Mange på Als har en tilknytning til én eller flere faldne under Den Store Krig 1914 – 1918. Sådan var det også for os, som den 2. oktober sad i bussen på vej til Nordfrankrig, hvor vi skulle besøge området med slagmarkerne fra Første Verdenskrig 1914 – 1918
Busturen var arrangeret af en gruppe ildsjæle bag den imponerende hjemmeside www.100helte.dk og det blev ganske enkelt en imponerende tur. Tak.
Det ville vi med busturen
Rejsens hovedformål var at ære og hædre de faldne dansksindede sønderjyder med tilknytning til Lysabild Sogn ved at lægge en krans med rød-hvide bånd på de forskellige kirkegårde med faldne med tilknytning til Lysabild sogn og samtidigt give medrejsende mulighed for selv at lægge en buket blomster ved et familiemedlems grav.
Vi skulle lægge kranse ved den store tyske soldaterkirkegård i Langemark, ved den tyske soldaterkirkegård i Lens-Sallaumines, ved den sønderjyske kirkegård i Braine, og vi sluttede af med den tyske soldaterkirkegård i Romagne-sous-les-Côtes, hvor min farfar ligger genbegravet (http://www.100helte.dk/i-dsks-fodspor). Her vil jeg dog begrænse mig til kirkegården i Braine.
11.11. KL. 11: 1918 – 2018
11. november kl 11 er det præcis hundrede år siden Verdenskrigen sluttede med ikrafttræden af våbenstilstanden, der var blevet underskrevet 05,15 i en fransk togvogn i Compiégne-Skoven 90 km nordøst for Paris (http://www.musee-armistice-14-18.fr/ også med engelsk tekst). Man havde formentlig valgt en restaurationsvogn, fordi der her allerede var opstillet borde og stole.
Tiden fra 05:15 frem til kl 11 var nødvendig for at sikre at budskabet om at våbnene skulle tie overalt og samtidigt, kunne nå ud til alle krigsskuepladser verden over, korrigeret for forskelle i tidszoner. Krigen havde da varet næsten helt præcist 4 år og 106 dage regnet fra eftermiddagen den 28. juli 1914, hvor Serbien fik overrakt den Østrig-Ungarn’ske krigserklæring (Manfried Rauchensteiner: Der Erste Weltkrieg und das Ende der Habsburgermonarchie. Böhlau, 2013, s. 133).
Våbenstilstanden er underskrevet, Våbenstilstandsmuseet 1918-1940 i Compiègne 6. oktober 2018.
Marëchal Fochs restaurantvogn. Våbenstilstandsmuseet 1918 – 1940 i Compiègne 6. oktober 2018.
Det sørgelige
Krigen efterlod i alt 5.380.115 døde og savnede og 12.830.704 sårede på alliance-siden (England, Frankrig, Rusland m.fl.) og 9.405.315 sårede og savnede på centralmagternes side (Tyskland, Østrig-Ungarn, Osmannerne, m.fl.), hvortil kom 8.388.448 sårede, ligeledes på centralmagternes side.
Disse tilsyneladende præcise tal forleder én til at tro at de krigsførende kendte de nøjagtige tabstal. Det er skinnets bedrag, da alle krigsførende manipulerede egne tal over døde, savnede og sårede i løbet af krigen, dels af sikkerhedsgrunde, dels slet og ret for at narre alle – og det betød i sidste ende også sig selv og eftertiden! Det er derfor snarere størrelsesordenen end det eksakte tal, man skal hæfte sig ved. (Jay Winther: « Victimes de la guerre: morts, blessés et invalides » i Stéphane Audoin-Rouzeau & Jean-Jacques Becker (eds.) : Encyclopédie de la Grande Guerre 1914 – 1918. Tome II. Perrin, 2012, ss. 715 – 728, her, s 716ff.). De sammenlagt i alt ca. 15 mill. døde og savnede og 21 mill. sårede var og er forfærdelige og ufattelige tab med enorme både korttids- og langtidsvirkninger på landenes befolkning, økonomi og ikke mindst den europæiske kultur helt frem til i dag som fremhævet af Henrik Jensen i hans uforlignelige og tankevækkende Krigen 1914 – 1918 – og hvordan den forandrede verden. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.
