.
Fire fingre i vejret signalerer, hvor alvorlig en situation masseindvandringen har bragt os i.
Klik ind på det første af disse links og se Erdogans hilsen.
