Rigspolitiet: Når vi bevæger os rundt i trafikken, har vi som trafikkanter et ansvar. Vi har ikke kun et ansvar overfor os selv men også overfor vores medtrafikkanter. Vi skal alle hjem med livet i behold, og det er lige netop hvad Projekt Edward handler om.
71 personer omkommer dagligt på Europas veje, men er det muligt at forestille sig én dag uden trafikdræbte? Onsdag den 19. september 2018 sættes der overalt i Europa fokus på trafiksikkerhed med Projekt EDWARD.
Du kan være med til at hjælpe dig selv og andre i trafikken ved at vise ekstra hensyn til dine medtrafikanter. Overholder du hastighedsgrænserne? Er du ædru? Er du opmærksom? Virker dine lygter og bremser på cyklen eller bilen? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, er du allerede med til at øge færdselssikkerheden.
I 2017 var der 19 lande, som kunne melde om 0 døde på dagen, hvilket tangerer rekorden som blev sat i 2016. Danmark var et af de 19 lande, som havde 0 trafik dræbte i forbindelse med Project Edward den 21. september 2017.
Ved at følge ovenstående råd, kan du være med til at Danmark igen i år opnår at have 0 trafikdræbte under Projekt Edward, og følges rådene hver eneste dag, kan vi måske opnå flere dage med 0 dræbte, og dermed sikre målsætningen om 120 dræbte i trafikken i 2020
Du kan aktivt støtte og læse mere om Projekt EDWARD, European Day Without A Road Death (europæisk dag uden trafikdræbte) ved at gå ind på hjemmesiden En dag i Europa uden trafikdræbte – Project Edward.
Kilde: Rigspolitiet