Som om det ikke var nok med denne ufattelige menneskeskabte katastrofe, kom oveni en naturkatastrofe, den største af sin art nogensinde, den spanske syge (influenza), der på blot seks måneder i 1918 kostede 20 – 30 mill livet verden over (Carsten Niemitz i Der Brockhaus Multimedia 2005, opslag ”Infektionskrankheiten durch Bakterien und Viren”) og i 1918 – 1919 tog op til 50 mill liv. Den spanske syge var formentlig bragt til Europa af amerikanske soldater (Niels Engelbrecht i Den Store Danske, opslag ”spansk syge”). Hertil kom oveni de store materielle ødelæggelser. Set i bakspejlet var de trods alt begrænsede målt med, hvad vi så under Anden Verdenskrig, fordi krigen hurtigt gik i stå og udviklede sig til en stillingskrig på et forholdsvis begrænset område i Belgien og Nordfrankrig og på østfronten fra en smal stribe fra Letland i nord og ned til Sortehavet.
At de alligevel var enorme, vidner ikke bare fotos fra dengang om, men den dag i dag hundrede år senere også selve jordoverfladens form utallige steder, som mine fotos fra Vimy lader ane. De lader også formode at økosystemet i områderne med de store slagmarker må have været belastet ud over bristepunktet i mange år. Med til historien hører at de samme områder også blev voldsomt ramt under Anden Verdenskrig 1939 – 1945.
Ved Vimy i Frankrig. 4. oktober 2018.
Ved Vimy i Frankrig. 4. oktober 2018.
De sønderjyske tab
Næsten 35.000 sønderjyder deltog i krigen og op mod 6.000 faldt. De fleste på vestfronten. Hertil kom så alle sårede og lemlæstede, som kom hjem og blev direkte synlige i dagligdagen. Det var mange krigsdeltagere ud af en befolkning, der ved første folketælling efter genforeningen i 1920 talte 163.622. Faktisk over 20%. (H. Schultz Hansen, L. N. Henningsen & C. Porskrog Rasmussen (red.): Sønderjyllands Historie Efter 1815. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2009, s. 264). Det blev nu Danmark, der måtte tage hånd om dem, idet Sønderjylland med Versailles-traktaten i 1920 kom tilbage til Danmark efter 56 års udlændighed, der begyndte med nederlaget til Preussen – Østrig i 1864 (Birgitte Vestergaard Futtrup: ”De sønderjyske krigsinvalider og hjælpen nordfra” i Inge Adriansen & Hans Schultz Hansen (red.): SØNDERJYDERNE OG DEN STORE KRIG 1914 – 1918. Museum Sønderjylland & Historisk Samfund For Sønderjylland, 2006, ss. 269 – 289).
Det tyske nederlag 1918 betød iværksættelsen af en procedure for tilbagevending til Danmark, som den, befolkningen i de nordlige dele af Slesvig var blevet stillet i udsigt ved den berømte § 5 i Pragerfreden fra 1866, nemlig folkeafstemning som forudsætning for en ny grænsedragning mellem Tyskland og Danmark. (H. Schultz Hansen, L. N. Henningsen & C. Porskrog Rasmussen (red.): Sønderjyllands Historie Efter 1815. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2009, s. 139f. & 251 – 257)
Ud over mindestenene med alle navnene over sognets faldne på alle kirkegårde i Sønderjylland, som den dag i dag minder om katastrofen, vidnede de sårede, der endnu levede, mens jeg var barn og ung i 1950’erne og 60’ene, mig om de personlige og legemlige sår, de bar rundt på. Min første folkeskolelærer i Bredsten skole havde til eksempel fået højre arm skudt af af en dum-dum kugle og en nabo, der var grænsegendarm, kunne pludselig få bylder forskellige steder på kroppen og ud kom en granatsplint eller et stykke sort suturtråd, såret i benet i sin tid for omkring 40 år tidligere var blevet syet sammen med. Nu kom suturtråden eller granatsplinten for eksempel ud af en byld i armhulen eller på brystet. Stykkerne havde vandret fra benet og rundt i kroppen i 30 – 40 år for så pludselig hist og pist at dukke op et helt uventet sted. Som barn syntes jeg, det var magisk, men også en smule uhyggeligt.
