Drama i aften om den skandaløse sundhedsplatform

Colourbox

I aften mødes Forretningsudvalget i Region Hovedstaden for at drøfte konsekvenserne af Rigsrevisionens 36 sider sønderlemmende kritik af Sundhedsplatformen på hovedstadens hospitaler. Man vil drøfte konsekvenser for de ansvarlige, men jeg håber også, at man vil rette blikket mod de mange patienter, som er blevet svigtet. Og hvorfor man fortsat bruger dygtige læger og sygeplejersker til manuelt arbejde og ikke primært til hvad de er uddannet til. Rigsrevisionen har utvetydigt sagt, at der er tale om en amatøragtig implementering af Sundhedsplatformen. Og det er sket uden reel medinddragelse af personale og uden forudgående høring.

 

Da jeg i sin tid i regionsrådet stemte imod anskaffelsen af den amerikanske sundhedsplatform, var der ikke nogen, som tog Dansk Folkepartis betænkeligheder alvorligt. Den største milliard-investering i regionernes historie fandt sted på et lukket møde, uden forudgående offentlig debat.

 

Uenighed om der er nok åbenhed eller for meget lukkethed i Region Hovedstaden, er fortsat et tema, som optager rigtig mange af regionens “menige” politikere samt borgere. Ofte skaber det, en ophedet debat. Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) og partifællen Lars Gaardhøj, har tidligere givet udtryk for, at åbenhedspolitikken er god. Det samme har ledende embedsmænd M/K påstået.

 

På den anden “front” er der efterhånden et ikke ubetydeligt antal politikere, som ikke mener, at Region Hovedstaden lever op til sit ansvar om åbenhed. Det gælder i forhold til personalepolitik, i forhold til besparelser, som kan have indflydelse på den enkelte afdelings fremtidige funktioner og antal ansatte og det gælder introduktionen af akuttelefon 1813 og i høj grad omkring Sundhedsplatformen.

 

På seneste møde i regionsrådet, havde ledelsen sikret, at et budgetagtigt spørgsmål, som ikke indeholdt en eneste personfølsom oplysning, alligevel blev henvist til lukket dagsorden. Og i 2015 hemmeligholdt ledelsen i lang tid, at man, i strid med loven, havde undladt at indkalde 431 kvinder til mammografi. Det skulle der åbenbart ikke være åbenhed omkring.

 

I en DR-TV udsendelse i Kontant, om sagen, blev et direktionsmedlem spurgt, om hvorfor kvinderne ikke var blevet orienteret om, at deres indkaldelse til undersøgelse var forsinket. “Jeg mener ikke, at det ville have tjent kvinderne, at få noget at vide om forsinkelsen, de kunne jo blive foruroligede”, lød direktionsmedlemmets svar. Beskyttelse af “systemets” fejl, var tilsyneladende vigtigere end åbenhed og hensynet til kræft-risiko. Rigsrevisionens afsløring af skandalen og lukkethed, må da få nogle af de politikere og embedsmænd, som har været særdeles tilfreds med åbenhedspolitikken til at få røde ører. Der er desværre brug for flere slags kulegravninger, for at komme lukketheden til livs. Og der må sættes en tidsgrænse for, hvornår der må konkluderes om, vi kan fortsætte med den nuværende platform eller må skrotte den. Om et halvt års tid er vi blevet meget klogere. Og i mellemtiden er der kommet nye personer til for at redde stumperne. Sophie Hæstorp Andersen (S) vil ikke skrotte den nuværende platform. Men, kan hun rette op på de mange fejl, så patienter, borgere og ansatte føler sig trygge ?

 

Det håber jeg, men er meget tvivlsom. Det er ikke længere nok med skåltaler om Region Hovedstadens åbenhedspolitik og manglende præstation. Det er på tide, at borgerne og vi andre politikere oplever, at åbenhed og effektiv udnyttelse af investeringer, ikke kun er en gang tomgangs-snak, men noget som man reelt ønsker og reelt vil kæmpe for.

Finn Rudaizky er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…