Filmanmeldelse BURNING: En koreansk kærlighedshistorie

**** 4 stjerner ud af 6

 

Film fra Korea er ikke hverdagskost på disse breddegrader, men bag BURNING står den sydkoreanske instruktør Lee Chang-dong.  Han har tidligere instrueret ”Peppermint Candy” (1999) og ”Oasis” (2002).

 

”Burning” var nomineret til Guldpalmen i Cannes i 2018, og filmen vandt her Kritikernes pris. Dens manus bygger på en novelle af den populære japanske forfatter Haruki Murakami, der i flere omgange har kandideret til Nobelprisen i litteratur.

 

Handling

Vi befinder os i nutidens Seoul, Sydkoreas hovedstad, med tæt på 10 mio. indbyggere. Ind i bybilledet træder den unge Jongsu (Yoo Ah-in), der har studeret skrivekunst på universitetet og skal i gang med at skrive sin første roman.

 

 På gaden støder han tilfældigt ind i en jævnaldrende barndomsbekendt, Haemi (Jeon Jong-seo), der optræder med sang og dans som reklameblikfang foran et butikscenter.  Hun genkender ham og får først Jongsu til at invitere hende ud, siden overtalt til at passe sin kat, mens hun tager til Afrika.

 

Jongsu fremtræder indadvendt, tungsindig og initiativløs, men den sprælske, udfarende og vitale Haemi med skuespillerambitioner ser alligevel noget i ham. De indleder et forhold.

 

Da Haemi vender tilbage fra sin rejse, får Jongsu sig en grim overraskelse og skuffelse, da han på hendes opfordring henter hende i lufthavnen. Hun er nemlig ikke alene. Med sig har hun den kun lidt ældre, kønne, charmerende, kultiverede og – viser det sig – yderst velhavende Ben (Steven Yeun).   

 

Hvordan skal Jongsu håndtere situationen? Hvordan skal han konkurrere med Ben, hans luksuslejlighed, hans Porsche og Bens celebre livsstil, når Jongsu selv lever fra hånden til munden og bor i noget, der ligner slum?  

 

  Haemi er åbenbart alligevel ikke den kæreste, han havde håbet på, men er der ikke også noget mystisk ved Ben og hans store rigdom?   

 

Plusser og minusser
Genremæssigt placerer ”Burning” sig i flere kategorier: Romantik, trekantsdrama, socialrealisme, krimi og gyser. Visse scener nærmer sig surrealisme, hvor det er svært at afgøre, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed? ER Haemi fx faldet i en brønd som barn? ER der rent faktisk en kat i Haemis lejlighed?

 

Læs også
Filmanmeldelse: En western om fraværende fædre – den går rent ind

Hovedtemaerne spænder over et bredt register fra den positive pol kærlighed, trofasthed, forpligtelse, samhørighed og engagement til den negative i form af ensomhed, (forældre)svigt, jalousi, håb- og meningsløshed.

 

På plussiden er, at de forskellige brikker i hændelsesforløbet falder på plads til sidst i en ikke-forudsigelig slutning. Også persontegningen er interessant, om end for Jongsus – og morens – vedkommende ikke altid ganske troværdig.

 

  Filmen rummer også nogle meget smukke billedsekvenser, hvor kameraet ordløst viser, hvad der er på spil.

 

På minussiden er ”Burning”s (til tider dræbende) langsomme fortællerytme. Instruktør Lee Chang-dong har selvfølgelig haft en intention med filmens længde på hele 2½ time, hvor slowmotion-tempoet bidrager til at afspejle Jongsus handlesvaghed. Men virkemidlet bliver FOR overdrevet.

 

Denne påstand vil andre øjne på lærredet måske gøre til skamme. Og i stedet hvile i, hvordan  vederkvægende langsomhed i form af få klip øger filmoplevelsen!

 

Længde: 148 minutter

  • Medvirkende: Yoo Ah-in, Jeon Jong-seo, Steven Yeun m.fl.
  • Instruktør: Lee Chang-dong
  • Manus: Lee Joon-dong og Lee Chang-dong, baseret på en novelle af Haruki Murakami
  • Premieredato: Torsdag d. 20. december

 

Læs også
Fantastisk film om mændene bag Apollo 11 – det er som selv at være med på turen

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…