Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er det moderne pavedømme

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Foto: Echr.coe.int)

Pavedømmet i Rom havde i middelalderen magt over hele det kristne Europa. En fælles værdipolitik defineret af paven bandt landene sammen. Og gjorde et land eller en person noget, som paven anså for forkert, kunne man blive lyst i band. Hermed mistede man som enkeltperson muligheden for Guds tilgivelse, fordi man ikke kunne komme i kirke og til alters.

 

Som land ville kirkerne være lukkede, og dermed gøre det umuligt for alle borgere i landet at få Guds tilgivelse. Indtil landets hersker rettede ind efter pavens ansvisninger.

 

Efter den protestantiske reformation i 1500-tallet forsvandt pavens samlende magt over alle de europæiske lande. I stedet fik man i første omgang blodige religionskrige, hvor protestanter og katolikker kæmpede imod hinanden. Ingen ville lade de andre i fred. Begge parter ønskede den totale sejr. Men efter 100 års opslidende krig, måtte man erkende, at det var umuligt, og man indgik 1648 en helt ny form for europæisk fredsaftale, som indtil for nylig har været basis for den europæiske udenrigspolitik.

 

Den Westfalske fred går ud på, at man afstår fra at blande sig i andre landes interne forhold. Indenrigs og udenrigspolitik er skarpt adskilte. Man anerkender dermed andre staters selvstænighed og suverænitet, selvom de har en anderledes værdiepolitk/religion. Dermed gik man over til et system, hvor det ikke var en fælles værdipolitik i Europa, der skabte fred. Nu var det staternes suverænitet og den indbyrdes magtbalance mellem de europæiske lande, der sikrede freden. Vore dages sikkerhedsråd i FN er bygget op efter samme princip.

 

Den Westfalske fred stoppede de europæiske religionskrige. Det var et stort skridt fremad.

 

menneskerettigheds-regimet

I dag er har man desværre indført et system, der svækker det Westfansle system. Det drejer sig om menneskerettigheds-regimet.

 

Menneskerettighedstankegangen forsøger, som den katolske kirke gjorde det i middelalderen, at få alle de europæiske lande til at føre den samme værdipolitik. Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg forvalter menneskerettigheds-regimet, der er en moderne, verdslig religion med dogmer, som få tør stille spørgsmålstegn ved. Det er sørgeligt, for vi risikerer at ryge ud i en periode med nye “religionskrige” på grund af den nye tro.

 

Rusland og Tyrkiet har nemlig – ikke særlig overraskende – meget svært ved at leve op til de mange højttravende krav i konventionerne. Rusland er derfor lyst i band og har fået frataget sin stemmeret i Europarådets parlament Derfor boycutter landet nu parlamentet. Det er ellers en institution, hvor man har en enestående mulighed for at tale med lande og folk, som man er meget uenige i.

 

Det kan jo nogle gange løse konflikter, at man lærer hinanden at kende. Men nu bruges Europarådets parlament altså faktisk til det stik modsatte. Nu er det med til at grave grøfterne mellem Vesteuropa og Rusland dybere. Det er bestemt ikke noget, vi har brug for i dagens Europa.

 

Danmark har for øjeblikket formandsskabet i Europarådet. Dansk Folkeparti har fået presset regeringen til at arbejde for, at man skaber større mulighed for en mere fleksibel fortolkning af konventionen. Det skyldes, at vi i Danmark er dødtrætte af ikke at kunne udvise kriminelle udlændinge uden at få Menneskerettighedsdomstolen på nakken. Det bør selvfølgelig laves om. Det håber jeg selvfølgelig meget kan lykkes.

 

Men det bedste ville være, hvis man i en fornyet Westfalsk ånd lod det være op til hver enkelt regering i hver enkelt land at beslutte, hvordan man vil indrette sin egen værdipolitik. Skellet mellem indenrigs og udenrigspolitik bør genoprettes. Og det virker forkert, at vores statsminister skal rejse til Strassbourg og bede om lov til at føre en fornuftig udlændingepolitik i Danmark.

 

Ligesom den danske konge i middelalderen måtte rejse til Rom og bede paven om lov i forbindelse med vigtige beslutninger. Det er sørgeligt, at det forholder sig sådan, og det er sørgeligt, at vi har indrettet et system i Europa, der har indbygget så store risici for ufred i sig. Vi burde genindføre de Westfalsk principper, før det går galt. Vi bør nedlægge de dele af Europarådet, der fungerer som et nyt pavedømme og i stedet bruge Europarådet til at lære andre lande og folk bedre at kende.

 

Marie Krarup er: Medlem af Folketinget , forsvarsordfører og gymnasieordfører for Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…