En samtalebog mellem de to forfattere og kulturkritikere Kasper Støvring og Mikael Jalving

Situationen er dyster. Krigen er kommet snigende til Danmark, endda med politikeres og den toneangivende klasses hjælp, men også med en åndeligt dvask befolkning, som i årevis har ladet sig lulle ind i smertefri fordummelse.

 

Det er baggrunden for mødet mellem de to forfattere, som med stor viden og dybde udveksler betragtninger over deres egen personlige politiske udvikling fra deres unge år frem til i dag.

 

De er enige, men deres stil er forskellig. Hvor den ene er lyrisk, ja til tider smukt poetisk, forbliver den anden med begge ben på jorden i pudsig kontrast, og med sin farverige form sætter ekstra trumf på begivenheder og personer.

 

Sådan var de som unge i 1990’erne

Begge tog de to unge mænd afsæt i et liberalt grundsyn, men også med et ben i det venstreorienterede miljø, som var helt i tidens ånd blandt unge intellektuelle. Der var noget stilfuldt og moralsk godt ved at være venstreorienteret dér i 90’erne, siger Støvring. For ham var politik dog endnu nogle vage fornemmelser blandt andet på grund af hans modvilje mod at beskæftige sig med politik.

 

Den unge Jalving var romantisk venstreorienteret, men mente dog, at den ægte revolution i virkeligheden skulle findes i den ægte konservatisme, som på det tidspunkt snarere fandtes i Tidehverv og hos Dansk Folkeparti end hos Det Konservative Folkeparti, der var for liberalt, mente han. At han i virkeligheden var konservativ, vidste han ikke på det tidspunkt.

 

Men der var jo fred, og alverdens folkeslag ville vinde over ufred, som Bush senior havde sagt i begyndelsen af 90’erne, hvor det liberale demokrati skulle udbredes til hele verden. Det var naturens orden, var den almindelige opfattelse, også hos Jalving. Desuden var nationalstaterne alligevel på vej til møddingen, historien var slut, og de røde var overvundet. FN og EU ville fremover sikre menneskerettighederne, og USA var verdens politibetjent.

 

Klassisk liberalisme

Klassisk liberalisme har sans for både nation og kultur, bemærker Støvring. Den er beslægtet med klassisk konservatisme i modsætning til den progressive liberalisme, som har fællestræk med kulturradikalismen (strømning i mellemkrigstiden).

 

Konservatisme

Og så diskuteres der Konservatisme. Hvor stor en rolle skulle Staten spille i samfundet, hvor meget skulle den fylde? Der var bare ikke rigtig grubund for de konservative i Danmark dengang i 80’erne. Selv Schlüter var i grunden liberal, og de konservative var liberale op gennem 80’erne og ind i 90’erne med privatiseringer, regelforenkling og lavere skatter.

 

Som 30’årig havde Jalving skrevet bøger om konservative dyder og laster. Kommunismen havde tabt, og liberalismen mente han var ved at gøre det samme.

Læs også
Martin Henriksen om Irans attentatplaner i Danmark: Indvandringen har også gjort Danmark til en slagmark for udenlandske konflikter

 

Nu efterlyste han en humanistisk konservatisme. Han kastede sig derfor over nogle af historiens store tænkere og stødte bl.a. på Thomas Hobbes og Niccolò Machiavelli.

 

Hos dem mødte han det, han kalder “skrækkens liberalisme”, en liberalisme uden illusioner. Efter deres opfattelse er mennesker lige præcis så gode, som vi tvinges til at være bestemt af love, normer og kultur. Og det uanset hvad “helligfranserne” mener, pointerer Javing. Derfor skal borgerne ifølge Hobbes og Machiavelli frygte suverænen.

 

Mødet med Koranen, islam og masseindvandringen

På et tidspunkt tog Jalving fat på Koranen, der som bekendt kræver underkastelse af de vantro (Vesten), mens hans venner begrænsede sig til hyggelige livsstilsopslag og karrierepleje på de sociale medier, som han udtrykker det.

 

Islam havde holdt sit indtog i Danmark, masseindvandringen fra Mellemøsten var begyndt at sætte sine spor, så hvordan kunne det undgå at bekymre dem? I øvrigt gav det fjendskab og splittelse at diskutere indvandringen.

 

Med masseindvandringen opstod problemer med manglende assimilation, stor kriminalitet og indvandrernes afhængighed af offentlig forsørgelse. Deres indtog betød også trøstesløse beboelser, moskeer, tomme kirker og tildækkede kvinder.

 

Læs også
Mahmoud Abbas holdt en løgnagtig tale om Israel – derefter myrdede 17-årig palæstinenser en tilfældig amerikansk-israelsk far til fire

Desuden drengebander, ny-udklækkede analfabeter, og en truende atmosfære i ghettoområderne med patruljering af bevæbnet politi og militær. Kort sagt tegn på forfald. Kombinationen af den allerede eksisterende klientgørelse og terapeutstaten og de nye grupper var skæbnesvanger.

 

Ingen forstod, at problemet handlede om betydningen af de fremmedes kultur og dermed deres identitet og religion.

 

Alt dette truede sammenhængskraften, som er bærende for et land, fordi det har at gøre med selve kernekulturen, fælles arv, tro, sprog og tradition inden for samme jurisdiktion.