Der var også mange psykiske mén, men dem snakkede man ikke om, selv om jeg af og til hørte nævnt at det for én eller anden var ”galt med nerverne”. Nerverne hos én og anden i 50’erne kunne måske skyldes langtidsvirkningen af, at da mangen en skolelærer var indkaldt, skulle han erstattes, og det blev han af fx en Feldwebel (sergent), der var blevet sendt hjem på grund af frontkuller. Dennes vulkanske raseri viste sig ikke bare i råben og skrigen, men også fx i rigeligt med tørre tæsk igen og igen til elever, han havde set sig arrig på, eller som det blot var gratis at lade vreden gå ud over. Min far var en sådan elev. Hans mor var jo alene med 6 børn og gården, så Feldwebelen behøvede ikke at frygte at en far pludselig troppede op og gav læreren råt for usødet.
Min egen farfar eller bedstefar, som det hedder på de kanter, faldt 29. juni 1916 på vestfronten ved Verdun i Frankrig, netop fyldt 35 år, og hans 3 år yngre bror døde 20. 9. 1915 på lazaret i Grodno på østfronten i det nuværende Hviderusland efter at være blevet lettere såret. Det var jo før penicillinens tid!
Verdun med porttårnene på den anden side af floden Meuse, Frankrig, 10. juli 2015.
Den sønderjyske kirkegård i Braine
Den sønderjyske kirkegård i Braine indtager en særstilling. På dette sted ligger 79 dansksindede soldater begravet, heraf fem fra Lysabild. Kirkegården blev indviet på Valdemarsdag, 15. juni 1924. De 79 er overflyttet fra deres første gravsteder og genbegravet her, fordi man fra Foreningen Sønderjyske Soldatergrave ønskede at samle de sønderjyske faldne ét sted, og den franske stat stillede i overensstemmelse med Versailles-Traktaten et areal til rådighed ved Braine, en lille by i Picardie i det nordlige Frankrig med i dag ca. 2.300 indbyggere, 40 km vest for Reims med den overdådige kroningskatedral Notre Dame (Vore Frue), påbegyndt 1211, som sammen med det tilstødende Palais du Tau, ærkebispepaladset, hvor kongerne forberedte sig på kroningen, er under en 30-årig renovation. Katedralen blev 1991 optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Katedralen i Reims. 8. oktober 2018 kl. 17:55.
At kun 79 faldne blev flyttet til Braine skyldtes at de faldnes familier selv skulle betale for opgravningen af ligene, transporten og genbegravningen i Braine, hvis der ikke kunne skaffes midler andre steder fra. Det har givetvis oversteget de flestes kræfter økonomisk og psykisk. Trods det lille antal genbegravede har kirkegården i Braine fået en videre symbolsk betydning som kirkegården for alle faldne fra hele Sønderjylland uanset om de faldt på vestfronten eller østfronten (Inge Adriansen & Hans Schultz Hansen (red.): SØNDERJYDERNE OG DEN STORE KRIG 1914 – 1918. Museum Sønderjylland & Historisk Samfund For Sønderjylland, 2006, p. 332). Det viser sig bl.a. ved at der som regel er repræsentanter for den danske ambassade i Paris til stede hvert år 11. november, hvor der sættes små Dannebrogsflag på de 79 grave, omend engagementet kan svinge med den til enhver tid værende ambassadørs egen tilknytning til Sønderjylland.
Vi besøgte kirkegården i Braine søndag 7. oktober og blev ved indgangen modtaget af byen Braines ene viceborgmester Jean Pons og tre kommunalbestyrelsesmedlemmer og repræsentanter for den lokale afdeling for Dansk – Fransk Venskabsforenings, hvor særligt den 82-årige lokale ildsjæl i venskabsbyforholdet Braine – Haderslev, Mmm Micheline Stephan må fremhæves. Hun er for sin utrættelige indsats blevet beæret med Ridder af Dannebrog, som hun stolt bar på venstre bryst.
