Kristen kvinde dømt til døden for at fornærme Muhammed – nu vil en pakistansk dommer løslade hende

Asia Bibi (Foto: Wikipedia)

Pakistans øverste domstol har onsdag omstødt dødsstraffen til en kristen kvinde i en omstridt sag om blasfemi.

 

Kvinden Asia Bibi blev i 2010 dømt til døden for at fornærme islams profet Muhammed. Siden da har hun siddet på dødsgangen.

 

Men onsdag har dommer Saqib Nasir altså beordret myndighederne til at løslade kvinden, medmindre hun anklages for anden kriminalitet.

 

Sagen om den kristne, pakistanske kvinde har fået stor opmærksomhed fra internationale menneskerettighedsgrupper. Den har også fyldt meget i det konservative, muslimske Pakistan.

 

To politikere, der har kæmpet for hendes frikendelse, er blandt andet blevet dræbt. Onsdagens beslutning ventes også at skabe store protester fra Pakistans mest yderliggående islamister.

 

Asia Bibi blev i 2010 den første kvinde, der blev dømt til døden under Pakistans hårde blasfemilovgivning.

 

Årsagen var, at hun angiveligt kom med nedsættende kommentarer om islam, efter at hendes naboer nægtede hende at drikke vand fra et af deres glas, fordi hun ikke er muslim.

 

Kvinderne forlangte, at Bibi konverterede til islam for at frelse sig selv, men hun nægtede og spurgte: “Hvad har jeres profet nogensinde gjort for at redde menneskeheden?”.

 

En uge efter episoden blev Bibi overfaldet af en gruppe og tæsket for sine ord. Hun kom derefter i fængsel, inden hun senere blev dømt til at skulle dræbes ved hængning.

 

Siden da har også Vatikanet udtalt sin støtte til den dødsdømte kvinde.

 

Allerede i 2010 tilsluttede daværende pave Benedikt XVI sig opfordringerne til at løslade Bibi. Den nuværende pave Frans mødtes med en af kvindens fem børn i 2015.

 

Pakistans ultra-islamistiske parti Tehreek-i-Labaik Pakistan (TLP) har tidligere advaret landets domstol mod at være blid ved Asia Bibi.

/ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…