 

Med multikulturen kom terroren til Europa. Muhamed-krisen, der begyndte med en tegning af Muhamed, spredte sig som en steppebrand over store dele af verden og nåede helt til Indonesien. Således kan flammer fra Frankrig, Belgien og Sverige med lethed antænde bål i dagens Danmark.

 

Sverige

Ja Sverige, den humanitære stormagt. Her ligner forholdene noget efter et gigantisk trafikuheld, mener Støvring. Det har ifølge Jalving at gøre med det, han kalder ”fredsfaren”. Sverige har ikke været i krig i 200 år.

 

Sverige var neutralt under besættelsen og den kolde krig, men mangler et opgør med hykleriet under besættelsen (Sverige havde bl.a. en livlig handel med tyskerne i 30’erne) og Sverige har levet højt på at sælge våben til slyngelstaterne, men læner sig i dag tilbage i blødagtig behagesyge. Mange årtier med fred gør, at man ikke korrigeres af virkeligheden, tilføjer Jalving.

Læs også
Terroristen med to afhuggede hoveder har fået børn i Syrien, og de har krav på at blive fundet og bragt til Danmark, mener Bjørn Elmquist

 

Hvorfor er det gået galt?

Hvorfor er det gået galt? Ser vi ikke, hvad der sker, mens vi lever vores liv foran skærmene og forsvinder ind i et virtuelt univers? En verden, hvor den sociale virkelighed er brudt sammen. Det, at vi ikke længere i samme grad er til stede i verden som sansende væsener, tror Støvring hænger sammen med, at tiden er ved at løbe ud for vores civilisation.

 

Ikke alene hviler vi for meget på laurbærerne, problemet handler også om begrebet “spejlkabinettet”. Støvring forklarer dette som en selvspejling, der er et dominerende fænomen i tiden.

 

Når Vestens liberale ser noget andet uden for dem selv, ser de blot sig selv. De tror, at andre dybest set er som dem selv blot med en slumrende liberal demokrat i maven, som ønsker at springe frem, så de kan leve som os i Vesten.

 

At det ikke forholder sig sådan, og at vi derfor har et problem, skyldes vores manglende forståelse af immigrationens betydning. Men størstedelen af ikke-vestlige indvandrere ønsker netop ikke vores frihedskultur, som de opfatter som dekadent.

 

Dertil kommer den hjemlige politiske pædagogik, der vil udrense den del af historien, som ikke stemmer overens med deres nutidsbevidstheds moralisme. Støvring kalder det “Hygiejne”, som skal fremme tidens oplysningsprojekt i korrekthed. Vi skal være omstillingsparate.

 

Læs også
Terrorist forklædt som flygtning ville sprede dødbringende gift i en eksploderende bombe, afslører tysk politi

Vi skal være i dialog, søge dialog, bemærker Støvring, vi skal holde den gode tone i forbindelse med mordforsøgene på Kurt Westergaard og Lars Hedegaard. Men hvordan skal en dialog kunne lade sig gøre med potentielle mordere?

 

Ifølge Jalving har vi under disse bestræbelser på “god tone” udviklet en ægte “ned-med-os holdning”. Vi er blevet kolde over for Danmark. Vi har reduceret vores fædrelandskærlighed til et rødbedefarvet pas og et personnummer hos kommunen. Men det er mere end pas, rettigheder og Carsten Jensen, som Jalving tørt bemærker og hentyder til sine lange bataljer med denne forfatter.

 

Men problemet er jo en del af den så højt besungne globalisering, et fantom 90’erne modtog med begejstring, bemærker Støvring. Der er bare det erfaringsmæssige minus ved det, at multikulturelle stater altid har skabt ustabilitet og konflikter. EU med ambitioner og magtbegær skaber ikke fred. EU underminerer nationalstaterne og underkaster dem transnational jurisdiktion. EU er i øvrigt ikke en demokratisk størrelse.

 

Tocqueville og demokratiet

Lever Vesten i en demokratisk rus, hvor demokratiet er blevet en hellig orden, forgabt i sig selv? Støvring henviser her til Alexis de Tocqueville’s definition på demokrati, ifølge hvilken visse grundbetingelser skal være til stede, for at det kan bestå. For demokratiet kan gå under, hvis det ikke er både retsligt og moralsk funderet i et pligt- og dydsfællesskab.

 

Med demokratiet slækkes båndene til fædrelandet, mens bånd knyttes til menneskeden, noteres det med reference til Tocqueville. Men menneskeheden er et fatamorgana, tilføjes det. I massedemokratiet er ting, der rager frem, sjældne, alting gøres fladt, og intet må for alvor være enestående, refererer Støvring videre. Som en ”spøgelsestilstand”, tilføjer Jalving.

 

Konklusion

Læs også
Taxa pløjer ind i menneskemængde i Moskva, myndigheder kalder det overtrædelse af færdselsloven – men se her hvad der skete

Kasper Støvring og Mikael Jalving står med deres uafhængige dømmekraft endnu en gang op imod den politiske ensretning og det imperialistiske projekt med indvandringen som det opløsende enzym i samfundet. Emnerne behandles fragmenteret, og de kræver efter min mening en smule kendskab til de omhandlede begreber og til referencerne til historien. Derfor mener jeg, at bogen kan ses som en glimrende introduktion til videre studier. Et bør dog stå klart: Vi skal træffe et valg. Vil vi beholde Danmark og i tide få udskiftet de uvidende politikere, eller vil vi blindt lade Danmark glide os af hænde.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…