Emblemet for Venskabsbyerne Braine – Haderslev. Fuglen i Braines våbenskjold er en ravn.
Den sønderjyske kirkegård for faldne 1914 – 1918 i Braine. Frankrig. 7. oktober 2018.
Som man ser på mit foto, ligner indgangen til den danske kirkegård indgangen til en gammel dansk landsbykirkegård og det var helt bevidst. De faldne danskere skulle så at sige være hjemme i udlændigheden.
Efter kransenedlægningen på både den sønderjyske kirkegård og den fransk Necropole Nationale (national kirkegård) i Braine, der støder op til den danske, under deltagelse af Mmm Micheline Stephan støttet af en søn, inviterede viceborgmesteren os til reception på byen Braines rådhus, der ligger på Place Charles-de-Gaulle skråt over for Kombattantens Hus, FOYER DU COMBATTANT. Kombattantens Hus er krigsveteranernes hus, men dem er der ikke flere tilbage af fra krigen 1914 – 1918. Her blev vi først modtaget med en reception.
Den franske kirkegård for faldne 1914 – 1918 i Braine. Frankrig, 7. oktober 2018.
Kombattantens Hus, Braine. Frankrig, 7. oktober 2018.
Derefter gik vi skråt over gaden til rådhuset, HOTEL DE VILLE, til en ny reception.
Man er i Braine meget stolte over forbindelsen til Danmark. Og Danmark er meget taknemmelig over Frankrigs og Braines velvillighed overfor kirkegården, som kommunalbestyrelsen accepterede oprettelsen af allerede 20. marts 1920. Ved genindvielsen af kirkegården i 2013 efter en omfattende renovering deltog Prins Joachim, hvad byen var meget beæret over, da man aldrig tidligere havde modtaget en royal gæst, og de værdsatte ham ”på grund af hans hjertelighed og ligefremhed (sa cordialité et sa simplicité)”, som det står i byens dagbog.
Danmark har vist sin taknemmelighed ved i flere omgange at give pengegaver til FOYER DE COMBATTANT, og Danmark købte i 1925 en 23 hektar stor grund til oprettelse af en feriekoloni, og mange af Braines unge og voksne har i tidens løb aflagt kortere eller længere besøg i Haderslev og andetsteds i Danmark, ”hvor de altid har fået en meget varm modtagelse med økonomiske forhold over, hvad de turde håbe på”. (Byens dagbog, min oversættelse).
Rådhuset i Braine. Frankrig, 7. oktober 2018.
Rådhuset i Braine. Det store billede er et luftfoto af Haderslev, 7. oktober 2018.
Det kan måske synes mærkeligt at en fransk by i en tidligere krigszone hædrer fjendens soldater, men det særlige forhold med dansksindede i tysk uniform, der bekæmper Frankrig, kender franskmændene selv fra det overvejende fransksindede i Alsace-Loraine, der blev erobret af Tyskland under krigen 1870 – 19871 og derefter hed Elsass – Lothringen. Derfor ved man i Frankrig bedre end andre at sønderjyderne var tvunget i tysk uniform og at de kæmpede for en sag, der ikke var deres. Derfor er de faldne sønderjyder aldrig blevet betragtet som fjender.
En afslutning med Bruno Sauty
Henad ti om aftenen onsdag 10. oktober 2018 var vi tilbage på Kegnæs. Ingen var kommet til skade og ingen ulykker, alt var gået som smurt, men på ét punkt var der sket utroligt meget: Vi var opfyldt af viden og fantastiske oplevelser langt ud over, hvad i hvert fald jeg havde forestillet mig, da jeg tilmeldte mig turen en gang i maj 2017. Tak for det!
Som en passende afslutning kan hver enkelt lade den franske sanger og sangskriver Bruno Sauty mindes 100 året for det første slag ved Somme 1. 7.1916 – 18. 11.1916 med ca. 442.000 faldne eller savnede med sin smukke, kraftfulde og fanfareagtige ”Terre de Combat” (Stridens Jord), der er en hyldest til sangerens hjemegn Picardie og de kæmpende, faldne og savnede.
